|
Er
nået skrumpefasen i mit livs skriveri: Essensen af det væsentligste,
jeg har fundet ud af og udtrykt i bøger, artikler og kommentarer.
Det
skal stå kort og klart. Og så skarpt som muligt. Og være let at finde
og hurtigt at læse. Det bliver min sidste opgave. Mit farvel og tak.
TEKSTEN i mit liv.
At forstå politik uden at forstå sagen
Demokrati
i et land, betyder bl.a. at alle borgere har én stemme, når der er valg
til landets lovgivende forsamling (folketing/ parlament). Men det store
flertal af borgere har ikke stor interesse for politik.
[Citér
tal fra Tak fordi du kom]
Demokrati
som tv-produktion
Uanset
hvor svær en vigtig sag er at forstå, så skal den behandles på en måde
som er interessant og forståelig for hele befolkningen. Dette er
tilsyneladende et rent teknisk krav om kommunikation. Men det trækker
en række værdier med. Den skrappe konkurrence om at nå ud til vælgerne,
virker tilbage på politikken.
Og der er ingen
vej udenom. Man kan ikke både tro på at en professor i nationaløkonomi
og en kassedame på efterløn har samme stemmevægt ved et Folketingsvalg,
og så samtidig mene at professoren er den eneste af de to der i
virkeligheden ved hvad der foregår i dansk økonomi og derfor er den
eneste af de to der kan bedømme kvaliteten af en finanslov. Når alle – høj og
lav, intellektuelle og praktisk begavede – har én og kun én stemme, så
har alles forståelse også samme ret når der skal stemmes. Og da kun en
begrænset politisk elite gider og har viden til at fatte det saglige
eller substansen, så ligger magten i at gøre det saglige eller
substansen interessant og begribeligt ved at fortælle historier om de
personer som håndterer sagen eller substansen. Sådan opstår jagten på
dyderne som grundlaget for demokratiet.
I relation til en
rent saglig ekspertforståelse af substansen så vil denne forståelse
gennem medleven i politikernes jagt på dyderne være en indbildt
forståelse, en placeboforståelse. Et kort indslag
om finanslovsforhandlingerne i en tv-nyhedsudsendelse skaber hos seere
som ikke fatter substansen, en fornemmelse af at have forstået
substansen. Men det der i virkeligheden er forstået, er at der er nogle
velkendte personer der strides om (detaljer i) finansloven. Og det der
bedømmes, er hvordan de stridende klarer sig i den strid, dvs. hvordan
de scorer på dyderne.
Placeboforståelse
er altså Lille scenes diagnose af vælgernes forståelse på Store scene.
Det er en forståelse som
bygger på psykologisk indlevelse i de offentlige figurer som håndterer
eller på anden vis indgår i sagen.
Men det er
misvisende – for ikke at sige arrogant – at kalde denne forståelse
forkert eller falsk fordi man så opstiller elitens forståelsesnormer
som dem der gælder alle. Derfor er udtrykket ’placeboforståelse’ også
uheldigt, hvis man tolker det parallelt med lægers og andre
naturvidenskabeligt uddannede specialisters betegnelse for ”melpiller”:
placeboeffekt, placebomedicin, dvs. medicin som patienter kan mærke
virkning af, selv om de ikke indeholder noget virksomt, kemisk stof.
I stedet for at
stemple vælgernes forståelse med den bedrevidende betegnelse
’placeboforståelse’, så kan man med respekt kalde den metode som
journalister, politikere og alle andre på Store scene bruger, for
’Spielbergs metode’ – efter den
berømte filminstruktør Steven Spielberg som bl.a. er kendt for film som
”E.T.”, ”Nærkontakt af tredje grad”, ”Private Ryan” og Indiana
Jones-serien. Når man nyder Indiana Jones’ jagt
på diverse arkæologiske skatte, så er det ikke en fordel at være
arkæolog. Vistnok nærmest tværtimod. Enkelte arkæologiske
kendsgerninger udvælges og bruges – men kun til at give tilskueren
indtryk af at det som Indiana Jones og skurken strides om, er ekstremt
værdifuldt.
