Kjoeller.dk -> kommentar "jeg taler om mad… "(12/5 01)

"Jeg taler om mad, for det er noget, der optager folk"

Danmarks skyggedronning runder 60 d. 19/5 01. Kommentar

Ritt Bjerregaard interviewes i Berlingske Tidende fredag d. 11/ 5 af Jakob Kvist i anledning af at hun snart runder de 60. Hun siger bl.a.:

"Før jeg tog til Bruxelles, var det alligevel stadigvæk sådan, at TV spillede en ret dominerende rolle, fordi det var begrænset, hvor mange kanaler, der var. Men i dag er der ikke nogen fælles referenceramme overhovedet i forhold til, hvad der foregår i TV. Det er helt tilfældigt, om folk har set det ene eller det andet, men samtidig er TV-mediet stærkt på en række områder. […] Som politiker kan man så gå ind på sit område og se, hvor der er ting, der samler. Der er så meget i verden, der spreder, men hvor er der så noget, der samler?[…]

Hvordan har atomiseringen påvirket den overordnede politiske debat?

Det bliver vel meget et spørgsmål om personers udtryksmåde, for der virker billedmediet jo stærkt. Men det kan man så gøre mere eller mindre for at komme ned under. Det er derfor, jeg taler om mad, for det er noget, der optager folk. De kender det også fra konfirmationer og bryllupper, det vil de gerne snakke om. […]"

Hånden på zapperen: Frank Jensen eller Madonna?

Det er rigtigt at den tid hvor vi alle sammen sad og så DRTV hver aften, fordi der ikke var andet, er forbi. Så man kan godt sige at hver dags politiske historie ikke mere skrives af ét medium. Men den skrives selvfølgelig stadig, bare af flere medier. Og der er en meget forudsigelig sammenhæng mellem medierne som gør det ret let for Ritt Bjerregaard, spindoktorer og pressen selv at have en helt klar fornemmelse af hvad der foregår. De klart kvantitativt dominerende nyhedsmedier i landet er TV2 Nyhederne og TV-Avisen. De er lette at overvåge, dels fordi de jo sendes forskudt for hinanden, dels fordi deres indhold er stort set ens. Også den trykte presse er til at overse for Ritt og andre: Hun behøver nu ikke mere læse Aktuelt, men kan nøjes med de 3 store morgenaviser: Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Politiken. Hertil formiddagsbladene Ekstra Bladet og B.T. Eventuelt kan hun også følge med i Information og måske lokalaviserne i Roskilde hvor hun jo nu er opstillet.

Langt det meste som hun ser i TVs nyhedsudsendelser, er hentet i den skrevne presse, nemlig 92%. Man kan sige at TVs mest iøjnefaldende daglige nyhedsfunktion ligger i at finde illustrationer og lave interview ud fra nyhedsredaktionens avislæsning. Derfor er detroniseringen af DRTV til at være ét medium blandt mange ikke noget overvågningsproblem som det er værd at bruge mange ord på. Problemet er snarere at seerne har fået langt flere muligheder for at undgå at se på politikerne og vælge underholdning, sport og krimier i stedet.

Her er det vigtigt som Ritt siger, at en politiker er i stand til at samle befolkningen.

Det er ikke kun dronningen der kan samle den danske befolkning

Få politikerne har vel som Ritt Bjerregaard forstået at samle nationen om sin person igennem snart 30 år. Hendes metode er provokationen, oprøret, men altid med en saglig officiel begrundelse. For at en politiker eller en anden officiel person skal stå markant frem fra den grå mængde, skal der være noget pirrende i figuren: én eller anden form for modsigelse som vækker seeren til identifikation og deltagelse i gættekonkurrencen: Fup eller fakta? Gæt eller grimasser?

Ingen seer tager en politikers officielle udtalelser for gode varer. Det er en banal sandhed som de færreste politikere har taget konsekvensen af. Selvfølgelig skal man blive ved med at tale som om det man siger har den pålydende værdi (mindst). Men det afgørende er at styre hvordan seeren tolker ens sande ærinde bag det man siger og dermed det virkelige indhold af det man siger. Det handler om at vække og pleje seerens fantasi og meddigtende evne.

Ritts fascination som offentlig figur ligger i et par pirrende modsigelser som ville gøre hende til en god figur i en folkelig tv-føljeton:

1.     Arbejderkomtessen: Hendes kølige, elegante og let arrogante facade parret med hendes velkendte arbejderklassebaggrund.

2.     Karrieremonstret: Hendes ekstreme karriereorientering og ambition, bl.a. officielt erklæret fravalg af personlig børneavl, parret med at hun er kvinde.

3.     Den paladsrevolutionære: Hendes mod til at tale the Establishment imod parret med at hun selv er en del af det, bl.a. som fremtrædende socialdemokratisk politiker og EU-kommissær.

Hver gang Ritt viser sig på skærmen, er disse tre modsigelser aktive og gør seeren nysgerrig: Føjes der nye aspekter til figuren? Hertil kommer jo at vi ved at hun tør skabe spillet og gå selv med en fræk dribling. Og vi vil opleve det når hun gør det, ja kræver at hun gør det, så vi kan få lejlighed til at hade eller elske hende.

Så tal bare om økologiske gulerødder, fiskekvoter og sidste salgsdato. Vi skal nok lytte. Men kun fordi vi imens sidder og digter med på historien om arbejderkomtessen, karrieremonstret og den paladsrevolutionære. Det er sådan Ritt Bjerregaard samler den danske offentlighed.

Ritt Bjerregaard er en af landets mest professionelle politikere -- hårdtarbejdende, alsidig og ambitiøs. Hun danner par med én af landets skarpeste politisk-analytiske hjerner: Søren Mørch. Hendes styrke er ikke visioner og originale analyser, men pragmatik og politisk instinkt -- og netværksarbejde. Hun er vel den danske politiker der mest systematisk arbejder med at opbygge netværk i forskellige miljøer.

I øvrigt gør Søren Mørch tydeligt opmærksom på -- i bogen 24 statsministre fra efteråret 2000 -- at Danmark endnu ikke har haft en kvindelig statsminister. Men hvis Nyrup taber næste valg, vil meget kunne ske. Så vil Søren også kunne føje det længe ventede kapitel 25: Nyrup ind i næste udgave af sin bog. Det bliver en hård valgkamp med mange dagsordener -- åbenlyse og skjulte. Politik når det er bedst.

klaus@kjoeller.dk 12/5 01