Først lagt op  22-01-2025. Senest opdateret 22-01-2025 15:00:59

<<

Kort sagt 22-01:

Tv-realityshowet Donald Global

Mange brokker sig over, at Trump straks kaster sig over enhver personstrid. Senest kalder han en amerikansk biskop ”nasty” fordi hun  i sin prædiken til ham bad ham i Herrens navn vise menneskelighed.

Nasty biskopper? Forstå det dog, tumper! Planeten Jorden er i fuld gang med sit første globale tv-realityshow, hvor de største verdensledere – Trump, Putin, Xi m.fl. -- spiller hovedrollerne. Og hvor enhver tv-optagelse med personstrid straks forstås, underholder og scorer flere seere til showet som dagligt kører på alle nyhedskanaler.

Efter 200.000 år på denne roterende klump jord i universet har homo sapiens opfundet tv-apparatet og født Donald-barnet Trump som nu er i fuld gang med at indfri tv-realityshowets potentiale som jordens suveræne styreform, henover enhver statsgrænse og ideologi.

Om realityshowets scener vækker det skrumpende mindretal af politiske nørders forargelse og rædsel, er komplet irrelevent for tv-realityshowet Donald Global. Ingen kender sine seere bedre og respekterer dem mere end Trump. Han scorede derfor astronomiske seertal = vælgertal i valgkampen og stor kærlighed. Kun en tåbe skrotter en sådan daglig succes -- for at blive regnet for en ”stor og værdig” (læs: ”kedelig”) præsident blandt et stadigt skrumpende antal politiske nørder uden for sit globale seer-segment.

 

© Klaus Kjøller

>>