Spielbergs metode
er den eneste sikre vej til forståelse i demokratiet. Det er den
forståelse som det demokratiske system bør placere højest fordi det er
den forståelse som alle borgere kan få. Og som de frivilligt skaffer
sig fordi den vækker interesse ved at belønne med underholdning. Men
det er samtidig den forståelse som officielt rangerer lavest: som
populisme over for seriøs politik og som procesjournalistik over for
sagorienteret journalistik.
Og sammenlignet
med forståelsen på den Lille scene som udgøres af en partileder og hans
eller hendes rådgivere. Eller på den Lille scene som udgøres af et
mediums politiske redaktion. Eller på den Lille scene som udgøres af en
minister og hans departement, ja så er
det selvfølgelig en placeboforståelse. Det er en særlig forståelse som
man på de mindre scener er nødt til at indarbejde i sine strategier for
at undgå nederlag, konkurs og vælgerflugt.
|
GKun en tåbe frygter
ikke jagten på dyderne.
|
Dansk politik på
Store scene kan minde meget om en tv-serie, fordi de samme 10-12
partiledere og ca. 20 ministre optræder i forskellige kulisser, omgivet
af forskellige bipersoner. Bipersonerne interviewer politikerne og
analyserer og vurderer hvad hovedpersonerne i virkeligheden foretager
sig. Bipersonerne er de politiske journalister og redaktører som er
ansat ved den pågældende tv-station.
De supplerer sig ofte med eksperter som typisk
er
- politiske
journalister eller kommentatorer som er ansat ved andre medier
- tidligere
spindoktorer som ofte er selvstændige kommunikationsrådgivere
- valgforskere eller
politiske kommunikationsforskere.
Almindelige
vælgere kan også optræde, fx i korte interviews af flere om det samme
emne (enquéte) eller som ofre for myndigheders forsømmelser.
Af og til skiftes
enkelte personer ud i denne politiske tv-føljeton, fx når der er valg,
regeringsdannelser eller –ændringer. Til gengæld er der meget lidt
udskiftning i interiørerne som i høj grad er den samme store
Christiansborgkulisse og de samme tv-studier med de samme journalister.
En ordentlig
tv-serie kan kun blive til gennem et vellykket samarbejde mellem
forfatter, instruktør, producent, skuespillere og alle de mange andre
slags mennesker der er nødvendige. Selvfølgelig kan der godt være flere
forfattere til en tv-serie. Fx skrives flere danske komedieserier af
flere forfattere. Men de overholder alle et nøje beskrevet koncept.
Instruktøren af en
enkelt film i serien er normalt én og kun én. Der er så mange detaljer
der skal gå op i en højere enhed for at filmen kan blive god, at det
kun undtagelsesvis kan lykkes hvis der er mere end én der bestemmer
over fortællingens detaljer. En almindelig tv- eller filmproduktion
forudsætter en masse aftaler som overholdes ned til mindste detalje.
Sådan foregår det
slet ikke i den politiske føljeton.
Det er let at se
hvad der er galt med føljetonen.
·
Den er langstrakt og monoton: Der er døde
perioder hvor stort set intet sker, og der er scener hvor samme
aktivitet foregår alt for længe, fx en bestemt person der holder tale,
eller journalister der venter foran en dør bag hvilken der foregår
vigtige forhandlinger.
·
de fleste scener
foregår indendørs og består i at personerne taler med hinanden eller
eventuelt direkte til vælgerne, fx studieværter og politiske reportere.
Dette får den politiske føljeton til at ligne en discount-sæbeopera,
altså en tv-serie som er produceret på et
meget lille budget. Der er yderst få udendørsscener med action, men
mange, lange scener med lange replikker i faste kulisser.
·
Der mangler
klare, gennemgående helte og skurke-roller: Der er en tendens
til at alle medvirkende tilhører den grå mellemvare. Hovedpersoner som
fx ministre og partiledere fremtræder hverken som særlig sympatiske
eller usympatiske. Det er derfor svært at holde meget med nogen. Helte-
og skurke-roller er svære at skille fra hinanden og skifter hurtigt.
