M

Først lagt op 04-08-2020

Senest opdateret 07-08-2020 11:43

 

Britta-historien

Kunst

Videnskab

Politik og medier

Religion og tro

Epistel 666

Åh, jeg kommaer!

 

 

 

 

Usædvanlig hæmningsløs modtagelse af ny roman

Sjældent har anmelderkorpsets tøjler været mere fri end de er ved modtagelsen af Åh, jeg kommaer!

Under løfte om ikke at røbe, hvilke dagblade og tidsskrifter der er tale om, har KjoellerNEWS fra en hemmelig kilde i Google fået en række citater fra kommende anmeldelser i landets toneangivende medier. Det er skrappe sager:

”Den trænede manipulator, Kjøllers, udspekulerede brug af skønlitteratur til at fremme sit kvindefjendske ærinde. En raffineret propaganda for fortsat undertrykkelse.”

Få anmeldere lægger vægt på, at bogen ikke er skrevet af Kjøller men af Arne Ossian. Vel nok mindst vægt i dette klip:

”Desperat selvbeskæftigelsesterapi for en uddøende forfatter. En overflødig forfatter-oldings tåkrummende selvudlevering af barnagtige erotiske fantasier. En pinlig besudling af en i øvrigt respektabel karriere som grammatiklærer gennem mere end 45 år. Hold op med at skrive, Kjøller! Det er allerede for sent.”

Festlig grammatisk udløsning

Ikke alle medier rakker dog ned:

”Mange vil sikkert falde i svime over bogens sexscener (selv om de alle på denne læser mest virker som beskrivelser af kliniske forsøg). Men de bør ikke skjule den rørende, lykkelige kærlighedshistorie mellem to grammatikkolleger som danner ramme for det hele og giver alle prøvelserne opbyggelig mening. Det hele samles overbevisende i en original, satirisk universitetsroman med festlig udløsning.”

Men det negative dominerer:

”Efter en række halvhjertede forsøg får vi med ”Åh, jeg kommaer!” forfatterens fuldbyrdede skønlitterære selvmord.”

Enkelte vælger en humoristisk tilgang, som dog kan virke desperat:

”Bogen er langt værre end den kedeligste grammatiktime uden penis. Men langt bedre end sellerisuppe uden selleri.”

En enkelt anmelder fremhæver det tragiske:

”Bogens højde- eller lavpunkt: Elevernes modbydelige afstraffelse af grammatiklæreren, gør bogen ubrugelig i rekrutteringen af grammatiklærere. Og dem der dukker op alligevel, vil kun gøre alting værre. Derfor betyder bogen død over dansk komma. Tragisk.”

Eksperternes vurdering

En sprogprofessor kommenterer denne vurdering således:  --- Ja, der er næppe tvivl om, at det er op ad bakke efter denne roman med undervisning i kommatering på alle landets universiteter.

En litteraturekspert vurderer alle anmeldelserne under ét således:

--- Det er tydeligt at anmelderne nyder, at de ikke behøver at lægge bånd på sig selv. De er vant til at skulle tage en masse hensyn til forlag, annoncører og etablerede hierarkier i den litterære verden. Og ikke mindst til deres eget renommé. Her kan de vurdere udelukkende ud fra den litterære kvalitet uden strategiske hensyn.

Kjøller: en drøm gik i opfyldelse

Vi har forelagt Kjøller de lækkede anmeldelser:

--- Hvad er din kommentar til anmeldelsernes vurdering?

--- Helt ærligt må jeg tilstå at inspirationen til romanen udelukkende lå i stativerne. At hejse elever vægtløse rundt i lagerreoler har jeg altid drømt om fra jeg begyndte at undervise og vejlede. Da jeg fyldte 75 indså jeg, at det var ved at være sidste udkald, og så tog jeg fat. Det har været fantastisk.

--- En drøm der gik i opfyldelse?

--- Præcis.

 

Læs Hvordan opstod ideen? Arbejde i fremdrift 2020


 

Læs Lækage: Kjøller afsløret som litterær svindler, Nyhed

Læs Lækage: Stort forlag bandlyser Kjøller, Dokumentation

 

Læs Forfatterbanket, Kølletæppebank

 

Læs begyndelsen af Åh, jeg kommaer!


 

 

 

 

 

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk