|
Menig 934’s notater. Begyndelsen. Fortsat
Jeg er i stand til
at nyde en skøn sommerdag, nærmest indsuge den, ligesom jeg priser god
mad. Æstetisk nydelse kan jeg gå op i med hud og hår. Det tyder på
kritisk sans. Blufærdighed er min last. Ejer ikke kunstnerisk talent,
men fortsætter ikke desto mindre med at tvære krusseduller på papiret.
Paradoksalt, siger de. Ja, netop. Det var derhen, jeg ville. Følelsen
er fornuftens paradoks, og det er mit problem. Hver gang jeg er
fornuftig, kommer følelsen ind og puffer og prikker til den oppustede
fornuft: “Det er da dejligt, ikke?” Og så griner den satanisk.
Nej, den rette
form er den velovervejede, blege fornuft, blottet for ukontrollerede
udsving i stemning. Alt under kontrol.
Jeg harmes.
Det er nonsens.
Jeg frydes over at
jeg skriver. Over at min skrifts cirkler og streger vikles ind i
selvglæden, der gør blind.
Måske er det ikke
muligt at skrive uden at have et standpunkt.
Selvfølgelig kan
man referere en handling. Beskrive forskellige tings indbyrdes forhold
til forskellig tid.
Hansen havde en
svaghed for billiard. Der skete noget med ham, når han så et billiard.
Han følte livets hede pulseren. Stangen og kuglerne fik liv og sprang
rundt og gjorde det ene og det andet.
Den lå i en stille
sidegade til et af de store strøg, salonen. Og når han gik hjem fra
arbejde, slog han gerne et smut gennem smøgen for at se om den stadig
var der. Den var hans liv. Den var indholdet i hans daglige tilværelse.
Nu er
kontorarbejdet jo sjældent noget interessant arbejde, og da slet ikke
noget der kan udløse en mands ambitioner på nogen måde. Han var stiv,
forbeholden i sin elskværdighed og skrev med protesterende stejl skrift
dagen igennem. Men om aftenen henne i salonen fik han anderledes liv.
Han sprang faktisk rundt og var vældig populær.
Ikke fordi han
spillede så forfærdeligt godt. Han spillede jævnt godt. Tog af og til
et par skæve toner i træk, men smilede over det. Han var storladen i
sind om aftenen.
“Hvad i alverdenen
skal det blive til med den historie? Den rykker sig ikke ud af stedet.
Jeg har nu beskrevet det tosidige i hans person. Videre! Er det ed hvor
jeg kan konen?”
Jeg gider ikke
mere skrive om det. Det kan umuligt have noget menneskes interesse.
Jeg er ikke
overbevist om at det er af det gode at skrive. Og nogen gange er jeg
direkte bange for at gå igang, bange for at tabe ansigt, hvis det viser
sig at det er umuligt for mig.
Jeg drømmer om
blufærdigheden. Det er min alvorlige hæmning.
En mand står og
prøver uniform ude foran min dør. Han var på et hold der i fordums
tider vandt et terrænløb. Som belønning fik de en fridag idag. Og alle
styrter hjem. De har jo fri, og så kan man vanskeligt blive på kasernen
uden at tabe ansigt.
Min mand uden for
døren giver pokker i det. Han vil ha’ prøvet sin uniform, ligegyldigt
hvad de andre siger til ham. Stikpiller kalder man det. Det kalder man
da mod? Ellers er han så tykhovedet, at det ikke går op for ham at han
bryder med sædvanen. Det er en forbrydelse at gå mod det normale. Det
siger de fleste.
Der er ingen grund
til at skjule at jeg tværer ord for adspredelsens skyld. Mine tanker
keder mig almindeligvis. At give tankerne masse på papiret virker
spændende på mig. Det kildrer blufærdigheden. Det skrevne forsøger at
danne en virkelighed. Menneskets bevidsthedsområde er dels et ydre,
“den objektive virkelighed”, og en indre, “den subjektive do.”
bestående af tanker og strømninger i bevidstheden. Den totale
virkelighed er da begge virkeligheder i én.
Når man læser,
spiller identifikationen en overvældende rolle. Læseren identificerer
sig med en person eller en form (i en måde at tænke på, i en holdning
til tilværelsen).