Serien spiller på et meget lille følelsesregister.
·
Vigtige
scener mangler, selv om de umiddelbart ville være meget
interessante at overvære, fx forhandlinger bag lukkede døre om
finansloven og skænderier i partiernes interne mødelokaler på
Christiansborg. Der mangler også nærbilleder af personerne i vigtige
øjeblikke, fx en politiker som i enrum eller på cykeltur i skoven
indser at hans karriere er slut, konfrontation mellem en kendt
politikers jyske kone og hans hemmelige kæreste i København.
·
Hovedpersoner
kan forsvinde pludseligt og tilfældigt, fx fordi de dør,
eller fordi de får tilbudt et godt job i det private erhvervsliv. I en
fiktiv serie kan man ”skrive en figur ud” så det giver mening i
føljetonen at vedkommende forsvinder.
Men der er også
ting som trækker i en positiv retning. Hovedpersonerne i den politiske
føljeton har en betydelig fordel sammenlignet med hovedpersoner i rent
fiktive serier:
·
Deres skæbne afhænger af hvordan vælgerne synes
de klarer sig i føljetonen. Personerne har altså stor tommelkraft (s. 15) i modsætning til
fiktive serier hvor tommelkraften er nul. Det giver ofte den politiske
føljetons episoder en særlig intensitet. I samme retning trækker
·
den høje grad af improvisation for åbent kamera.
Personerne i den politiske føljeton må ofte udtale sig og agere uden at
vide hvordan føljetonen udvikler sig. Og hvad en debatmodstander eller
en journalist vil sige i næste øjeblik. Dette øger ofte usikkerheden og
mindsker forudsigeligheden omkring figuren.
·
Der er et meget
tættere forhold mellem privatperson og
personens rolle i den politiske føljeton end i en rent fiktiv
føljeton. Dette skaber større intensitet og autenticitet i den
politiske føljeton. Vælgeren spørger hele tiden: hvad mener personen
indeni politikeren virkelig? Det er
en stadig kilde til kontrakraft (s. 15) som slet ikke
findes i en fiktiv serie hvor det er helt irrelevant hvad skuespilleren
rent personligt mener om det manuskriptet tvinger ham til at sige og
gøre.
|
GPolitik er
improvisation for åbent kamera over faste temaer i ret få kulisser.
|
Dårligdommene i
føljetonen skyldes at det hele ikke er koordineret med det formål at
skabe én og netop én god historie. Der er ikke en velkomponeret
spændingskurve hvormed et veltrimmet produktionshold garanterer
tilfredsstillelse af seernes krav om en god finale hvor alle følelser
ender på rette plads og alle mysterier er fuldt belyst. Derimod er der
en række episoder hvor figurerne med megen tale strides om forskellige
ting uden at blive enige. Når de har udtalt sig om sagen og eventuelt
svaret hinanden, så stopper episoden. Føljetonens højdepunkter kommer
ret uforudsigeligt og består især af disciplinerede skænderier (=
debatter) og krydsforhør (= interview).
Der er ikke én
forfatter, én instruktør eller én producent. Der er mange, og de
konkurrerer – for åben skærm, bag kulisserne og alle andre steder. Og
denne rivalisering i kulissen rykker ofte ind på Store scene og bliver
den strid som driver føljetonen frem. Enhver kan ifølge reglen om
afsenderens tolkningsret (s. 41) udvide en
løbende strid med detaljer fra de mindre scener.
Hertil kommer at
føljetonen kører mere eller mindre synkront i mange forskellige medier
og dermed produceres parallelt af flere producenter som konkurrerer om
at få flest mulige seere til at se deres version af en scene som med
stor sandsynlighed også bringes af en anden producent.
Så det er ikke
spor mærkeligt at serien er som den er. Det er et mirakel at det trods
alt er muligt at få et indslag klar til 19-nyhederne. Det siger noget
om journalisternes professionalisme. Og at der bag kaos
findes nogle regler som alle aktører på
og bag scenen kender. Disse regler er Store scenes grundlov, se s. 220.
