|
|
|
|
Først lagt
op 30-04-2016,,senest
opdateret 01-05-2019
10:06:39 |
|
Køllebank Longread: Tak til den grove selvsatires mesterAt Politikens afgående chefredaktør, Bo Lidegaards massive bombardement af sig selv og sine omgivelser med selvhøjtidelig selvsatire vistnok altid har været ufrivilligt, siger meget om Lidegaards format og potentiale. |
|
|
|
|
Dagbladets Informations chefredaktør, Christian Jensen er blevet headhuntet til Politiken. Mediekommentator Lasse Jensen, tidligere vært for P1-radioprogrammet ”Mennesker og Medier”, har fastslået, at Politikens nuværende chefredaktør, Bo Lidegaard, vil være glemt om højst fem år. Mens alle stadig kan huske, hvem Bo Lidegaard er, bringer jeg derfor i anledning af chefskiftet på Politiken de Groft sagt’er fra Berlingske, som han gennem sine chefredaktør-år har inspireret mig til. Samtidig sender jeg en tak til Lidegaard for satire-inspiration. Og en anerkendelse af, at Lidegaards selvsatire i sit eget blad og i TVs debatprogrammer ofte har overgået, hvad vi i Groft sagt-spalten har kunnet udsætte ham for. At Lidegaards massive bombardement af sig selv og sine omgivelser med selvhøjtidelig selvsatire vistnok altid har været ufrivilligt, siger meget om Lidegaards format og potentiale. Se bl.a. Groft sagt’en ”Grov selvsatire” nedenfor. Datoerne i firkantet parentes angiver, hvornår Groft sagt’erne har været bragt i Berlingske. Ingen ved, hvordan Politiken bliver under Christian Jensen. Bortset fra, at der nok skal indføres morgensang på bladet. Men at Jensen nogensinde ufrivilligt skulle sige noget morsomt, eller inspirere andre til satire, som vil overgå Lidegaards unikke indsats som selvsatiriker, lyder usandsynligt. Menu, omvendt kronologisk: Vold
renser effektivt [11/1 2015] Debatløs
Deadline-debat [16/10 2013] Muhammedaffæren
og Akkaris omvendelse har ødelagt Politikens bladhistoriske branding Grov selvsatire [3/10 2015]Politikens grove selvsatire over sin egen chefredaktørs adfærd i Muhammedaffæren får endnu engang al anden satire over bladet til at blegne.Chefredaktør Bo Lidegaard blev onsdag interviewet i sin egen avis, Politiken. Anledningen var, at Jyllands-Posten gennem aktindsigt har afsløret, at det brev fra Udenrigsministeriet, som afviste et møde med de 11 ambassadører under Muhammedaffæren, var godkendt af Bo Lidegaard, som dengang var chef for udenrigsområdet i Statsministeriet. Lidegaard forklarer, at når han som chefredaktør i dag skriver, at afvisningen ”var en diplomatisk bommert, som alle involverede sikkert stadig fortryder”, så skyldes det, at han er blevet klogere. Eller rettere: Det kan han ikke sige ligeud, for han vil ikke ”svigte den tavshedspligt og den loyalitet som er i det rum, hvor man rådgiver en minister”. Derfor rummer interviewet mange spidsfindigheder om roterende kasketter. Det frister Groft sagt til satire. Men da det komisk afklædende interview bringes i chefredaktørens eget blad og illustreres af en mesterlig satirisk tegning af Roald Als, så afstår Groft sagt i erkendelse af, at Politikens grove selvsatire endnu engang får al anden satire over bladet til at blegne. Pastor Lidegaard [24/6 2015]Lidegaard og landets betydelige mængde lederskribenter og politiske kommentatorer kan ikke leve af at sige det, som det er: Tilfældet ville, at Thorning tabte. Branchens speciale er snedige forklaringer, ligegyldigt hvilke tilfældigheder der sker.Chefredaktør Bo Lidegaard, Politiken, forklarede lørdag i forsidelederen, hvorfor Thorning-regeringen ikke vandt valget: "Når det ikke skete, er det, fordi hun formåede at tale til fornuften, men aldrig fik fat i vores følelser." Men enhver nøgtern iagttager af valgaftenen kunne se, at det var tilfældigt, hvem der vandt det ene afgørende mandat. Men Lidegaard og landets betydelige mængde lederskribenter og politiske kommentatorer kan ikke leve af at sige det, som det er: Tilfældet ville, at Thorning tabte. Branchens speciale er snedige forklaringer. Og hvis tilfældet havde villet det modsatte, så havde man også kunnet logisk forklare det med nøjagtig samme kløgt og overblik. Det eneste, man aldrig formår, er at forklare det, som nødvendigvis måtte ske, før det faktisk skete. Dette paradoks viser, at politik er domineret af tilfældigheder og kaos. Og at politiske kommentatorer er et præsteskab, der skaber mening og orden fremfor beskriver den kaotiske politiske virkelighed. Vold renser effektivt [11/1 2015]
Rekruttering af
ustyrlige, voldelige ekstremister et effektivt middel, når danske
medier skal renses mere og mere for Muhammed-kritik for at forberede
danskerne på deres plads i Verdenskalifatet