Tvivlen bygger på
energi i tanken. Tvivleren søger en udvej. Han er en vågen sjæl. Man
kunne sige overvågen, idet han både rummer en tanke og samme tankes
modsætning i ét. Den blaserte er den overmætte. Ham, hvis tankestemning
kan sammenfattes i “Åh ja, det er sikkert rigtigt nok, men jeg holder
alligevel på mit. Ikke fordi jeg mener det er rigtigst. Men fordi det
er ligeså rigtigt som alt andet.”
Han holder på sit,
nærmest af træthed, af ulyst til at tvivle. Den blaserte er en træt
tvivler.
I “Homo Faber” er
Max Frisch mange steder indbegrebet af det blaserte. Stilen er så
blasert at ordene dårligt gider stå oprejst på linjerne. I denne
forbindelse kommer kedsomheden ind. Man keder sig når man finder
omgivelserne totalt uinteressante. Grunden hertil vil ofte være ens
egen. Man kræver af omgivelserne at de skal være interessante. Når
denne forventning ikke indløses, skuffes man. Så keder man sig.
Kedsomheden kan således bygge på umodenhed, på det barnlige: Jeg vil
ha’. Man forstår ikke, at der stilles krav til en selv. Fejlen er den,
at tilskuermentaliteten bliver overført på virkeligheden. Man føler sig
udenfor, betragtende. Deltager ikke. Er ikke aktivt med i situationen.
Kontrapunkt: Et
menneske der bebrejder andre menneskers kedsomhed, er etisk indstillet.
Han drives af den overbevisning at mennesket bør ikke kede sig. Det
skal smile og til stadighed føle livets pulseren.
Det modne menneske
erkender at livet ikke til stadighed byder på eventyr og spænding.
Måske findes eventyret slet ikke. Kedsomheden, det begivenhedsløse, er
normalformen. Ynglingen, der lige akkurat har anet at livet ikke er som
skildret i de drengebøger han har læst og lært af, vil først undre sig
over denne opdagelse og senere vil han forstå konsekvensen:
kedsomheden. Den person der keder sig, har endnu ikke helt sluppet
barnets eventyrsfornemmelse og ser det “nye”, begivenhedsløse i skyggen
af det.
Først er man ét
med sine tanker.
Så er man
overbærende overfor dem.
Til sidst er
tankerne overbærende i sig selv. Man er blasert.
Det irriterer mig
at jeg ønsker at blive blasert. Tilsyneladende er der heller ikke
fornuft i at efterstræbe den. Det er en kendsgerning at i dens spor
følger livsleden eller ihverttilfælde ligegyldigheden. Konklusionen
bliver da at jeg efterstræber ligegyldigheden. Søger det afskyelige.
Ethvert menneske,
der blot reflekterer til husbehov, vil efterstræbe en tankemæssig
baggrund for sit liv. En tankefarve. En vinkel, hvorunder de
begivenheder han bliver involveret i, bliver set. Gennem tankemæssig
behandling af de ydre begivenheder (og for så vidt også de indre)
tvinges den reflekterende til at tage standpunkt. At finde et ståsted
og derfra drage paralleller til andre begivenheder i hans liv. Han
udvider sit jeg til udstrækning i tid. Jeget bliver noget absolut, ja
det bliver Det Absolutte i personen. Det fremdrages
og bliver reflektioneret gennem erindren. Jeget kan således existere
bevidst og ubevidst. Jeg bliver sikkert ikke blasert. Er for vågen. For
tanke-pedantisk.
Det
forbandede er imidlertid det, at vi ikke bliver “færdig” med en melodi
samtidig
Hvorfor spiller
man de samme melodier dag efter dag i radioen? Professor Gottschalk og
papirkurven der svarer på dette spørgsmål i dagbladet “I Morgen”: En
melodi er en logisk følge af toner og betoninger. En fastholden og
samtidig udbyggen af stemning eller idé. En melody der spiller dag
efter dag for publikum, vil hurtigt blive lært udenad. Allerede efter
de første toner ved man hvad der kommer bagefter. Melodien har ofte et
bestemt punkt som er særligt iørefaldende. Dette punkt glæder man sig
til efter de første toner, og forventningen om det, spænder mere og
mere til udløsningen. Efter denne befinder man sig i en tilstand af
salighed og velvillighed, og det er da melodiens sidste opgave at få
denne stemning til at holde sig ud over melodiens varighed. På den måde
bliver en melodi en humørspreder.