Og trods sin kaotiske produktionsform så er
store dele af føljetonen indrettet som ritualer. Ritualer som
oprindeligt udspringer af vælgernes behov for tryghed og variation (se
s. 59).
Én af
paragrafferne i Store scenes grundlov er at angreb udløser
modangreb. Reglen er
drivkraften i enhver tv-debat. Men den gælder også over længere forløb
og er grundlaget for at aktørerne kan forudsige konsekvenser af deres
egne handlinger. Og at vælgerne kan have forventninger til hvad der vil
ske.
|
Ethvert
angreb på dyder udløser angreb fra den angrebne på den angribendes dyder
|
Da S og SF
fremsatte deres fælles skatteudspil i august 2009 indholdt det er
ultimatum til de Radikale. De kunne tilslutte sig eller lade være. Men
hvis de ikke tilsluttede sig, ville de samtidig sabotere dannelsen af
en ny regering ved næste valg.
Det er helt
forudsigeligt at dette vil udløse et angreb fra de Radikale på S-SF.
Da de Konservative
fremsatte deres burkaudspil i august 2009 (s. 68), var det også
forudsigeligt at det ville udløse angreb fra mange sider:
indvandrervenlige partier, især de Radikale og SF, kredse i de
Konservative og andre partier som var (er) imod begrænsninger i den
personlige frihed til bl.a. at klæde sig på som man selv vil.
Reglen Angreb udløser modangreb er grundlag for
at regne nogle episoder frem i den politiske føljeton. Når man har
angrebet må man have en plan for hvordan man angriber de forudsigelige
modangreb.
Produktionen
betragtet som helhed er teknisk set en ukoordineret rodebutik. Men det
er samtidig vælgernes garanti mod at blive offer for en enkelt persons
eller interesses manipulation over længere tid. Ingen diktator eller
mediebaron styrer som mesterinstruktør forestillingen.
De mange
forskellige fortællere og de mange forskellige projekter som aktørerne
har, sikrer at der er mange forskellige aktører som kan lukke hårde
kendsgerninger ind i føljetonen hvis de kan bruge dem i striden. I
diktaturer fortæller systemet uhindret sin egen føljeton. Og lukker kun
hårde kendsgerninger ind som kan bruges i denne føljeton. Eventuelt
tilsat lidt negative kendsgerninger for at styrke troværdigheden.
|
GFøljetonens
kaotiske produktion garanterer vælgerne mod ensrettede kendsgerninger.
Kun kendsgerninger som ingen aktør kan bruge i jagten på dyderne,
forbliver ukendte.
|
Hvis man tror at
værdier og verdensopfattelse er givet én gang for alle, fx gennem en
guddommelig tekst, så vil man også stoppe de fortællere som
underminerer fortællingerne i den guddommelige tekst. Og bestræbe sig
på at den politiske føljeton har samme kvalitet som de bedste fiktive
føljetoner i tv. I hvert fald fortæller den én og kun én historie med
samme budskab. I alle ikke-demokratiske systemer er den politiske
føljeton en dramatiseret tapettale Xtra fra
ledelsen.
|
GI alle
ikke-demokratiske systemer er den politiske føljeton en dramatiseret
tapettale Xtra fra ledelsen.
|
Det er ikke kun
dansk politik der er en succes med stor deltagelse ved folketingsvalg.
Også Danmark er en succes. Der er stor tilfredshed med landet blandt
vælgerne. Få drømmer om at udvandre, færre gør det.
Derfor er vælgernes yndlingsforestilling om sig
selv at man ansvarsfuldt kæmper for at beskytte demokratiet Danmark mod
alle trusler. Substantielle politiske emner og holdninger adskiller
forskellige vælgergrupper som kan inddeles i segmenter
eller i typer.
