<<
Kort
sagt 10-02:
Tør
Clement Kjersgaard afbryde Trompy Python?
En avis brokker sig i
dag over at en tv-debat i aftes mellem de to tyske kanslerkandidater
var så kedelig, at man ligefrem under udsendelsen kunne høre seerne
zappe over til noget mere ophidsende, fx til Trompy Python i Air Force
One.
Rigtigt: Det er et
voksende problem at politikere af demokratiets gamle skole stadig
tappert forsøger at få en tv-debat til at ligne en videnskabelig
diskussion. De har ikke fattet, at tv-showet Trompy Python’s
Flying Presidency i de seneste dage har gennembrudt
kedsomhedsmuren så det batter.
Det er sket med
·
overraskende løfter,
som ingen ved, hvordan skal holdes, og med
·
trusler som lyder
vanvittige.
Politiske nørders
drømme om saglig debat er dermed tilintetgjort. Har ikke mere gang på
jord.
Det er synd for de
politiske nørder som der trods alt findes 6 % af her i landet, men
langt færre procenter af i de fleste andre demokratier. I USA skulle
det være nul, ifølge det netop overståede præsidentvalg.
Disse nørder må nu –
efter tv-showet Trompy Python’s Flying Presidency’s
succes -- melde sig på aftenskole og dér lære at forstå fremtidens
bærende demokratiske institution i demokratiet at kende: Tv-realityshowet Tak,
fordi du kom.
Tv-vært Clement
Kjersgaard forsøgte i flere årtier med desperate afbrydelser i utide at
puste liv i kedsommelige tv-debatter på DR 2. Men Trompy kuppede i løbet af få
dage alle søvnige debatter ved at løfte tv-realityshowet op til at være
den globale ramme som gør al politik både fuldt forståelig og totalt
nonsens. Modsætningerne
mødes og sød musik opstår. Eller åben strid. Begge dele ikke spor
kedelige.
Men Clement
Kjersgaard bliver altså nu arbejdsløs, fordi hans klienter --
kedsommeligt debatterende politikere -- uddør.
Flere spørger nu om
Clement ikke lige netop er manden der både har erfaringen og modet til
at afbryde Trompy Python i utide midt i sine daglige fri associationer
i Air Force One til journalister, som hænger vellystent ved hans mund?
En tanke så dristig, at ingen tør tænke den. Men ingen tvivl: Clement
er manden, hvis han findes. Og berømmelsen er sikker.
©
Klaus Kjøller
|