Først lagt op  31-01-2025. Senest opdateret 31-01-2025 14:31:46

<<

Kort sagt 31-01:

USA fortjener en bedre tv-vært

Trump vandt valget fordi han med sin vært-figur i tv-realityshowet Demokrati nåede underklassen og fik den til stemmeurnerne. Ikke en ringe præstation. Og showet fortsætter dagligt, for tv-reality-showet Demokrati er ethvert demokratis vigtigste institution – med eller uden Trump. Fordi tv-realityshowet Demokrati er den eneste demokratiske institution som umiddelbart forstås af enhver almindelig borger. Kun et demokratis ganske få procent politiske nørder forstår andre demokratiske institutioner end det tv-realityshow som dagligt kører i nyhedsudsendelserne.

Men få politiske topfigurer er så tydelige tv-realityshow-værter som Trump. Nu senest i sine udtalelser efter flyulykken i Washington. I stedet for at udtrykke landets forenede sorg over alle de døde, så kaster han sig ud i gætterier om årsagerne. Og mener at de skyldige er Biden og Obama, som indførte regler om at folk med forskellige handikap i højere grad skal kunne ansættes i offentlige institutioner.

Hermed følger han én af tv-realityshowet Demokratiets grundregler, Kingos lov:

“Man styrker vælgernes tro på sin politik ved at fremføre  rædselsvækkende eksempler på, hvad modstanderens politik indebærer. [Loven er opkaldt efter den danske salmedigter Thomas Kingo (1634 – 1703), hvis salmer rummer mange saftige, inspirerede vers om jordelivets elendighed, men kun få,  blodfattige vers om himmerigets velsignelser.]

Der tegnes et skrækbillede af modstanderens politik ved, at man udelader nuancer og systematisk optoner det, der udvælges, i skræmmende retning. Her altså at Biden og Obama er skyld i flykatastrofen, fordi han mener den skyldes, at offentige institutioner –flykontrol m.m. -- har svigtet.

Går eksperimentet Trump 2.0 godt for USA, så mindskes den underklasse som Trump så mesterligt har gjort aktiv i politik: Der gennemføres reformer som mindsker ulighederne væsentligt. Men det sker ikke i Trumps tid som amerikansk tv-vært. Det sker først når Demokraterne kan stille med en endnu bedre realityshow-vært end Trump. So help us God.

 

 

© Klaus Kjøller

>>