Først
lagt op d. 23-08-2001; senest opdateret d. 23-12-2021
Videobomben under det norske kongehus
Kronprinseparret håndterede pressen klogt på pressemødet onsdag. Med en indrømmelsesteknik som før er brugt bl.a. af Bill Clinton, Nixon og Ninn-Hansen. Men ingen ved hvad der kan findes af deep throat-optagelser i skabene i norske bjælkehytter og bohemehybler… Regel 9 i Spindoktorens grønspættebog lyder således: Den bedste sikring af fremtiden er gode historier på lager (Spindoktor s. 191). Der tænkes fx typisk på sådan noget som situationen i Københavns Kommune, hvor administrationen i de seneste par år har måttet stå til offentligt regnskab for flere dårlige historier: Arbejdernes Ligkigstemagasin, KUC og nu senest hjemmehjælpernes mange afmeldinger. Jo flere af den slags historier socialdemokraternes politiske modstandere har liggende parat til at fodre journalisterne med, jo flere stemmer kan modstanderne få flyttet væk fra socialdemokraterne. Den bedste måde at sikre sig mod at ens politiske modstandere kan vinde vælgere, er at føre et upåklageligt levned. Den næstbedste mulighed er at sørge for at absolut ingen får det at vide, hvis man alligevel træder ved siden af. Men hvad gør man hvis man godt ved at man har gjort en hel del fejl, og at der allerede er en hel del mennesker der ved det? Uden at man helt nøjagtigt ved hvor meget de egentlig ved. Og at de enten af egen drift eller af smarte forretningsfolk, fx medier, kan blive fristet til at fortælle de gode historier de har på lager? Ja, at der allerede er begyndt at cirkulere rygter? Mette-Marit Tjessem Høiby som på lørdag d. 25/8 gifter sig med kronprins Haakon af Norge, valgte på pressemødet onsdag d. 22/8 at forebygge ved at indrømme visse fejltrin – i tilslørede generelle vendinger: ”Mit ungdomsoprør har været ganske meget stærkere end mange andres, tror jeg. For mig var det dengang vigtigt at leve på tværs af det, der var accepteret. Det har ført til, at jeg har levet ganske udsvævende. Jeg var i et miljø, hvor der blev eksperimenteret, og vi gik ud over grænserne. Dette har været en vældigt dyrekøbt erfaring, som det har taget lang tid at bearbejde […] Jeg har gennemgået en proces, som gør, at jeg føler mig langt tryggere og stærkere ved at gå ind i min nye rolle.” Og hun bad endelig om at slippe for flere spørgsmål om sin fortid. Erklæringen kom uden at være provokeret frem af noget pågående spørgsmål, og det fremgik ret klart på tv at den var indstuderet og lært udenad. Det lover godt for parrets professionalisme. Et moderne kongepar har mindst lige så meget brug for at håndtere medierne professionelt som en partileder. Men selvfølgelig er da stadig noget at lære, fx havde det været endnu mere overbevisende hvis erklæringen var kommet som et mere direkte svar på et pågående journalistspørgsmål. Dette kunne have været arrangeret. Det havde også været bedre hvis erklæringen havde lydt mindre udenadlært. Det vil komme efterhånden som kronprinsesse Mette-Marit lærer at elske medierne bedre. Til gengæld var ordvalget meget fint. Som helhed en præstation til 9. Den kommende kronprinsesse indrømmer her en blakket fortid som har givet hende dyrekøbte erfaringer. Men det eneste nye er selve indrømmelsen. Der er ingen detaljer som ikke i forvejen er en offentlig hemmelighed i Norge. Ved at indrømme noget problematisk ved hende som alle godt ved i forvejen, styrker hun sit image som troværdig. Indrømmelsesteknikken er nok den vigtigste teknik til styrkelse af et image i defensiven (se eventuelt mere i bogen Manipulation). Kunsten er at indrømme uden at røbe mere end folk godt ved i forvejen – men samtidig så vidt muligt give indtryk af total åbenhed. Men der sker ikke kun en styrkelse af hendes image. Nu vil det også være sværere fx for Verdens Gang (Norges svar på Ekstra Bladet) at sælge historier om hendes blakkede fortid. Men det vil ikke være umuligt – bare der er tale om 1) noget som overgår de fleste artige borgeres fantasier om hvad det vil sige at være udsvævende, og 2) der er levende billeder af det, så det kan vises på tv. En videoptagelse med kronprinsessen godt syret til i bunkepul eller i mere avancerede seksuelle eskapader med kendte eksperimentatorer fra Oslos såkaldte House-miljø vil altid være en god historie. Mediet skal bare sørge for at have en god grund til at bringe historien. Det kan fx være at flere udenlandske tv-stationer har været villig til at betale meget mere. Det kan også være at et seriøst medium har pligt til at informere det norske folk om alt vedrørende nationale klenodier. Ved at offentliggøre det kan man fx forebygge at det af lyssky elementer kan bruges til afpresning. Norge længe leve!
Som bekendt lykkedes det Bill Clinton at være USA’s præsident i to perioder selv om han både havde en fortid som hele tiden poppede op, og også i sin tid i Det Hvide Hus gav en praktikant særbehandling. Hans teknik var kun at indrømme det som han blev tvunget til at indrømme, men samtidig sørge for at udtale sig i så upræcise vendinger at han ikke ved efterfølgende uforudsigelige afsløringer kunne blive hængt op på direkte løgne. Takket være gode spindoktorer og en hær af pressefolk i sin stab lykkedes det næsten. Samme teknik anvendtes af Nixon i Watergate og af Ninn i Tamilsagen – i Ninns tilfælde dog uden en hær af medierådgivere. At selv disse erfarne politikere kun slap halvgodt eller dårligt fra det, viser hvor svært det er. Men hvad med Mette-Marit og Haakon? De må leve på den bombe det er ikke at vide hvor godt Mette-Marits fortid kan dokumenteres. Det værste man kan finde i skabene i norske bjælkehytter og bohemehybler er ikke skeletter, men videobånd. Men lad os nu først alle sammen nyde brylluppet og høre et højt og klart Ja på lørdag. Den letteste tid i ethvert parforhold ligger før brylluppet. Også herved ligner de kongelige alle os andre. klaus@kjoeller.dk
23/8 2001 |
|
|
|