|
|
|
|
|
Hunden binder os sammen, men er begyndt at
skrante
Spørgsmål: Hvad gør man, når det pludselig en søndag eftermiddag går op for én, at det eneste, der binder mig og min mand sammen, er vores hund, Bingo? Og samtidig, at Bingo er begyndt at skrante? Vi skænder på hunden i fællesskab. Vi diskuterer dens madvaner, og hvor ofte den skal luftes. Vi kræver hinanden til regnskab for, hvor meget og hvad den besørger (alt videooptages med iPhone 7). Vi deler også mange minder med den. Vi stoler fuldt og helt på dens hukommelse. Ellers ramler alt.
Råd: I ethvert parforhold kommer der en stund, hvor forholdet når den modningsfase, hvor alting er sagt. Så anskaffer mange en hund. Derfor fik I Bingo. Bingo har forlænget jeres samtaler nogle år. Hvis I har børn, så vil de også have forlænget jeres samtaler med nogle år hver. Det er det samme med et fjernsyn. Hvis I køber et dårligt fjernsyn, vil I have samtalestof nok til lang tid: billedkvalitet, reparationspriser, programvalg osv. Men ærlig talt: Betragt det som en lykkelig ting, at I ikke mere behøver ævle løs. I er nu nået dertil i modenhed, at det ikke længere er nødvendigt. Lær at nyde stilheden. Pensioneret journalist ramt af arbejdsskaderSpørgsmål: Jeg er en pensioneret journalist. Jeg havde i mange år glædet mig til bare at gå tur med min tamme rotte uden at skulle tænke på noget som helst. Og uden bagefter at skulle fortælle nogen som helst om det. Desværre har min pensionisttid vist sig at blive en stor skuffelse. Efter to måneder, hvor jeg nød ikke at skulle fortælle historier og lave overskrifter, er det blevet stadig sværere for mig ikke at gøre det. Bare for mig selv, inde i hovedet. Nogle eksempler kan illustrere hvordan jeg har det. Jeg ser et ungt menneske på cykel køre over for rødt og ser straks heri noget typisk for hele generationen. Uden at ville det, skriver jeg straks inde i hovedet en leder med titlen Generationen, der kører over for rødt og fantaserer stærkt om den debat, den vil vække. Senere på samme tur får jeg en krone for lidt tilbage, da jeg køber tobak. På grundlag heraf udkaster jeg omgående en skitse til en artikel, som gennemgår de seneste tendenser i landets økonomiske tilstand. Den udløsende, samlende kendsgerning var den, at jeg fik en krone for lidt tilbage. Overskrift: Minuskrone-tendensen. Hvorfor vi alle nødvendigvis får en krone for lidt tilbage netop nu. Et tredje eksempel: I fjernsynet ser jeg en kvindelig politiker med håret lidt i uorden og en knap for lidt i blusen, og jeg spørger straks i en kommentar: hvor er respekten for folkestyret henne, når politikerne stiller deres utøjlede seksualliv stadig mere til skue? Som man vil forstå, er alt dette stærkt smertefuldt for mig, og det bliver stadig vanskeligere at bekæmpe min trang til at skrive det hele ned. Jeg har allerede fundet papir frem, men har endnu ikke givet efter for min lyst til at sætte det i maskinen. Svar: Allerførst: det virker lidt på mig som om du lever i en tidslomme. Det er lang tid siden at journalister skrev på papir i en maskine. I dag skriver alle direkte på skærmen. Udfordringen i dag er især at få nogen til at læse det man skriver, fordi alle skriver, og derfor selvfølgelig er mest optaget af, hvad de selv skriver, og at finde nogen der gider læse det. For det andet kan det være en trøst for dig at vide, at der er andre, der lider af de samme problemer med tømmermænd efter man er blevet pensionist. Jeg kender eksempler på pensionerede rørlæggere, som hele tiden måtte lægge nye rør i deres have, og lærere, som altid skulle optræde, hver gang de så en forsamling på over tre personer. Fx var der én, der ikke kunne gå forbi en bagerbutik med ventende kunder, uden han skulle ind og forklare enten om brødets vej fra korn til mave og videre ud eller bagningens historie. For det tredje er det min opfattelse, at den bedste kur mod din lidelse vil være, at du kunne få lov til at komme et par dage på arbejde hver anden måned. For det fjerde: Lad dig indvie til den videnskabelige verden, fx på aftenkursus. Her vil du hurtigt lære, at der altid er en masse forbehold og modargumenter til alting. Det vil derfor gradvist blive sværere for dig at fortælle enkle, medrivende og interessante historier, fordi du lærer, at sandheden altid ligger et sted midt mellem to gode historier, som strider mod hinanden. Men helt ærligt så er det letteste at blive medlem af et socialt medium. Her kan du skrive helt frit under eget navn direkte på skærmen og lade et stort antal følgere under eventyrlige pseudonymer begejstret melde tilbage på teksten. Skal der komma i
øl?
|
