Der var engang en minister hvis hjerne
var så lille og hård at den raslede generende når der var receptioner
og pressemøder. Embedsmændene var bange for at departementets anseelse
skulle dale hvis det blev kendt at det var hjernen der raslede. Der var
allerede flere Christiansborg-journalister der havde fået færten af
historien.
Det usædvanlige var at hjernen her var
lille og hård. Det almindelige var at ministres hjerner var meget store
og svampede og efterhånden bredte sig til hele hovedet og groede og
dannede enorme flaprende flæskekinder og sitrende dobbelthager.
En enkelt minister havde været til
kontrol for en knæskade, men var blevet sendt hjem med den besked at
det var hjernen der havde bredt sig. De havde tilbudt at amputere uden
om køen, men ministeren afslog fordi han egentlig godt kunne lide benet
på godt og ondt.
På denne baggrund kan det ikke undre
at Raslebøssen, som hans tilnavn snart blev, vakte opsigt.
Raslebøssen var ikke sen til at
udnytte sit handikap. Han vidste at enhver karriere bygger på at man
udnytter sine handikap. Derfor stod han åbent frem med sin defekt. Han
forklarede alle og enhver der gad lytte – og gerne flere – at den dér
raslelyd skyldtes at hjernen ikke kunne fylde hulrummet i skallen helt
ud. Mere indviklet var det såmænd ikke.
Det skabte stor sympati omkring ham.
Både politikerkolleger og embedsmænd
var glade for at have en konkurrent der var dum som en indskrumpen ært.
De smilede venligt til ham og roste ham for hans åbenhed og mod.
Mange betroede ham at de også
havde skavanker, men at de helt manglede hans mod til at stå åbent frem.
Således fortalte statsministeren at
han i mange år havde forvekslet venstre og højre på helt uforudsigelige
måder. Det havde ofte skabt forvirring, men også mange gode, helt
uventede kompromiser.
Finansministeren tabte altid i Matador.
Sådan var det hele vejen rundt i
ministerkredsen.
Unge Idealisters Landsforbund
protesterede. De krævede noget at tro på. De nægtede at se
virkeligheden i øjnene. De krævede lederskab og ikke disse uværdige
ledere. De truede med kollektivt harakiri, hvis det fortsatte. De havde
allerede sendt ansøgninger til de sociale forvaltninger om tilskud til
køb af knive til formålet. De havde også fået afslag, men havde
omgående anket afgørelsen.
Alt dette fyldte Raslebøssen med stort
vemod.
Som minister for Optimisme og
Kampgejst vidste han hvor vigtigt det var at folk troede på at det hele
kunne nytte. Jo mere befolkningen struttede af optimisme, jo mere blev
der produceret. Og jo mere der blev produceret, jo større blev
overskuddet.
Raslebøssen fandt at det var helt ude
af proportioner at pressen tillagde hans person den store vigtighed.
Desuden forsøgte han uden held at få tilnavnet Ranglen i stedet for
Raslebøssen.
Oppositionen var også oppe på
mærkerne. Man fremstillede plakater med store tomme kasser i brunt med
en lille hoppende, grøn ært inden i. På partitelefonen kunne man
bestille lydbånd med ærtebælges parringsdans.
|