Grimhøjmoskéens formand, Oussama El-Saadi, afviser at kende noget til voldelige elementer ved moskéen og til rekruttering af frivillige til Syrien og Irak. Det må være løgn. For formanden er stærkt troende og går ind for det muslimske verdenskalifat. Derfor gør han alt, han kan, for at få demokratiet Danmark nedlagt til fordel for en verdensomspændende Islamisk Stat med sharialove. Og han kæmper med alle midler. Derfor kender han voldelige ekstremisters særdeles gode muligheder for at få fredselskende, tryghedsnarkomaniske danskere til at pålægge sig selvcensur for at undgå at "provokere" ustyrlige, voldelige muslimer. El-Saadi vil elske at høre alle danske bløddyr bortforklare selvcensur på samme selvdestruktive måde som Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, gjorde torsdag aften hos Krasnik i DR2 Deadline. Derfor er rekruttering af ustyrlige ekstremister et effektivt middel, når danske medier skal renses mere og mere for Muhammed-kritik for at forberede danskerne på deres plads i Verdenskalifatet. Men selvfølgelig kan formanden teoretisk set tale sandt. Det ved kun Allah. Hul igennem [23/12 2014]Det varsler godt for det kommende års mange satire-angreb på Lidegaard og Politiken, at Groft sagt nu har bevist, at der efter mange års resultatløs indsats mod bladet, omsider er kommet hul igennem.Groft sagt giver den altid hele armen med satiren. I tillid til, at satire kun laver en masse fornøjelig støj, men aldrig gør nogen forskel i den virkelige verden. Men det har Groft sagt-kollega Edith Thingstrup nu ændret på. I Groft sagt’en ”Han grynter højere” søndag rettedes et satirisk angreb mod Politikens chefredaktør Bo Lidegaard for hykleri, fordi han både skriver i sin avis, at skattetænkere er samfundsforrædere og samtidig ejer 30 pct af aktierne i landets største netboghandel, SAXO.com, som lever i skattely i Luxembourg. Men knapt havde kollega Thingstrup afsendt Groft sagt’en til Berlingskes debatredaktion, før SAXO meddelte sine kunder, at de nu flytter fra skattelyet til Danmark. Sjældent har et stykke aktuel satire haft en mere øjeblikkelig, konkret virkning. Det varsler godt for det kommende års mange satire-angreb på Lidegaard og Politiken, at Groft sagt hermed har bevist, at der efter mange års resultatløs indsats mod bladet, omsider er kommet hul igennem. Af fulde folk… [3/12 2014]Dagbladet Politikens opsætning af historien om von Triers stop for druk signalerer, at det ikke kun er Larses krise. Det er hele landets krise. Budskabet er, at landets ve og vel afhænger af, at vores store kunstnere ikke lammes af tørlægningPolitiken ryddede lørdag forsiden for at bringe nyheden ”Tørlagt von Trier frygter, han er færdig med at lave film.” På et kæmpe foto, som fyldte næsten det hele, så man en mut filmskaber med nøgen overkrop med hvid creme smurt på den bare isse og med en sammenkrøllet klud i sine hænder, som dådløst hvilede på et bord. Et billede på en stor kunstner i dyb krise. Politikens opsætning af historien signalerer, at det ikke kun er Larses krise. Det er hele landets krise. Budskabet er, at landets ve og vel afhænger af, at vores store kunstnere ikke lammes af tørlægning. Det er tankevækkende, at Politiken, som jo er organet for offentligt ansatte tryghedsnarkomaner, vælger denne nationale katastrofevinkel. En anden mulighed var overskriften ”von Trier tilstår doping” og så en moralsk Bo Lidegaard-leder om, at alle hans film nu bør annulleres, fordi han ikke er spor bedre end Bjarne Riis og andre, som har snydt sig til store sejre. Med sin Trier-forside opfordrer Politiken Ole Bornedal og andre med kunstnerdrømme til druk for at skabe stor kunst uden tåkrummende replikker. Selvmål [10/4 2014]Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, bør retlede sine egne læserbrevsskribenters opfattelse af, hvorfor Fogh afviste, at mødes med Ægyptens og andre ambassadører under opstarten af Muhammed-affærenI Politiken tirsdag opfordrer fhv. gymnasielærer Arne Hansen fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen til at angre, at han ”hovent afviste” muslimske ambassadører, som bad om et dialogmøde. Hansen mener, at et sådant møde kunne have forhindret affæren. Men Hansen retter bager for smed. For Fogh er ude at rejse, da ambassadørernes brev ankommer. Så hans daværende rådgiver på området, Bo Lidegaard, sender brevet til sagsbehandling i Udenrigsministeriet med utilsløret besked om, at man ønsker et svar, der går ud på, at ambassadørerne skal afvises. Sagsbehandleren følger instruktionen og sender et svar gennem sin kontorchef uden at inddrage Udenrigsminister Per Stig Møller. Dette svar forelægger Lidegaard Fogh, som senere har forklaret: ”Jamen, jeg troede da, at når jeg havde