Klaus Kjøller forside >> Alle
kommentarer >> Landets egentlige magthaver
afsløret (5/5
2001) [senest
opdateret 5/5
2001, senest
layoutopdateret 21-12-21] Landets
egentlige magthaver afsløret Regeringens
Magtudredningskommission har netop afleveret en rapport. Mange
kommentatorer har kritiseret den for ikke at være opsigtsvækkende.
Landets elite bor i Nordsjælland og gruppen af politikere ligner
befolkningen mere end nogen andre af landets eliter gør. Men
der er flere rapporter på vej. Selv om den næste langt fra er
offentliggjort, forlyder det allerede nu at den afdækker helt uventede
magtrelationer i landet. Relationer der står i delvis kontrast til den
allerede offentliggjorte rapport. Det viser sig således i den nye
rapport at landets egentlige magthaver er Magda Hansen, Fiorentinavej
33 C, Haslev. Magda
Hansen benægter ethvert kendskab til sagen. Det samme gør hendes mand,
den kendte duesportsflyver Hans O. Hansen, som i øvrigt oplyser at hans
gamle Lada med lad er til salg for rimelige penge. Det er en gruppe
forskere ved universitetet som er kommet til det opsigtsvækkende
resultat. Lederen, professor, dr. polit. Kim Sund, understreger at
resultatet er helt logisk når man kender de metoder og data der er
anvendt. --
Det er på tide at folk lærer at respektere samfundsvidenskaben ligesom
man respekterer naturvidenskaben, mener Kim Sund: -- Dengang man fandt
ud af at Jorden bevæger sig rundt om Solen og at den slet ikke er flad
men rund, da vakte det jo også opsigt, og flere videnskabsmænd måtte
lade livet inden det blev en almindelig anerkendt sandhed, udtaler Kim
Sund. -- Nu må folk så anerkende dette nye magtcenter og lade være med
endnu engang at blive offer for uvidenskabelig overtro. At
det skulle koste forskere livet håber han dog ikke. I så fald er det
muligt at selve magtbegrebet må tages op til revision og defineres på
en mere hensigtsmæssig måde. Kim Sund understreger i øvrigt at
resultatet kun kunne nås takket være den allernyeste computerteknologi.
Det er hans klare vurdering at ukendskab til netop dette nye magtcenter
er årsagen til regeringens problemer med indvandrerpolitik, efterløn,
sundhedspolitik og EU. Magda
Hansen oplyser at hun ikke har i sinde at lægge sit liv om. Hun vil
fortsat gå til bingospil i idrætsklubben hver torsdag, tage på
indkøbstur med bus til Tyskland hveranden søndag og forsøge at få Hans
til at rydde op i skuret. Samstemmende
fremhæver ægteparret Hansen at deres enorme magt ikke skal få lov til
at ødelægge deres liv. De vandt engang en stor lottogevinst, men
fortsatte som om intet var hændt. --
Rygklappere er dog velkomne, bare de selv tager mad og drikke med. Og
hvis det også kan få Hans til at skifte undertrøje noget oftere, så er
jeg glad, slutter Magda Hansen. kk
5/5 2001 Læs
en senere bearbejdning: Danmarks egentlige magthaver
afsløret (2019)
|