En anden ting er
det at genkendelsen i sig selv ofte skaber glæde. Man kender pladen og
ved hvilke toner der kommer de næste minutter. I disse minutter bliver
tilværelsen kontinuert, meningsfuld. Man drømmer tilbage til
barndommens sødmefyldte hengiven sig.
Efter længere
eller kortere tids forløb begynder melodien at hænge en ud af halsen.
Det er reaktionen mod den, der sætter en stopper for videre hengiven
sig. Farten med hvilken denne lede indfinder sig, afhænger af
individets kritiske sans. I længden virker den irriterende og måske
endog graverende. De samme velkendte vendinger runger i hovedet på én.
Selv efter melodien er ophørt, spiller den i hovedet. I grunden er det
en dum melodi. Den er jo plat og billig i sine virkemidler. Man
begynder at væmmes ved den. Lukker for radioen når den kommer. Og
hermed er den melodis tyranni slut. Det forbandede er imidlertid det,
at vi ikke bliver “færdig” med en melodi samtidig. Vi er jo forskelige,
vi mennesker.
Med disse
dybsindige ord slutter professoren sit fængslende brev til redaktionen.
Lad det være godt
med det.
Ejer ikke
koncentration til at sidde og tænke, mens jeg stirrer ud i den blå
luft.
Lad det en gang
for alle være sagt, at jeg skriver for min egen skyld. For at finde ud
af hvad jeg er, og hvad jeg vil. På en måde er det generende
ublufærdigt, men det er den eneste måde. Jeg ejer ikke koncentration
til at sidde og tænke, mens jeg stirrer ud i den blå luft. Tankerne må
konkretiseres i ord. Som Ånden konkretiseres i legemet.
Hvad er viljen til
at skrive værd, når man ikke ved, om hvad man skal skrive? Det hele
bliver så blot nogle spredte, ukoncentrerede kradserier. Det fylder en
med forvirring når man læser dem. Forundring over deres forvirrethed.
Totale mangel på sammenhæng. Søgende uden at finde hvile noget sted.
Stadig videre. Så det er en gru.
At give en ren og
skær skildring af noget man var, er ikke vanskeligt; men selv at finde
ind i situationen. Selv at finde en form at skildre over længere
tidsrum, uden at det vil trætte én, det er vanskeligt Historien bør
måske være bygget op som en symfoni i toner. Stadig skiftende,
brummende, stille osv.
Vort samfund er et
system
der kræver
at man tjener penge
for at leve.
Når dette er
erkendt
er tilbage
at finde ud af
hvad man skal lave
For en ung student
Der søger
Kan det sgu være
vanskeligt
Nok
Man må prøve at
stille sig for
I stillinger
Som man måske ku’
bli’
Og se om man ka’
li’
En mand på et
kontor
i administrationen
Op kl. 7, hjem kl.
17
Med mappe i arm.
Chefingeniør med
pibe og plusfour
Briller og hjelm
Med sans for
maskiner og stål
Eller blomkål.
Den person, der
bestemmer
Hvodden man ska’ bo
Uden baderum! Har
køkken
Således skaber man
løkken
Med beton, stål og
skabelon
Se, den ligner en
vandmelon.
I sandet det rinder
Om uvilje det
minder
Oh at være én
Som ikke var så sén
Men
én
der forlængst var
færdigen
og blevet var
PROFESSOR
i NATIONALØKONOMI
Det er ikke fordi
jeg at digte ka’
li’
thi det er ofte
tosset.
Det er mer’ fordi
det er vanskelig
At det falder ud
så klodset.
Der er noget
ved to gamle
som sidder
på en bænk
i det fri.
Se til højre,
Se til venstre
Av min gigt
Ka’ du huske?
Og så tøffe
afsted hen til én
der er svag og sén
og dobbelt så
gammel
som dine to ben
For at se
om hun endnu er i
live
(eller om hendes
øjne er stive)
Man må ikke tro at
dine reflektioner primært angår stolen, for eksempel tanker om stolen
som hvileinstrument, eller den æstetiske side af en stol.
Reflektionerne her udspringer af en person der indtager en velbehagelig
stilling i en stol. Læseren må da på selvstændigt inititiv udforme
denne stol i sin forestillingsevne, så den bliver det, for ham,
mageligst tænkelige. Dog kan man med rette indvende herimod, at stolens
udseende og hele udformning er aldeles underordnet og at det blot er
den magelige stilling der er afgørende.