en udlånt diplomatisk rådgiver fra Udenrigsministeriet (Bo Lidegaard) i min stab, så måtte den forretningsgang da være efter reglerne. Selv havde jeg ikke noget forhold til et muligt kaffemøde…” Arne Hansen bør altså i stedet bede Politikens chefredaktør angre de ambassadeafbrændinger, eksporttab og døde, det kostede. Stur stur nummer [31/10 2013]Det eneste rigtigt bekymrende i NSA-affæren er, at medier og politikere med det rituelle mediedrama bekræfter naive sjæle i troen på, at der stadig findes en verden uden grænseløs overvågning.NSA-affæren har et komisk præg. For alle i den politiske og administrative elite ved, at alle aflyttes af enhver efterretningstjeneste, som kan. Og USA kan – med en teknik, som gør alle andre nationer misundelige. Det kører efter det grønthøsterprincip, som tidligere vicepræsident Dick Cheney så præcist formulerede i Berlingske tirsdag: "Man ved aldrig, hvad man kan bruge, før man har brug for det.” Men når så whistleblower Snowden lækker dokumenter, er medierne alligevel nødt til at demonstrere deres betydning ved at slå aflytningerne stort op som en sensation. Og derefter er de aflyttede politikere nødt til indigneret at protestere og sende deres egne efterretningschefer til USA for at få ordentlig besked. Og i Politiken skriver chefredaktør Bo Lidegaard med dyb dommedagsrøst en leder om, at Danmark sammen med Tyskland og Frankrig skal engagere sig i, ”at finde en vej frem i det transatlantiske forhold.” Det eneste rigtigt bekymrende er, at medier og politikere med dette rituelle skindrama bekræfter naive sjæle i troen på, at der stadig findes en verden uden grænseløs overvågning. Debatløs Deadline-debat [16/10 2013]Resultatet af den debatløse debat var, at DR2 Deadline ophøjede Politikens chefredaktør Bo Lidegaards kontroversielle, Venstre-fjendske påstande til at være selveste SandhedenDR2 Deadline lørdag havde Politikens chefredaktør Bo Lidegaard i studiet. Han skulle debattere det berømte anonyme brev til Skattesagskommissionen med den tidligere socialdemokratiske justitsminister m.m. Pia Gjellerup og lektor i filosofi og sociologi ved CBS, Øjvind Larsen. Men det var umuligt for studievært Martin Breum at få den mindste uenighed frem mellem debatdeltagerne. Bo Lidegaard var den eneste, som havde kontroversielle meninger, nemlig at Venstre har politiseret Kinnocks skattesag, og at Venstre derfor bør gå ud og dementere det anonyme brevs anklager om, at Venstre har samarbejdet med en advokat i sagen. Hverken Gjellerup eller Larsen sagde andet end almindeligheder, og det var tydeligt, at de aldrig fattede, hvorfor man havde indkaldt dem og ikke nogle, som kunne debattere med Lidegaard. I et desperat forsøg på at skjule debattens tomhed ledsagede studieværten selv de mest kedsommelige svar med overtydelig begejstring. Resultatet af den debatløse debat var, at DR2 Deadline ophøjede Lidegaards kontroversielle, Venstre-fjendske påstande til at være selveste Sandheden. Unødvendig nedtur [9/8 2013]
Muhammedaffæren og
Akkaris omvendelse har ødelagt Politikens bladhistoriske branding
Politikens chefredaktør, den embedsmandsknirkende Bo Lidegaard, afslutter lederen tirsdag således: ”Det var ikke Muhammedtegningernes provokation, der fik Akkari til at standse op og genoverveje kursen. Det gjorde et samfund, der stod ved sit liberale værdigrundlag, og som delte det med ham. Læren er, at demokratiet står stærkest, når man ikke driver det igennem med unødvendig dogmatik.” Tjah. Læren var vel snarere, at når et dansk dagblad, Politiken, som i sin tid opstod i nådesløst fritænkende opposition til den etablerede borgerlighed med religion og kongehus, bliver ramt af politisk korrekthed, så går det grueligt galt. Først betaler man helt katolsk et pengebeløb i aflad til en middelalderlig religion. Dernæst må man igennem flere år skrive en masse tåkrummende ledere på melodien ”ytringsfrihed, men…”. Og endelig begår man nu intellektuelt harakiri ved at uddrage den selvbærende sandhed af forløbet, at demokratiet står stærkest, når man undgår ”unødvendig dogmatik”. Politiken opstod af forfriskende oprør og nytænkning, men endte desværre i en slem hørm af ubenægtelige banaliteter. *** Læs flere grovheder om alle mulige aktuelle emner i Berlingskes satiriske spalte ”Groft sagt”. Se dem på Berlingskes netavis, b.dk. |
|
|
|
********************** |
|
|
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
Opdatering 08-06-2016: indsættelse
af link til mine anmeldelser af fire af Politikens søndagsudgaver i
2008. 30-09-2016: indsættelse af foto og
markering af at dette ikke bare er køllebank, men køllebank longread. 28-11-2018: layoutforbedringer. |
|
|
|
|
|
