|
|
Klaus Kjøller forside
>> Alle
kommentarer >> kommentar: Pressen styres af
lækager (27/4 01) [senest
opdateret 27/4 01, senest layoutopdateret 21-12-21] |
|
|
||||
|
Pressen
styres med lækager |
|
|
|||||
|
|
Da
Italien angreb Danmark med lækage, og vi reagerede med ministerstorm og
offentliggørelse af embedsmandsbreve. Hvordan embedsværket med pressens
hjælp skruer op og ned for ilden under en minister -- helt uden brug af
spindoktorer og andet nymodens gøgl. Menu: Omkring ethvert dokument ligger en
sværm af samtaler som ikke kan dokumenteres Klassisk defensivt pressearbejde helt
uden spindoktor |
|
|
||||
|
|
Den 26. marts 2001 mødtes EU's nye militære komité i Bruxelles for at vælge formand. Den danske forsvarschef, Christian Hvidt, deltager i afstemningen. En finsk general, Gustav Hägglund, vinder over kandidaten fra NATO-landet Italien med otte stemmer mod syv. Afstemningen er hemmelig. Alle bortset fra de 15 generaler forlader lokalet inden der stemmes. Taberne, italienerne, lader sive til bl.a. finske medier at Danmark har stemt på finnen. De mener at det strider mod det danske forsvarsforbehold at vi har deltaget i afstemningen. Det får forsvarsminister Jan Trøjborg til at gå ud og forsvare at Danmark deltager i sådanne afstemninger, fordi vi er medlem af EU's militærkomité. Dette præciseres senere af statsministeren på den måde at det var en fejl at vi stemte i den sag, og at vi kun bør deltage i sådanne afstemninger hvis det ikke får nogen indflydelse på afstemningsresultatet. Denne afstemningspolitik rettes af Mogens Lykketoft i et tv-interview til at Danmark helt må afholde sig fra at stemme under alle omstændigheder, da man jo ikke på forhånd kan vide om man bliver udslaggivende. Denne linje bekræftes senere da Udenrigspolitisk Nævn behandler sagen første gang d. 19. april. |
|
|
||||
Generalen
der skar igennem
|
Dette tema om regeringen har overholdt forbeholdet, suppleres med et andet: om forsvarschefen overholdt sine instrukser. Der var nogle presseforlydender om at regeringen havde spillet et snedigt dobbeltspil: Af nordiske grunde ville man i virkeligheden helst have den finske general fremfor en sydeuropæer, men man var nødt til officielt at spille med på NATO-melodien. Man havde så hemmeligt instrueret den danske forsvarschef til at stemme som han gjorde. Dette kunne så også forklare at forsvarsministeren lige fra starten hvor sagen slap ud, i sine offentlige udtalelser havde anlagt en meget mild linje over for forsvarschefen. Så lækker centralt placerede kilder fra Udenrigsministeriet at man klart havde foretrukket en NATO-mand. Pressehistorier om dette giver anledning til endnu et møde i Udenrigspolitisk Nævn hvor forsvarsministeren afkræves en redegørelse og må fremlægge dokumenter fra Forsvarsministeriets journal: breve frem og tilbage mellem forsvarschefen og Udenrigs- og Forsvarsministerium. |
|
|
||||
En
inspirerende sag
|
Efter mødet udtrykker alle, undtagen Enhedslisten og SF, at sagen nu er tilfredsstillende afklaret og at ingen hoveder skal rulle. Brevene viser klart at forsvarschefen foretrækker finnen, men også at han ikke kan være i tvivl om at de officielle signaler fra administrationen peger på en NATO-general. Der er dog ikke tale om en lodret ordre. Alligevel kræver Holger K. Nielsen hans fyring fordi man ikke kan have tillid til en sådan chef som kører sin egen politik som om landet var en bananrepublik. Anders Fogh Rasmussen kører den modsatte linje: lægger ansvaret på ministeren, dog ikke i en grad så han kræver ministerens afgang. Sagen er bare endnu et eksempel på regeringens klodsede måde at gribe tingene an på. Kun forsvarschefen, Christian Hvidt, ved selv i hvilken grad han har optrådt selvrådigt. Han har hele sagen igennem valgt ikke at udtale sig, bortset fra en understregning af at den afstemning han deltog i var hemmelig, hvilket selvfølgelig indebærer at han ikke kan kommentere den uden at bryde reglerne. Medierne har fortalt detaljer om det nære forhold mellem den finske general og Hvidt: De er jagtkammerater og vist nærmest venner. Hvidt fylder 60 om kort tid og skal så pensioneres fra forsvaret. Så historien om den oprørske forsvarschef ligger nær. |
|
|
||||
Omkring
ethvert dokument ligger en sværm af samtaler som ikke kan dokumenteres
|
