Det viser
sig, at meget få vælgere forstår hvordan afskaffelsen af Store Bededag
kan skaffe penge til forsvaret.
En tilfældig
vælger, som så vidt KjoellerNEWS opfattede i farten, hed Beatrice,
oplyste på gaden uden for redaktionen, at hun og hendes mand normalt
spiser store firkantede krydderboller Store Hvededag.
--- Du mener
vel ”hveder”?
--- Kald det
hvad du vil. Den glæde skal ingen tage fra os. De får ikke en klink fra
os, erklærede Beatrice beslutsomt, mens hun forsøgte at skynde på sin
hund, som snusede sig grundigt omkring på fortovet for at finde et
egnet sted til visitkort: --- Kom nu, Ludvig, vi har ikke hele dagen.
”Store firkantede krydderbolledag” får de os aldrig til at kalde det.
Misforståelser og
selvmodsigelser meget udbredt
--- Er
misforståelser og selvmodsigelser meget udbredt i politik?
--- Ja,
yderst almindeligt, oplyser politisk kommentator Kort QvartUp. --- Det
forekommer ofte flere gange om ugen, at noget er sandt og ikke sandt på
samme tid, at handlinger som udføres, er i modstrid med
kendsgerningerne, at noget som alle officielt stræber efter, er klart
umuligt at nå, at noget som alle hævder er virkelighed, ikke er
virkelighed, og at de værdier man hævder at kæmpe for, handler man i
direkte modstrid med.
Store Bededags-paradokset
overgår andre paradokser
--- Men hvis
det er så udbredt, hvorfor er danskerne så så specielt ophidsede i den
aktuelle sag om afskaffelsen af Store Bededag?
--- Fordi
ingen -- tilsyneladende heller ikke engang regeringen -- når det kommer
til stykket, forstår hvordan pengene bevæger sig fra helligdagen til
forsvaret. At regeringen alligevel fastholder forbindelsen, er en
åbenlys magtdemonstration. Sagen bliver således et himmelråbende
paradoks, en demonstrativ magtdemonstration. Kun en flertalsregering
kan opretholde og gennemtvinge sådan et meningsløst paradoks som enhver
dansker kan få øje på. Eneste mulige mening er meningsløsheden i det.
--- Hvordan kommer vi videre
herfra?
—- Hvis der
findes en Gud, tvinges han nu på banen. Fordi forslaget råber til
Himlen. Direct call to God.
—- Du mener
vel Hen?
—- Hvem?
—- Gud, Hen.
—- Altså
situationen er sådan, at vi er nødt til at lade kønspolitikken ligge,
ellers bliver det helt helt uoverskueligt. Det spændende er nu, om Gud
faktisk viser sig og skærer igennem, så enhver ser lyset. Eller om
flertalsregeringen fortsat må stå alene tilbage på Herrens mark.
--- Med de
firkantede krydderboller?
--- Præcis,
slutter Kort QvartUp.
|