Læs artiklens første del: Den skaldede bornholmer 1
Forbund afviser obligatorisk skaldeklipning
Nu har det landsdækkende
Forbund af Bornholmske Hjemstavnsforeninger udsendt en
pressemeddelelse, hvori de afviser rygtet om bornholmernes
obligatoriske skaldeklipning hver sommer.
Det hedder bl.a. i
pressemeddelelsen, at ”enhver jo med sine egne øjne kan se, at
bornholmere ikke er spor mere skaldede efter sommeren end før. Snarere
tværtimod, fordi mange indfødte bornholmere netop lader håret gro i
protest mod det tåbelige rygte om deres sæsonbetonede skaldethed.”
Pragtpoleret turist-isse fra Påskeøen
I anledning af
pressemeddelelsen har Bornholms Turistkontor og Frisørlauget på
Bornholm i fællesskab udsendt en kommentar til pressen, hvori det bl.a.
hedder, at det næsten ville være for dumt bare at afvise disse meget
vedholdende rygter, som kan dateres helt tilbage til den tid, da
tyskere og svenskere handlede meget på øen. Og det fremhæves, at ”et
hoved kan udmærket være pilskaldet under det hår, som alle ser gro
ovenpå skallen. Fuldstændig som en røget sild, man spiser på havnen i
Svaneke, ikke mere stammer fra sildeløse Bornholmerkuttere, som er
ophugget, men importeres i lastvognstog fra Hundested på Sjælland”
Og det tilføjes sidst i
meddelelsen: ”Hvordan vil man i praksis kunne skelne mellem en
forskriftsmæssigt skaldeklippet bornholmsk turist og så en pragtpoleret
turist-isse importeret fra Påskeøen? Det hænger jo slet ikke sammen.”
Fåreklipperforbund besejrede Sorø Barbérlaug
Også fra Bornholms
Fåreklipperforbund har man udsendt sympatierklæringer: -- Folk skal
altid være willkommen, hedder det. -- Enhver behåring opfatter vi som
en professionel udfordring, uanset på hvem og hvor. Bare man betaler
forud.
I øvrigt fremhæver
forbundet at de sidste år vandt prisen for det mest tætklippede får,
tæt fulgt af Sorø Barbérlaug.
--- Kun takket være
import af nyudviklet uldgødningscreme fra egnen omkring Christiansborg
lykkedes det igen at gro uld på fåret. Så tætklippet var det, slutter
erklæringen fra Bornholms Fåreklipperforbund.
|