--
Men lad nu hver især hinanden have jeres stole.
--
For øvrigt kunne jeg i stedet for en stol have benyttet en seng,
ottoman, eller en af de charmerende gammeldags sofaer med klinker på.
At jeg har valgt en stol, er måske tilfæligt, måske ville en psykolog
ku’ finde en begrundelse for mit valg.
--
Men det er sagen uvedkommende.
Sagen er, jeg
sidder i en stol, og det er først på en lørdag aften, og jeg ønsker at
komme ud og more mig, som de fleste yngre mennesker gør.
Det lyder så let:
Man går ud ad døren og tager til København, hvor det ene
forlystelsesetablissement ved siden af det andet venter på at blive
nydt, blive indtaget med råb og frydeskrig.
For at komme til
byen fra min lænestol skal jeg benytte S-toget, og det huer mig ej.
Praktisk set er det en splendid foreteelse. Men den er så så…. så
dræbende. Det dræber det gode humør.
Jeg får
kvalme blot ved at tænke på et S-tog. Det kræver styrke at gennemføre
en tur til vejs ende.
Sidde overfor en
ældre dame med to tasker og med net for ansigtet. Ikke røre. Ikke
engang med øjnene. Pansret gammeljomfru. Derovre en prustende fed
mandsperson. Han snøfter og tørrer næse med bagsiden af hånden.
Bukserne revnefærdige af mave. De blodskudte øjne søger rastløse rundt
i kupéen. Han dør af apoplektisk tilfælde.
Kort sagt:
dødkedeligt til det grusomme. Ikke så meget personerne, men stemningen.
Hele atmosfæren i et sådant tog er død. Man skal på arbejde og man
forbinder det med det. Gider ikke. Andre mennesker er mig fuldstændig
ligegyldige.
Ska’ jeg se ud af
vinduet på det forbipasserende man kender til ulidelighed? År ud og år
ind. Ska’ jeg lukke øjnene og se ud som om jeg tager en blund? Under
ingen omstændigheder kan jeg holde ud at sidde og glo på disse
individer, jeg er sammen med. Det er dog den mest kedelige forsamling i
mands minde.
Se den unge mand
dér. Hans ansigt glimrer af ungdommens begejstring. Ikke ved iltre
pletter på kinderne, som man kan se dem på de spilleglade gamle damer i
25-øres-rouletten i Tivoli. Ikke ved et intenst brændende blik og ved
nervøse håndbevægelser. Hans begejstring er en varm flydende
fornemmelse i hans indre. Ikke et flammende bål, men en ulmende glød.
Han betragter vore
ansigter, os. De triste. Hverdagsmenneskene. De mest uromantiske
skabninger i verden. Han nød at betragte, og det vidste han også godt.
Han nød sin nydelse, sin ungdom. Han nød vor misundelse som måske
snarere var overbærenhed, den overbærenhed den trætte udviser i selskab
med den veloplagte.
Jeg får kvalme
blot ved at tænke på et S-tog. Det kræver styrke at gennemføre en tur
til vejs ende. Det er som at være til stede i et selskab, hvor de
inviterede personer opdager at de intet har at tale om, intet har
tilfælles, og hvor det hele udmunder i tavshed En dræbende tavshed der
skærer ethvert bånd over. Enhver er sin egen borg.
Jeg har meget lidt
lyst til at tage til byen med S-tog. Meget lidt lyst til at gå i
biografen. Det er humoren der er vært. – Derfor bliver jeg, hvor jeg
er: i min lænestol, og tænder for noget musik. Afslappet. Tankeløs.
Tiden går uden at man lider så meget derved. Indhyllet i velbehagelig
sløvhed.
Status: Det eneste
der kan bekæmpe stemningen i et S-tog er ironi. Selvironi, fordi man
ikke kan udstå det. Og ironi i det hele taget fordi det er så
latterligt småtskårent, og fordi disse mennesker tager sig selv selv så
højtideligt. Det er jo nærmest komisk.
Den sociale
tragedie har et komisk antræk, især når den bliver taget alvorligt af
så mange mennesker. – Hvis man stillede sig op på sædet og gav sig til
at skoggerle og lave armbøjninger i varenettet ville følgen blive at
man blev sat fast.
