Kong Frederik 10. bestod
nytårs-taleprøven. Både DR og TV 2 tolkede flittigt detaljer i talen.
Og indkaldte eksperter kommenterede. Næsten alle var meget positive.
Sådan kan kongen og hans taleskrivere
trygt fortsætte i de kommende år. Fremtiden er sikret.
Men det er ikke forbudt at
eksperimentere. For at gøre det endnu bedre. Så iscenesættelsen passer
bedre til kongen.
Frederik blev cand.scient.pol. fra
Aarhus Universitet i 1995 og læste undervejs statskundskab ved
Harvard University, USA, i 1992-93. Efter universitetet havde kongen
flere diplomatiske stillinger i FN og i Paris.
Men kongens image i den danske
befolkning er ikke først og fremmest at han er akademiker og diplomat.
Det der profilerer kong Frederik i den danske befolkning, er hans
utraditionelle valg af uddannelsen til jægersoldat og hans glæde ved
sport. Han føler sig hjemme og tryg ved fysisk udfoldelse. Og ved at
udbrede og inspirere til fysisk aktivitet.
Derfor bør hans nytårstale gøres mere
fysisk. Formen, hvor han sidder ved et bord i en mennesketom stue med
landkort på væggen og læser op fra en stabel papirer, vil aldrig blive
opfattet som naturlig for ham.
Det føltes ægte, da han brød
traditionen og startede med at gå hen til bordet i fri dressur. Men
resten føltes som en eksamen – som han heldigvis bestod. Men for den
danske konge bør en nytårstale ikke bare gå ud på at bestå en
oplæsnings-test. Det gælder om at folde sig mest muligt ud med sine
særlige talenter og derved inspirere befolkningen mest muligt.
Derfor bør kongen overveje at flytte
næste nytårstale fra slottet og ud i befolkningen. Talen kan holdes i
en idrætsklub eller på et rådhus, og skal tv-transmitteres direkte i
landsdækkende tv. Det vigtige er at nytårstalen holdes for et publikum
som kan komme i samspil med kongen, fx med latter. Således som det
foregår, når kongen deltager i idrætsarrangementer og lignende.
Talen trænes -- som nu -- i et samspil
mellem kongen og taleskrivere og taleinstruktører, men kongen forsynes
ikke med et oplæsningsklart manuskript, men med et ark med stikord til
nytårstalens forskellige punkter. Den improviserede form vil kræve lidt
mere tid. Talen bliver i praksis et kort foredrag i samspil med
publikun. Højst 25 minutter. Og en kort skriftlig udgave bør stadig
lægges på kongehusets website.
Nogle hævder at kongen af og til
spontant taler sort. Men min fornemmelse er, at det aldrig bliver mere
sort end det straks kan afklares med improviseret kongelig humor. Dette
er en af flere originale værdier ved kongens person, som dette ny regi
for nytårstalen kan udfolde.
©
Klaus
Kjøller
|