Milliardærens
intim-massage
Trump
bør takkes, fordi han i sine daglige tv-show har åbnet alles øjne for,
hvor stor og utilpasset den amerikanske underklasse er
Alle medier er
enige: Opinionsmålingerne viser, at der står uafgjort mellem Trump og
Harris.
Man skulle ellers
tro det var let at vælge: En dømt, 78-årig forbryder med en række andre
møgsager på vej til domstolene overfor en ustraffet, artig 60-årig.
Det svære valg
kommer af, at den dømte forbryder er langt bedre til at holde flammende
taler til USA's frustrerede folkemasser, underklassen, end den
ustraffede, artige kandidat er til at holde taler til almindelige,
tilpassede amerikanere. Derfor fylder den dømte forbryder langt mere i
tv end den artige. Og fra tv breder den slags dominans sig automatisk
til alle andre medieformer. Og til valgkampen.
En mangemilliardær
i retorisk intim-kontakt med sit lands mest udsatte folkemasser er en
sællert.
Og det vil være
forkert at bebrejde de store tv-stationer og andre medier, at Trump
fylder. Han er lovligt opstillet præsidentkandidat. Og det er
demokratiske mediers opgave at dække valgprocessen. Derfor kan man ikke
bruge mediernes Trump-reflekser mod dem.
Trump bør takkes,
fordi han gennem sine bidrag til det amerikanske
præsident-tv-realityshow har åbnet alles øjne for, hvor stor og
utilpasset den amerikanske underklasse er. Hans åbenlyse løgnes succes,
lavkomiske scoringer og tiljublede erklæringer om et totalitært
præsidentskab i hævngerrighedens tegn afslører en desperat, forsømt
underklasse, som klamrer sig begejstret til Trump i håbet om at få det
bedre.
I det perspektiv
giver Trumps slogan Make America Great Again god mening.
©
KLAUS KJØLLER
|