Men da langt de fleste vælgere og tv-seere tilhører den modtagertype
som kaldes tryghedsnarkomaner, er det udelukkende tryghedsnarkomanerne
der regnes med som modtagere af den politiske tv-føljeton. De andre
modtagertyper – karrieremager, fanatiker, formand, statsmand – udgør så
få procent blandt publikum at de er uden betydning. Den landsdækkende
politiske tv-føljeton er en føljeton for tryghedsnarkomaner. Af
tryghedsnarkomanen er den kommet, og til tryghedsnarkomanen vender den
tilbage.
Tryghedsnarkomaner
er glade for det de har, og derfor skeptiske og på vagt over for enhver
ændring til det værre. Den eneste måde hvorpå man kan overbevise dem om
at de bør gå med til noget som de ikke plejer at gøre, er at det er
nødvendigt for at afværge en truende fare. Historien som enhver
tryghedsnarkoman elsker over alle, er at dem der truer det bestående,
får deres straf. Og dem der forsvarer det bestående over for trusler,
får deres belønning. At dette sker, er tryghedsnarkomanens livsprojekt.
Dette kæmper han for – også når han stemmer.
Tryghedsnarkomanen
har altså:
1)
Kærlighed til det
bestående,
2)
Had mod alt som
truer det
3)
Kærlighed til den
som effektivt bekæmper alvorlige trusler.
Det medfører at
nøglen til at vække interesse for føljetonens episoder er at de skal
vække frygt og derefter kurere den vakte frygt. Eller i det mindste
vække stærkt håb om at få frygten kureret. Hvis en episode ikke vækker
frygt, forbliver den uinteressant. Hvis frygten ikke kureres, får
vælgeren ingen tilfredsstillelse, og ingen aktør scorer dyder.
Store scene drives
altså af tryghedsnarkomanens frygtreaktor som
ser således ud.
Denne enkle cirkel
med modsatte følelser skal ethvert politisk tv-indslag gennemløbe for
at have appel til seerne. Men cyklussen gælder også for større forløb,
fx en valgkamp eller en valgperiode.
Den figur som
rejser had, skal have sin straf. Den figur som bekæmper truslen, skal
have sin belønning. Så er retfærdigheden sket fyldest. Så er tryghedsnarkomanen
tilfreds.
Hvis truslerne
ikke kommer fra en figur på scenen, men fra naturen, ulykker eller
sygdom, så er der umiddelbart ikke nogen ond figur at straffe. Her er
det så så meget desto vigtigere at der optræder en stærk, frelsende
figur som kan hjælpe ofrene. Frygten kureres ved at skabe en hjælper
som har alle dyder.
Hjælperrollen som
helt eller frelser er derfor obligatorisk. Det samme er offerrollen.
For uden ofre kan man ikke konkretisere hvori truslen består. Truslen
bliver nærværende ved at der fortælles om dem der lider.
Tryghedsnarkomanen er særligt optaget af ofre fordi ethvert offer
illustrerer hvor galt det kan gå og derfor hvor mange farer og trusler
der er i verden. Tryghedsnarkomanen genkender let sig selv i ethvert
offer. Hjælp til ofre er derfor hjælp til selvhjælp.
|
GEthvert offer
illustrerer hvor galt det kan gå og derfor hvor mange farer og trusler
der er i verden. Tryghedsnarkomanen genkender let sig selv i ethvert
offer. Hjælp til ofre er derfor hjælp til selvhjælp.
|
Derimod er
fjenderollen som den onde ikke obligatorisk. Men selv ved trusler fra
naturkatastrofer, ulykker og sygdom vil rollen som ond fjende alligevel
ofte blive udfyldt efterhånden som ofrenes historier fortælles. Den
onde kan fx være
- embedsmænd som er
blevet ”smurt” til at se bort fra bygningsreglementer, eller som ikke
har ført ordentligt tilsyn med sikkerhedsudstyr,
- læger som
fejlvurderede nogle symptomer,
- ambulancer som er
for lang tid om at nå frem,
- politi som er
ineffektivt.
Tryghedsnarkomanen
har et meget stort behov for at der skal være en ond der kan straffes.
