|
Højtider
angribes ofte. Ingen jul, påske eller sejr for fodboldlandsholdet uden
at der stikkes med knive.
Når vi mødes
og slapper af under alkoholiske former, synes vi også altid at vi skal
skære hinandens bylder af.
Tag det ikke
ilde op. Overlad det til oprydningspatruljerne.
Det sker med
de bedste intentioner og under fuld bedøvelse.
Jo mere
bedøvelse, jo gladere bliver de horder af kunstnere som kan komme på
Carlsberg-støtten.
Men det
kræver en anatomisk indsigt som de færreste har. Mange går ganske vist
på aftenskole i dag, men også folk helt uden forudsætninger fører
brødkniv – ofte med stor ynde og overraskende udfald. Og hvem af os
kunne ønske os det anderledes? Vi elsker jo vores frihed.
Spørgsmålet
er naturligvis hvor grænsen for friheden går.
Mange
har søgt den, få har fundet den, endnu færre aner hvordan den ser ud.
Mange
har fået hugget lemmer af mens de søgte i blinde.
Andre
har simpelt hen trukket en linje i ørkensandet og sagt:
—
Her.
Og
så har de hugget dem ned der havde stukket en tå, en hæl, eller andre
fremadstrittende gevækster frem.
På
denne måde har de fundet en livgivende mission og således kunnet leve
med usædvanlig stor selvtilfredsstillelse i deres i øvrigt helt
meningsløse sandkasse.
Disse
betragtninger fylder mig med en så stor ærbødighed for den menneskelige
forstands formåen at jeg føler jeg mangler ord. Tænk at være udstyret
med et organ som sætter en i stand til at tænke sig frem til
udløsningen af eksistensens mest inderlige gåder.
Takket
være hjernemassen går det forrygende derudaf i et overdådigt
intellektuelt splatterorgie – når bare vi vil.
Lad
os stå sammen! Lad os slutte vores hjerner sammen! Jeg beder jer!
Med
sammenlagte hjerner kan intet spørgsmål vide sig sikret mod svar. Og
intet svar er for håbløst til ikke at nære illusioner om nye spørgsmål.
Intet indfald leder os af sporet, for sporet lægger vi dér hvor
indfaldene falder. Genialt! Og de falder ikke kun ind, men også ud.
Og
ikke mindst, men sidst: Vi falder sammen, når vi står sammen. Større
kan det ikke blive.
Jeg
holder nu en sjælden pause hvor enhver kan tænke sit og derved nyde sin
egen tankes personlige afmagt.
Tak!
Nej,
tak ikke mig. Tak jer selv.
Jeg
er kun et tilfældigt medium i vores fælles, åndelige proces.
Det
er når jeg ser jeres åbne eller lukkede øjne, jeres sænkede kæber,
sitrende næsebor og skummende flanker at jeg bliver inspireret til
disse tanker, disse syner, disse godbidder som vi alle fodrer hinanden
med, med mig som mellemmad.
Hvor
var vi henne uden forstandens fulde brug? Nej, vel. Den har allerede
bragt os langt og vil bringe os endnu længere ud.
Bare
rolig. Det er næsten en lov. Noget som står skrevet i vor skæbne.
Men
lad mig nu vende mig mod julen, dette evigt tilbagevendende tema i
vores kulturkreds.
I
ville kende mig dårligt hvis I troede at jeg interesserede mig for
julen som sådan.
Julen
som sådan er uinteressant. Selv sangene. ”Nu er det jul igen, nu er det
jul igen”, og så videre. Herregud, det ved vi jo godt. Ellers sang vi
jo ikke den tåbelige sang.
Nej,
det interessante er julen som princip.
Alle
og enhver ved at Jesusbarnet blev født i en stald, omgivet af æsler.
Han lagdes i en krybbe.
Det
æsel som stod og åd af den krybbe, måtte Josef genne væk. Det sparkede
og bed. Det gjorde Josef også, men æslet gjorde det bedst, for Josef
måtte opgive.
Han
så sig såret om efter det mildeste af de tilstedeværende æsler, og
fandt et svagt, sagtmodigt og let skrantende, sart væsen henne i den
fjerneste krog.
Det
gennede han væk under Marias bønner og barnets gråd. Jesus trænede
tidligt stemmen.
Endelig
fandt barnet så sin krybbe.
Æslet
som ofrede sin gode krybbe, hørte man aldrig noget om i de kendte
evangelier.
Men
takket være de sidste tekniske landvindinger og en skånselsløs,
klassisk filologisk indsats af alle fondsmidler, har man på det seneste
fået afdækket dette æsels skæbne.
Dette
æsel, som vi alle skylder så meget, har i 1800 år haft sit eget
apokryffe evangelium, som nu er fundet. Dette trofaste, beskedne
lastdyr som levede sit helt upåfaldende liv i Jerusalem. Denne anonyme
skabning som kun i sit grå og forsvindende liv stak mulen frem dengang
hvor Jesusbarnet blev lagt i dens krybbe, dens lille, beskedne krybbe,
hvor den havde samlet lidt strå og enkelte kerner, som de andre æsler
hele tiden forsøgte at stjæle og æde.
