Valget
mellem pressecheferne
Enhver ved jo at Rasmussen
vinder valget [altså valget i november 2001!]. Men hvilken spindoktor
vinder valget?
Valget
dennegang [stadig 2001] er ikke bare et valg mellem forskellige
partier. Det er også et valg mellem forskellige måder at håndtere
medierne på. To partier gør i iøjnefaldende grad brug af professionel,
udfarende medierådgivning: Venstre og Dansk Folkeparti.
Inden
for medierådgivning er der – som i alle andre brancher – boldflyttere
og spilskabere. Ethvert parti har vist efterhånden en person ansat som
hedder pressechef. Men det er ikke altid let at få øje på. Der kan være
meget besværgelse i at ansætte en sådan person: Man signalerer at man
skam er professionel her i partiet og godt ved at pressen er vigtig.
Men
for at kunne bide skeer med de tunge drenge og piger i toppen af
partiet må en sådan pressechef have betydelig pondus. Denne pondus
bygger på personlig gennemslagskraft, dokumenterede
kommunikationsmæssige bedrifter og et stærkt forhold til partilederen.
Det har langt fra alle dem der i dag kaldes pressechef.
Politikerne
i partitoppen skal selvfølgelig være overbevist om at der er grund til
at afgive magt til en pressechef. Ellers er det at man bare ansætter én
der i realiteten er stik-i-rend-dreng eller –pige mellem topledelsen og
de politiske redaktioner. Kun partiledelser der i deres sinds dybder er
overbevist om at det er nødvendigt for at få magt og stemmer, vil
foretage den ændring i ledelsen det i realiteten er at ansætte en
pressechef af gavn, ikke bare af navn, en såkaldt spindoktor.
Visse
partier har en partikultur som nærmest vaccinerer mod at tænke på at
håndtere pressen offensivt. Fx er De Radikale dybt præget af en saglig,
puritansk opfattelse af politik. I øvrigt fuldstændig som SF. Ifølge
denne opfattelse er pressechef Lars
B. Nielsen at betragte som en leder af et kontor til oplysning af det
danske folk. Han kan også bruges af partitoppen til at holde øje med
hvad der rører sig i medielandskabet.
Socialdemokratiet
har ikke nogen kulturel blokering over for at bruge spindoktorer. Nyrup
har i sin statsministertid haft mange ansat med det formål bl.a. at
lave offensivt mediearbejde. Men det er min vurdering at de har svært
ved at trænge igennem over for ham, specielt når deres råd ikke passer
med de råd som hans to nærmeste rådgivere giver: Lone Dybkjær og Mogens
Lykketoft. Nyrup har en tendens til at patronisere sine ansatte
rådgivere, hvilket aldrig fremmer rådgivningsklimaet og idéstrømmen.
Han har i efterhånden en del år haft Billy Adamsen ansat som sin
personlige medierådgiver.
Partiets reelle magtstruktur er
således at den topstyring som der i valgkampen er så stort behov for,
er vanskelig at praktisere. Dette gør arbejdet vanskeligt for enhver
spindoktor som partiet måtte råde over. Hvis troen på at man ikke kan
beholde regeringsmagten, breder sig i partiet, så vil det
erfaringsmæssigt blive endnu vanskeligere at topstyre.
Det
er ikke mærkeligt at netop Venstre og Dansk Folkeparti bruger moderne
teknikker. Begge steder er det nye ledelser som helt fra begyndelsen
har anlagt en stil med udtalt topstyring og spindoktor. I Venstres
tilfælde er det helt klart under stærkt indflydelse af Tony Blairs
store succes. Men der er meget store forskelle på Venstres Michael
Kristiansen og Dansk Folkepartis Søren Espersen.
Michael
Kristiansen er én af de mest kreative politiske journalister vi har.
Han har markeret sig bl.a. som nyskabende ved at være med til at skrive
Poul Schlüter-biografien og lave tv-dokumentaren Kandidaterne (om
forrige folketingsvalg). Han er næppe medlem af Venstre. Hans forgænger
som spindoktor hos Venstre, Henrik Qvortrup, har udtalt at der aldrig
var nogen der spurgte til hans partifarve.
Her
er Søren Espersen en hengiven, politisk beundrer af Pia Kjærsgaard, og
desuden folketingskandidat for partiet. Han har ikke markeret sig
særligt som politisk journalist, men har i sine år i partilederens
absolutte inderkreds, været idémand til eller jordemoder for en række
begivenheder som har sat partiet og dets politik på dagsordenen. Og
givet stemmefremgang. Formentlig er han også den sparringspartner som
har gjort partilederens tv-fremtræden stadig mere blid og humoristisk i
formen.
Vil
spindoktorerne brede sig efter næste valg? Eller vil de forsvinde fra
vort land?
Politik
minder meget om resten af erhvervslivet. Hvis nogle har succes med nye
metoder, så vil metoderne hurtigt brede sig til andre i branchen. Det
er simpelt hen nødvendigt for at overleve.
Derfor
er folketingsvalget ikke bare et valg mellem Rasmussen. Det er også et
valg mellem pressechef a la Lars B.
Nielsen, Billy Adamsen, Michael Kristiansen
eller Søren Espersen.
klaus@kjoeller.dk
|