Og den politiske føljeton drives fremad af strid mellem skurke og
frelsere. Der er derfor i enhver historie en stærk drift mod at finde
en aktør som har skylden.
Nøglen til
episoder i føljetonen er altså en person som vælgeren kan hade fordi
vedkommende direkte eller indirekte truer den eksisterende tilstand. Og
som derefter kan straffes ved at blive påført lidelser, fx ved ikke at
nå sit mål. Det kan fx ske ved vælgerens stemmeafgivning. Og samtidig
kan hjælperen eller frelseren belønnes. Som nødvendigt bindemiddel
mellem rollerne som ond og frelser, befinder offerrollen sig.
|
GTryghedsnarkomans
følelser aktiveres ved hjælp af ofret som vækker medlidenhed
og eventuelt raseri. Disse følelser omformes til had
mod den ansvarlige skurk. Og dette had omformes til kærlighed
til frelseren som hjælper ofret og straffer skurken.
|
Den
tryghedsnarkomaniske vælger er årvågen over for farer. Da der hele
tiden fra medierne udsendes signaler om mange farer, så må vælgeren
vurdere de forskellige signaler. Hvis en vulkan går i udbrud, et
jordskælv ryster en storby og en pandemi breder sig, så kan alle få øje
på truslerne. Men det kan være vanskeligere for vælgerne at skelne
mellem fup og fakta i dansk politik som ofte fremstår mere nuanceret
end en naturkatastrofe. Her spiller føljetonens debatter en
vigtig rolle. Jo flere stridende debattører der påpeger den samme fare,
jo mere sandsynligt er det at faren er reel. Offentlige debatter er
vælgerens filter over for truende farer. Og en genvej til at vurdere
hvor alvorligt de skal tages.
Tv-debatterne gør
det altså unødvendigt for vælgeren at samle en masse information for at
vurdere små og store farer i verden og i dansk politik. Faren kan
vurderes udelukkende ud fra debatten mellem de velkendte hovedpersoner.
Deres interesse i at underminere hinandens dyder er vælgerens
forsikring om at alle vigtige kendsgerninger som taler mod et
standpunkt, også vil blive fremført i debatten. Vælgerne tror på at
ethvert brugbart offer vil blive udnyttet til sidste fiber i
politikernes jagt på dyderne i debatten. Vælgerne vil give den
politiker deres støtte som de vurderer bedst vil afværge truslen. Eller
som er bedst til at love at afværge den.
Metoden har en
svaghed: Sandheder
og ofre som hverken partier og medier er interesseret i kommer frem,
fordi der hverken er stemmer eller købere i det, ja, sådanne sandheder
kommer ikke frem i debatterne og i føljetonen. Det er sådanne sandheder
som denne bog handler om. Indholdet af denne bog vil derfor kun komme
ud på Store scene i samme grad som bogens forfatter bliver aktør i
stridigheder på scenen. Og i så fald forenklet og optonet efter Store
scenes grundregler.
|
GOffentlige debatter
er vælgerens filter over for truende farer. Vælgerne tror på at ethvert
brugbart offer vil blive udnyttet til sidste fiber når politikerne
jagter dyderne. Derfor er debatten en let og billig genvej til at
vurdere hvor alvorligt farer skal tages.
|
Hvis vælgerne
opfatter truslerne som konstante og de personer som indgår i rollen,
som skurk, offer og frelser som ligeså konstante, så vokser
kedsomheden. Forudsigelighed og gentagelse er væsentligt for at bevare
tryghedsnarkomanens frygt på et lavt niveau. Men det kan blive for
meget.
Ligesom enhver anden tv-føljeton må den
politiske føljeton tilfredsstille seernes krav om variation og nye
trusler som bliver bekæmpet på delvis nye måder. Og jo mere truslerne
er de samme og metoderne til bekæmpelse de samme og det hele kører som
forudsigelige udvekslinger af allerede hørte replikker mellem de samme
ansigter, jo mere vokser kravet om variation i persongalleriet.