Maria
var også nødt til at give æslet et slag over den mimrende mule med de
spredte sitrende hår: Den kunne jo nappe barnet.
Siden
så eller hørte man ikke noget til æslet. Før forleden hvor forskningen
fik gravet det frem.
Det
mest påfaldende ved det var den stædighed hvormed det modstod alle
fristelser om at stå offentligt frem og vidne:
—
Ja, det var mig der måtte lægge krybbe til! Det var mig de jog væk.
Efterhånden
som Jesus blev en stor mand på egnen, var der forståeligt nok mange af
hans konkurrenter der prøvede at lokke for æslet. Men det vedblev med
at traske gennem gaderne med vanddunke for en pensioneret romersk
galejslave.
En
dag faldt det om og døde, til stor fortvivlelse for en forsamlet skare
af prædikanter som ikke nåede at fremsætte deres tilbud om at placere
det som kirkeligt overhoved for deres forenede discipelskare på flere
hundrede frelste mænd og to kvinder.
Deres
fortvivlelse gik over i jubel og lykkefølelse da de indså at et dødt
æsel var meget bedre som overhoved end et levende.
De
lovpriste den beskedne og udramatiske, ja selvudslettende måde det var
dødt på. Det døde som det levede.
Nu
blev det ikke til noget med denne religion. Efter en blomstring på 30
år døde den ud, helt udkonkurreret af andre, mere glorværdige
religioner med mere karismatiske ledere med magiske evner.
Æslet
var chanceløst. Alene lyden det udsendte, var håbløs. Desuden manglede
det en sjæl.
Det
kan vi sagtens se i bagklogskabens spejl. Men hvem kunne have vidst det
dengang?
Galejslaven
indsamlede penge til taleundervisning af æslet, men intet hjalp.
Profeter og disciple omkring det måtte bare tolke på dets
lejlighedsvise skryden.
Det
gav anledning til alvorlige fejder mellem de lærde.
I
dag kan alle sagtens se at netop æslets manglende evne til at tale
passede perfekt til den gennemførte ydmyghed som gennemsyrede hele
æslets person.
Dette
æsel var julens antifigur – udstødt, glemt, misforstået. Sjælløst.
Men
først nu ved vi det.
Men
det der i dag mangler, for at vi kan komme i forbindelse med julen, er
ikke et gammelt, undertrykt æsel, men et grantræ. Selv med de bedste
viljer er det umuligt at finde spor af sådanne træer i kendte og
ukendte evangelier.
Juletræerne
som vi i dag dyrker, har absolut ingen religiøs betydning. De står bare
dér i al deres tant og fjas. Uden mening og med.
Og
det er jo det der gør julen så vidunderlig: Børnenes rædsel over
pludselig at se forældrene vandre syngende omkring et afhugget træ i
stuen, som er behængt med bemalede papstykker og billige lyskæder
fra Kina.
Gaverne
som udveksles.
Det
er galskab for millioner. Vi får lukket luften ud, tømt bankkontoen og
kan derefter bedre fortsætte som om vi var normale mennesker.
Hvor
bragte dette os så hen? Kan I mærke, jeg er ved at miste tråden?
[Stemmer
fra salen: — Hvordan kan man miste noget, man aldrig har haft?]
Her
må jeg så bare sige, at hver gang jeg finder tråden, går jeg i stå. Som
en vild fugl man sætter i bur. Sidder derinde og glor sygt ud, inden
den dør og kastes på møddingen.
Ligesom
Jesus på korset.
[Stemme
fra salen: — Mageløst sludder! Kun mennesket har en sjæl.]
Godt
forsøg på at få mig til at fortsætte æselsnakken, men jeg ser nu, at
tiden er gået.
Det
er jo æslet der varetager såvel vilde som tamme fugles sjæle, og hele
dyrerigets kolossale antal dyrearters sjæle. Æslet både redder,
balsamerer, lutrer og sørger for alle ikke-menneskelige sjæle. Ud over
at sone deres synder. Og så uden at have så meget som et officielt
evangelium og en evig sjæl.
Kan
dyr da synde? Ja, det ved Gud de kan. Derfor er der mere og mere brug
for dette hellige æsel da folk bliver mere og mere vanvittige med deres
husdyr.
Enhver
der har haft kat, ved det. Den leger med musen, før den æder den. Hvis
den overhovedet æder den.
Men
det er klart at begge har brug for åndelig støtte, og det giver æslet.
Hvor var vi ellers henne?
Men
OK: hvis nogen har et spørgsmål om hvad æslet har med juletræet at
gøre, så er jeg klar til at svare. Spørg bare løs.
[Ser
ud over forsamlingen. Ingen spørger.]
Det
bragte os til enden af foredraget – og det er ikke det værste sted at
slutte.
Lad
ikke bifaldet komme bag på jer. Tag det med oprejst pande og vær klare
over at vi allesammen inderst inde klapper af os selv. Juleklapper, som
svenskerne siger.
Og
ja, selvfølgelig bør julen afvikles. Det er på tide. Når først den er
forbi, er det for sent.
|
