|
Kjøller forside >> alle kommentarer
>> kommentar: Få
ord |
[Oprindeligt lagt op d. 27/5 2004; senest opdateret d. 11/4 2021]
|
|
Arnold Mærsk Mc-Kinney Møller Foto:
Wikipedia |
|
|
|
Få ord
Grænsen mellem rødt og blåt
går ved ordet ‘hr.’
Den meget ordknappe stil som landets førende virksomhed, A.P. Møller-Maersk, har benyttet gennem hele sin hundredårige eksistens, giver anledning til eftertanke. Det sender et signal om effektivitet og puritanisme som er tiltalende. Det samme gør behandlingen af pressen. Der er jo ikke tale om at tigge pressen om omtale. Landets erhvervsjournalister har aldrig en kommunikationsmedarbejder fra Maersk hængende i røret med en historie som falbydes. Og når Mogens Rubinstein fra TV-Avisen med års mellemrum tildeles et interview med hr. Møller fra foretagendet, er det en opvisning i høflighed – fra begge sider. Den grasserende, lallende optimistiske ordflom fra lederguruer og corporate governance-udvalg har heller ikke inficeret foretagendet. Man kører stadig efter de to principper om ’rettidig omhu’ og ’gør det, du gør, fuldt ud’. Når den nye leder, Michael Pram Rasmussen, for første gang styrer generalforsamlingen suverænt, bryder hr. Møller ud i et helt overstadigt: ”Det klarede du godt.” Hvis danske politikere anlagde en lignende ordknap stil, kunne en valgkamp klares på en eftermiddag og en åbningstale i Folketinget begrænses til fem minutter. Én af de bedste historier i foretagendet er historien om lederen som tilsyneladende med succes trodser alderens skavanker og døden (hr. Møller døde 16. april 2012; denne kommentar er skrevet i 2004). Denne historie bliver bedre og bedre for hver dag hr. Møller stadig lever og tager trappen op til 5. sal i bygningen på Esplanaden. Som bekendt har det i flere år slet ikke været nogen vittighed at sige ”Hvis hr. Møller dør”, i stedet for ”Når hr. Møller dør”. I en tid hvor regeringen tæller på stemmerne om man skal skrue ned for efterlønnen for at gøre det knapt så attraktivt at holde op med at arbejde omkring de 60, må det mane til eftertanke at se landets mest vitale olding, hr. Møller, så frisk og klarhjernet. Man gyser ved tanken om hvordan landet havde ligget hvis han havde valgt efterlønnen, så snart han havde fået muligheden. Dengang var Pram Rasmussen næppe tør bag ørerne endnu. Én af de andre gode historier i foretagendet er hr. Møllers ophøjelse til næsten at være kongelig. Han er så ophøjet som man som almindelig kan blive uden at blive gift med en kongelig som fx Mary Donaldson er blevet for nylig. Ved officielle middage sidder hr. Møller blandt de dødelige, men gerne vinkelret på dronningen, så tæt som man kan komme det kongelige højbord. Det er stærkt at opleve at denne mand som yder enorme summer til forskønnelse af Amalienborg og omegn: rytterstatue, Amaliehave, Operahus og som – trods betydelige underskud i sit flyselskab Maersk Air de seneste år – jævnligt låner sin private jet ud til kongefamilien – at han dog stadig er borgerlig og underdanig i selskab med ægte blåt blod. I en tv-udsendelse oplevede vi hr. Møller takke en lakaj i rødt ved foden af en stor trappe med rød løber: ”Tak for i aften”, sagde hr. Møller og smilede taknemmeligt til tjeneren. ”Selv tak, Møller,” kunne man høre lakajen sige. Ved at udelade et klart ’hr.’ foran ’Møller’ signaleredes det tætte forhold mellem hof og denne brave mand af folket, Møller. Og ved at nikke og smile taknemmeligt accepterede hr. Møller sin plads. Få ord kan sige meget. Et ord som mangler, kan nogen gange sige endnu mere. |
|
|
|
|
|