Trætheden over at se de samme personer og høre dem sige de samme
replikker vokser
Kravet om
variation kan fx føre til at vælgerne foretrækker at oppositionen får
regeringsmagten. Ganske vist forbliver ansigterne de samme, men
rollerne skifter og dermed også replikkerne og den individuelle,
kunstneriske udførelse.
Kravet om
variation er en grundlæggende kraft på Store scene. Den fører bl.a. til
at man hele tiden må lade gamle historier afløse af nye. Eller fortælle
de samme historier på nye måder.
Det er også variationskraften som
kræver korte replikker i interviews og
stram tidsstyring i debatter og nyhedsudsendelser. Vælgerne kan
ikke holde ud at høre ret længe på at den samme taler. Selv om
vedkommende stadig siger nye ord, så er stemmen, ansigtet, mimikken og
andet omkring ordene monotont det samme. Og dette andet vejer altid
meget tungere end ordene i det samlede budskab som personen udsender.
En historie som kun leverer mere frygt og flere
ofre uden samtidig at give håb om at der kommer nogen og hjælper
ofrene, bliver hurtig for monoton og destruktiv for tryghedsnarkomaner
– som for alle andre. Derfor dør håbløse lidelseshistorier ud hurtigt
af mangel på næring i form af frelsere. Det er ikke nok for
tryghedsnarkomanen at få vakt medlidenhed med ofret og had til de
ansvarlige der måtte findes. Tryghedsnarkomanen kræver også at de
negative følelser kan udvikles til kærlighed til en som hjælper ofret
og påfører skurken passende lidelser.
Derfor udgør den politiske føljeton et
effektivt værn mod håbløse lidelseshistorier.
Omvendt kan selv svære og meget ubehagelige
lidelseshistorier leve længe, hvis frelserrollen er velbesat. Vælgerne
påtager sig gerne ubehaget ved at leve sig ind i ofre, men kun hvis der
også inden for en rimelig tidshorisont optræder hjælpere og frelsere
der kan mildne ofrenes lidelser, så retfærdigheden sker fyldest.
|
GEn tryghedsnarkoman
som overvinder alle trusler, dør af kedsomhed.
|
Vælgernes daglige
politiske arbejde består som nævnt først og fremmest i at vurdere om
personerne i mediernes politiske føljeton på Store scene har eller ikke
har fire dyder: ærlighed, idealisme, stabilitet og kompetence (se s. 17). Og politikerne
scorer bl.a. ved at indtage rollen som hjælper eller frelser i
offer-historier.
Men det handler om
meget mere end det. Personerne i dramaet har personlige projekter. Det
et vigtigt orienteringspunkt for vælgerne hvad de forskellige personer
”går efter”: Hvilke mål de i virkeligheden stræber efter at nå: Hvad
der egentlig driver dem – bag alle erklæringer og andet facadearbejde.
Det er en direkte følge af idealismedyden at
man skal kæmpe for mål som ikke er egoistiske. På denne måde bliver
vælgernes opfattelse af en persons virkelige projekt på Store scene
afgørende for i hvilken grad personen scorer idealismedyden.
Det er ikke muligt at forstå en persons adfærd
og udtalelser uden samtidig at have en opfattelse af hvilke mål
personen i virkeligheden har. Og her er alle vælgere eksperter.
|
At opfatte en tekst (fx en replik,
udtalelse) er samtidig at opfatte den
afsender-personlighed som teksten giver et implicit portræt af.
|
Enhver modtager
eller publikum kan – uanset uddannelse, social baggrund og erhverv –
med egne øjne på Store scene iagttage afsenderens adfærd, tolke
afsenderens udtalelser og dermed vurdere i hvilken grad afsenderen har
eller ikke har dyderne. Og gennem denne indlevelse i personerne forstår
man hvilke mål de i virkeligheden brænder for, og kan vurdere målene.
Det er dette der gør demokrati muligt.