Men det kunne være
interessant at se hvordan disse “sovende” mennesker pludselig ville
vågne af deres overbærenhed og selvmedlidenhed ved synet af en galning.
Forsøget er ikke mønsterbeskyttet.
Ejer jeg
drivfjedren til det store? Det synes at være et overflødigt spørgsmål.
Ønsker at skrive
en større ting. En fortælling der kan være rammen om det hele. Dertil
kræves en skitse af historien. Et ydre mønster.
Den skitse søger
jeg efter. En skitse er en konkretion af en abstrakt ide. En lyst til
at udtrykke noget bestemt, at meddele noget. Det vil da være rimeligt
at spørge om jeg har noget at meddele. Ejer jeg drivfjedren til det
store? Det synes at være et overflødigt spørgsmål.
Det væsentlige er
at finde ud af hvad menneset er. Og dernæst leve derefter.
Jeg ville
egne mig glimrende til at arve en formue som sikrede resten af mit liv
Det er
bevidsthedens væsen at søge erkendelsen uden forbehold. Det man
erkender med egen fornufts brug, vil altid have betydning. Jeg er
overhovedet ikke i tvivl om at jeg ville egne mig glimrende til at arve
en formue som sikrede resten af mit liv. Når arbejdet bliver en del af
livsmønstret, dvs. noget……
Men det ødelægger
inspirationen. Han er det mest sygelige menneske jeg kender. Den type
der ikke forstår lykken, og som finder årsagen til sin ulykke hos alle
andre. Hvad har jeg gjort? Sygeligt uselvstændig i sin skæbne.
Om at
udvise tilskuermentalitet
Tilskuermentalitet,
det har den, som bare står og glor og lader sig fodre med, hvad der
sker. Det er ham som stadig venter på den chance som må komme
og forløse hans talent.
Tænk dog blot
Hvad ville ske
Hvis alle – tykke,
magre, dumme, kloge – bare stod og gloede.
Gud bevare os vel!
Det er ham som
tror at et samfund er en slags udvidet medvindsmaskine. Som trofast
sørger for at alle æg før eller siden revner.
Af og til
bliver jeg gal på mine tanker
Vi lever i
borgernes tyranni. F.eks. er det oprørende unormalt at jeg sidder her
og skriver.
Engang imellem
gider jeg da også knapt nok skrive et ord. Knapt nok føre pennen.
Når man skriver
vedkender man sig sine tanker, og man opnår koncentreret tænken. Man må
aldrig glemme at sandheden er det primære. Jeg mener ikke logikken
som er den matematiske fornuft, men fornemmelsen af sandhed
som er en garanti for at vore tanker er noget værd. Princippet i tanken
er associationen. En ting i den ene tanke vil føre over til den næste.
Når man går en
tur, kan man være tanketom, tankesløv. Jeg har imidlertid ofte en slags
mareridt: Tænker en lang række tanker i forbindelse med sete ting.
Lange rækker som forbindes gennem øjets virksomhed. Det springende på
selve tankeplanet giver fornemmelse af vild forvirring og splid:
ukoncentrtion.
Af og til bliver
jeg gal på mine tanker og bestræber mig på at glemme dem. Det vil jeg
gøre nu.
Digte i
spørgsmål
Hvad skal man gøre
når man er vokset
op
og ikke bli’r
større
fordi det hele
siger stop
Du er nu nået
dertil hvor det du
bli’r spået
skal udføres
i morgen
Er du nervøs?
Det er der sgu også
grund til
Alt-i-rum-manden
(er det
urimeligt?)
Universos
sang
|
Jura:
|
Sager, paragraffer
Tørt, støvet, floskler
|
|
Ingeniør:
|
Idiot i fag, apparater her og der, årsag
virkning, maskiner og reaktioner, fabrikker
|
|
Candemag.
|
2 fag, lærer ungdom, minimal løn, stagnation?
|
|
Lærer:
|
Lidt om meget
Umulige unger
Friheden + penge
|
|
Filosofi:
|
Tanker, forfriskende
Ingen penge
|
|
Psykologi:
|
Andres præst og sin egen. Indadvendt.
