Først lagt op  19-01-2025. Senest opdateret 19-01-2025 14:50:04

<<

Kort sagt 19-01:

Ingen mobiler i lokalet!

Det viser sig nu at det ikke kun var da Mette Frederiksen forleden holdt Trump-møde med Danmarks elite, at hun forbyder telefoner medbragt i lokalet. Det er ifølge pressen en almindelig praksis når statministeren mødes.

Og med rette.

Jeg har ofte undret mig over hvor præcist og hurtigt fx Facebook kan målrette reklamer i mit feed. Senest angående tå-negleklipning, et både ømt og intimt emne.

Her bombarderes jeg i øjeblikket med reklamer for en vidunderlig bidetang som beskærer en oldings nedgroede og forvoksede tånegle med en blidhed og ømhed som var det en teenage-piges første eksperimenter med at gøre sine fingernegle spidse og pirrende med henblik på optimalt parringsvalg.

Bare fordi jeg har det med at snakke højt til mig selv når jeg kæmper med dagens udfordringer. Også de mest ydmyge og unævnelige. Uden at tænke på at mobilen lurer i lommen med tændt mikrofon – og suger alle støn og forbandelser til sig – og videre til annoncekøberne. Mette har ret.

 

© Klaus Kjøller

>>