Vi er alle
eksperter i at forstå og vurdere en historie og forholde os moralsk og
menneskeligt til de personer som historien handler om. Det gælder i
politik som inden for alle andre områder. Og da man indførte
demokratiet i 1849 i Danmark, så tilkendte man samtidig denne
almindelige vælgerekspertise inden for dette særlige område den
allerhøjeste betydning inden af alle de ekspertiser som et samfund
trækker på. Alle andre ekspertiseområder blev hjælpediscipliner.
Og på Store scene må enhver figur finde sig i
at vælgerne og medierne supplerer det som enhver kan se foregår, med
nødvendige tildigtninger fra de mindre scener. Ellers er det slet ikke
muligt for vælgeren at forstå disse personers optræden på Store scene.
Sådan opstår alt det underforståede i politik.
Aktørerne kan godt forsøge at styre vælgernes
tildigtninger fra de mindre scener ved at sætte ord på det hidtil
usagte. Men dette og alt andet som en aktør siger og gør, bliver tolket
gennem vælgerens opfattelse af aktørens dyder, herunder personens
virkelige projekt med overhovedet at være politiker.
|
1.
Vælgerne kan kun forstå en person i
den politiske komedie ved at danne
sig en opfattelse af personens dyder og virkelige mål. 2. Komedien kan
kun forstås ved at man forstår personerne i den. 3. Politik kan kun
forstås ved at man forstår den politiske komedie.
|
Demokrati
er kun muligt, fordi den tekniske substans som kun eksperter fatter,
kan effektivt erstattes af vurdering af hvor gode politikere er til at
score fire dyder på tv-skærmen.
Tv-realityshowet
er dårligt, men nødvendigt.
Hvorfor
kalde den eneste forståelse befolkningen er i stand til at få, for
placeboforståelse?
Dansk
politik er en succes. Stemmeprocenten ved valg til Folketinget er i
top. Langt over den procent som de fleste andre demokratier har ved
valg til deres parlamenter.
Men
det skyldes ikke at vælgerne er dybt inde i nationaløkonomi, jura,
administration eller andre af de saglige områder som politik handler
om. Det skyldes heller ikke at mange vælgere er medlemmer af et
politisk parti. Medlemstallene er sunket i mange år. Og det skyldes
heller ikke at verden er blevet mindre indviklet end den tidligere har
været.
Alligevel
er successen ikke til at bortforklare. Dansk politik går direkte i
vælgerne uden omsvøb og dikkedarer. Intet krav om uddannelse, viden
eller interesse stiller sig mellem vælgerne og dansk politik.
Hvad
er det man forstår i politik når man hverken er særlig meget inde i
sagerne eller særligt interesseret? Hvorfor gider vælgerne?
Svaret
giver politikerne selv i deres replikker. Bogen giver afslørende
analyser af en række velkendte eksempler på danske politikeres
sprogbrug. De viser hvorfor det ikke er nødvendigt at forstå sagen for
at forstå politik. Det er nok at leve sig ind i politikernes jagt på
fire dyder i den tv-komedie som politik er. Og her er der altid nok at
komme efter.
Mediernes samlede propaganda
“Vi
bombarderes dagligt med budskabet om at verden er retfærdig. Enhver
krimi og ethvert indslag i en tv-nyhedsudsendelse går ud på at de onde
får deres straf og de gode deres belønning. Men det er propaganda.
Den
rå virkelighed er kaotisk og uretfærdig.
Vi
mærker det når vi rammes af et uheld, bare et lille et. Chokket skyldes
at vi oplever hvor let tilfældigheden skærer gennem vores beskyttelse i
form af en velkendt hverdag.
Den
normale kur mod rædslen er – hvis man stadig er i live – at fortsætte
hverdagens ritualer, så godt som muligt – eventuelt suppleret med nogle
nye som skal tjene til at styrke troen på at ”det ikke sker igen”.
Demokratiet
består af en række ritualer, der skaber tryghed og mening blandt
demokratiets borgere i en verden af kaos og tilfældighed. Dette kaos
kan udtrykkes som en række kroniske paradokser som ritualerne til
stadighed skal bortforklare eller mane væk til fordel for budskabet om
at verden, samfundet og menneskelivet er retfærdigt og meningsfuldt.
|