Indestængt filosofi
|
Kære læser,
søndag d. 13/7-44
Godda’ Godda’. Mit
navn er Klaus Kjøller, og jeg er ung og har mod på at blive til noget
kulturelt. Det får alting hermed være. Se, kære læser, for at blive en
ung populær kunstner må man imidlertid skabe et værk eller mange
værker, naturligvis. Jo flere, jo bedre. Blot de er gode.
Jeg er nu nået til
den alder hvor jeg skal til at bestemme hvad jeg vil være. Sådan
rigtigt for alvor.
Det er ikke noget
jeg synes om. Det er så frygteligt at se sig selv i en eller anden
borgerlig stilling. Jurist på et kontor. Læge med hvid kittel og
stetoskop. Underviser det ene eller det andet sted for en flok unge
mennesker, som ikke sætter det mindste pris på at blive undervist. Det
er vanskeligt at træffe sit valg. Akademiker skal man jo være. Det
andet er for besværligt. Akademikerens værdighed er
eftertragtelsesværdig og uden sidestykke i de praktiske erhverv. Men
hvad?
Kære læser, bær
over med dette unge menneske, der er så magtesløs i sin kunstneriske
ambition. Han skriver snart om et ene, snart om det andet. Sandt at
sige: Han ejer ikke proportioner og sans for hvad sig hør og bør. Hvad
skal det blive til med ham? Hør ham nu:
Ofte har jeg lyst
til at spørge mig selv, om mine tanker overhovedet tjener noget formål.
Er de blot sig selv uden forpligtelser? Misunder kunstneren for hans
specielle stilling i samfundet. Han er udenfor og dog midt i det.
Man kan sgu’ da
ikke tjene penge ved at skrive. Det ved da enhver.
Og se: Da gribes
han af en ulidelig lyst til at skrive. En lyst til at nedfælde hvad der
falder ham ind. – En såre mærkelig lyst. Hvori det befriende for
nedfælderen er det eneste gavnende.
Oh, du Nathaniel,
hører du hvad jeg siger? Den dag du første gang opdager at din fader
lyver for dig, gå da op på pulterkammeret og græd ud. Græd som om du
blev vredet af en jernhånd uden pardon. Græd græd græd. – Men hold så
op efter et stykke tid og kom frit frem og smil.
Smil om du er til.
Vær aldrig bange
for fremskridtsfrygten, pinslerne i de ukendte kamre. Hans fulde
dumskabs ansigt imod det friske lyserøde kød.
Senere, da jeg kom
til Rom og så ruinerne, forstod jeg at døden var normaltilstanden.
Intetheden er det normale. Livet undtagelsen.
Under en
forelæsning, bedøvet af vamle ords rullende lalleværk mod de
lydspecialiserede vægge (ordene kom allesammen fra ét skæg). Lignede en
tanke i mit kranium. Den sprængtes som et fyrværkeri og lynede i arme
og ben. Den tanke at jeg er din. Sandeligt er mennesket åndeligt. Min
tanke er mig. Bekræftelsen på at jeg lever. Min alene. Kødet er de
andres. Det er fælleseje. Tanken er selveje. Det så jeg og var
bristefærdig af indsigt og letkøbt lykke. Gik ud og sang mod den blå
himmel.
Ve, du dåre! Af
bourgeoisiet er du kommet. Modgang er blevet bekæmpet for dig. Blomme i
et æg med tommetyk skal. Du er veg, for ham uden modstand er vag. Søg
da ud. Gå væk fra dit lyserøde vathus, fra vagheden, fra usikkerheden,
og ud i vanskelighederne, i beslutsomheden, i mandigheden som ingen
blid mø ka’ stå for.
Bah – mø
Hø
Oh, du muse for
det skønneste skønne i denne sansernes verden. Hvad haver jeg da gjort,
siden denne lykke er blevet mig til del? Jeg har en ubændig lyst til at
læse om de gamle grækere. En lyst der prikker og vrikker i mig. Uden
denne prikken, kender du ikke Nathaniel. Det er som sjælen syder og
prikker i dit bryst.
Efterskrift,
29/1 1967
Han hedder nu
“Nathaniel, min gode!”
Du har stjålet ham
fra Gide.
Meget af det er
nogenlunde. Mest interessant er at den subjektløse infinitivstil er
ældre end fra Donleavy. Nogle af versene er nogenlunde.
[færdig,
fortsættes ikke]
© klaus@kjoeller.dk
|