Langt mere sandsynligt er det at den reelle historie er en historie om hvordan det danske forsvarsbureakrati bærer sig ad med at få valgt den finske general. Sådan en aktion planlægges ikke så den kan dokumenteres på skrift. Tværtimod indrettes skriftudvekslingerne således at de mest muligt giver de forskellige aktører en livsforsikring hvis sagen slipper ud. Denne tænkemåde er elementær siden Tamil-sagen blandt embedsmænd. Det er én af de bærende illusioner i journalføring og i Folketingets kontrol af administrationen at skrifterne rummer sandheden. Det gør de ikke nødvendigvis. De rummer den virkelighed som aktørerne er interesseret i at opbygge. Det er ofte noget helt andet. Omkring ethvert dokument ligger en sværm af uformelle samtaler som går ud på at skrive dokumenterne på en måde så de mest muligt gavner det mål man søger at nå. Et elementært krav er herudover at dokumenterne mest muligt skal forebygge klager over sagsbehandlingen og forhindre at aktørernes karriere tager skade. At det gennemgående formål med skrivning af dokumenter er forebyggelse af klager og karrieretraumer, er ikke noget der udtrykkeligt aftales mellem aktørerne i en konkret sag. Det ligger dybt i dem som en meget central, selvfølgelig antagelse som gør det muligt for dem at handle hensigtsmæssigt i fælleskab. |
|
|
||||
Embedsmanden
som brevkunstner
|
Set fra administrationens side er det bedst hvis en sag som denne overhovedet ikke slipper ud. Men det har på den anden side ikke været urealistisk at forvente at italienernes frustrationer over at tabe, vil medføre lækager til pressen af den danske stemmeafgivning. Den første reaktion på pressehistorierne er tavshed idet man håber at det går over. Hvor mange danskere gider hidse sig op over at en italiensk general ikke bliver formand for én eller anden komité? Men så bliver spørgsmålet koblet med spørgsmålet om det danske forsvarsforbehold, og så er sagen pludselig en god historie: EU-skeptikere og -modstandere kan bruge historien til at profilere sig med, og medierne kan bruge den til at føre sig frem som "den fjerde statsmagt" der kontrollerer om regeringen overholder forbeholdene i praksis. Efter et kort mellemspil hvor tre forskellige ministre når at udstikke 3 forskellige retningslinjer for afstemninger, drejer historien så hen til at fokusere på forsvarschefens forhold til sine overordnede. Det politiske pres bliver så stort mod forsvarsministeren at han må fremlægge dokumenter for at kunne spille aben så tilpas tilbage til embedsværket at han kan overleve. Dokumenterne viser en dansk forsvarschef som ret detaljeret og varmt argumenterer for finnen, og som opfordrer Forsvarsministeriets departementschef til at danskerne -- i fællesskab eller individuelt -- arbejder for finnen. En måned senere kommer der så to korte breve fra departementschefen og fra en direktør i Udenrigsministeriet. Breve som i en påfaldende ens mangel på skarphed i generelle, vage vendinger udtrykker regeringens politik. Karakteristisk nok rummede brevet fra forsvarschefen stof som ministeriet har måttet strege ud i den offentliggjorde kopi. Faktisk op mod halvdelen af brevet. De to breve fra topembedsmændene kan derimod bringes helt uden retoucheringer. Man behøver ikke være professor på Forvaltningshøjskolen for at forstå at de afgørende sonderinger i sagen er sket mundtligt og fortroligt i løbet af den måned det har taget ministerierne at svare. Hvidt har tolket svarene som embedsmændenes livsforsikringer i sagen. Deres mangel på skarphed og beslutsomhed er i virkeligheden -- på baggrund af engagementet i forsvarschefens brev til dem -- en accept af hans plan. Mesterskabet i formuleringerne ligger i at de ikke kan bruges som direkte fyringsgrund for nogen af parterne. Og den almindelige uofficielle sympati for forsvarchefens aktion og hans snarlige pensionering betyder at den aldrig vil kunne blive et karrieremæssigt problem for ham. Snarere bliver det en historie som vil give ham et godt eftermæle som modig og handlekraftig. |
|
|
||||
Klassisk
defensivt pressearbejde helt uden spindoktor
|
Dokumenters evne til at overbevise offentligheden afhænger af hvor svært det har været at grave dem frem. Dokumenter som tvinges frem fra en modvillig administration, har klart større overbevisningskraft end pressemeddelelser som sendes ud til alle og enhver, og fødselsdagsinterview med departementschefen -- og breve som administrationen frivilligt lækker til pressen. At breve som disse to fra topembedsmændene først fremlægges som led i en ministers kamp for overlevelse, giver dem en særlig troværdighed. For de kan jo umuligt være beregnet på at skulle vises frem i en større kreds. Forløbet er en meget fin illustration af klassisk defensivt pressearbejde. Der var to lækager som begge havde afgørende betydning: den italienske som satte historien i gang, og den fra det danske Udenrigsministerium som understregede ministeriets klare NATO-loyalitet. Forløbet er: embedsværket lækker, pressen presser ministeren, Folketinget tvinger ministeren til redegøre og dokumentere, bl.a. med embedsværkets breve. Med lækage kan pressens historier af embedsværket dirigeres i en retning som forudsigeligt tvinger ministeren til at fremlægge den forberedte dokumentation. Det er embedsmandslækager der fører til ministerstormen, og det er embedsmandsbreve der redder ham. kk d. 27/4 01 |
|
|
||||
|
|
|
|
|
||||