Politisk argumentation

Hvordan dannes og ændres vores virkelighed og værdier? Hvordan omsættes en ændret virkelighedsopfattelse til politiske handlinger? Og hvordan udnytter partier og medier sådanne ændringer til at styrke sig selv?

Den teori som opstilles i bogen skal bl.a. besvare disse spørgsmål. Overført på Danmark lyder nogle af teoriens hypoteser således:

Den offentlige konkurrence mellem de borgerlige partier og Socialdemokratiet består i at finde brugbare pressehistorier. Den ideologiske debat er uden stemmemæssig betydning.
En forværring af økonomien medfører en mere positiv mediedækning af de borgerlige partier, og en mindre positiv af Socialdemokratiet. Det omvendte sker ved en forbedring af økonomien.
Et skift i tendensen i et mediums politiske reportager ledsages af et skift i den modsatte retning i mediets lederkommentar.

Bogen er en videnskabelig afhandling og stiller derfor visse krav til læserens faglige forhåndsviden. Rummer resume på engelsk. Dele af indholdet danner grundlag for Manipulation, Ud mæ' sproget!, Den tv-skabte virkelighed og Spindoktor.

Lektørudtalelse fra Indbindingscentralen (91/12) 716 661 3

Kjøller, Klaus: Politisk argumentation: en teori om offentlig politisk argumentation i et velfærds-demokrati. - Borgen. - 273 sider. - 32.01

Klaus Kjøller er lektor ved Københavns Universitet og har tidligere skrevet bøger om bl. andet argumentationsteorier. Bogen opstiller en teoretisk videnskabelig model, der bruges til at analysere den indenrigspolitiske offentlige kommunikation/argumentation i et velfærdsdemokrati samt til at analysere den politiske virkelighed, således som borgerne i Danmark møder den i medierne. Teori-modellen opdeler de politiske partier i 5 kategorier: Social-partiet, Erhvervspartiet, Hverken-Eller-partiet, Det ekstreme Socialparti og Det ekstreme Erhvervsparti. Disse kategorier modsvares af nogle medietyper, bl. andet: Midtposten, Frihedstidende og Fælleskanalen. Samspillet og modspillet mellem ovennævnte kategorier kortlægges ud fra såvel økonomiske som politiske aspekter, og der fokuseres på interaktionen mellem partierne, medierne, de offentlige myndigheder og de private virksomheder. Denne model giver bl. andre politikerne mulighed for at måle, hvorledes man bedst og mest effektivt kan bearbejde den offentlige mening. Teorimodellen er omfattende, stringent opbygget, men svær at læse, idet teksten er forsynet med en række citater på engelsk og holdt i et akademisk sprogbrug. Der er litteraturfortegnelse. Bogen henvender sig primært til forskere inden for humanistisk tekstforskning og samfundsvidenskabelig forskning.

Jens Bråten

Anmeldelse i Weekendavisen, d. 1/3 1991:

Legoland. En teoretisk guide til den politiske virkelighed

Til brug og misbrug

Af POUL ERIK TØJNER

HVORDAN ser vort velfærdssamfund ud forstået som en kommunikativ helhed, hvis vi skulle lave en model af det, spørger Klaus Kjøller med sin nye bog »Politisk argumentation«. Og svarer:

Vi har et parlament. Det er bygget op over to grundprincipper: der må være stabilitet i samfundet, økonomien er nøglen til samfundets funktion. Parlamentet består primært af tre partier. De to har modsatte meninger om økonomien, fordi de repræsenterer henholdsvis arbejdere og arbejdsgivere. Det tredie har en alternativ eller forsonende holdning: Erhvervspartiet, Socialpartiet og Hverken-Eller partiet. Dertil kommer eventuelt nogle ekstreme udgaver af de to første.

Vi har også nogle mennesker ude i samfundet. De arbejder. Nogle har et enkelt arbejde, andre et mere sammensat, med forskellige grader af ansvar. Partierne vil gerne i kontakt med disse mennesker. Derfor har vi også nogle medier. På fjernsynssiden har vi Fælleskanalen, den må ikke mene noget, for den er styret af parlamentet og afspejler derfor blot balancen heri.

Så har vi aviserne. Til de enkelt arbejdende mennesker har vi den personfikserede populæravis »Simpelt Hen«, til de andre har vi først og fremmest »Frihedstidende«, »Lighedstidende« og »Midtposten«.

Til de rigtigt ansvarlige har vi endelig »Hard Facts News«. Partierne kæmper om vælgerne i disse medier og kampens udfald afgøres, som altid, af de valgte midler, og midlerne tjener altid til at styrke afsenderens position. Regeringen må kæmpe på én måde, oppositionen på en anden.

»At gøre noget som er politisk relevant, begribeligt er som regel bl.a. at få modtageren til at acceptere en bestemt metafor og en bestemt historie. I denne kamp om metaforerne og historierne ligger en meget væsentlig del af konkurrencen om vælgerne/modtagerne. Den eksplicitte argumentation som foregår i de klart ræsonnerende genrer, må på denne baggrund betragtes som overfladekrusninger.« (158)

MIDLERNE, de politiske argumenter, er altså funktionalistiske: De har mindre med sandhed end med strategi at gøre. Vi har en dagligsproglig vending, der ubehageligt præcist røber vort intuitive kendskab til dette træk ved politisk argumentation. Når et problem synes at have unddraget sig den mest nærliggende, saglige og fornuftige løsning, siger vi: Der er gået politik i den sag. Skønt man kunne forestille sig, at den politiske tilgang til sagen ville højne kvaliteten netop i et demokrati, så siger erfaringen, ovenstående sætning, det stik modsatte: Her lades alt håb ude. Sagen selv er forsvundet som led i et større spil.

Klaus Kjøllers »Politisk argumentation« er et omfattende forsøg på at kortlægge dette spil, men ikke for at fordømme det, blot for at beskrive det. Den udkaster en teori om offentlig politisk argumentation i et velfærdsdemokrati - som bogens undertitel lyder - det vil sige den ønsker videnskabeligt at redegøre for, hvad det er for regler, der styrer den politiske virkelighed og vel at mærke den offentlig tilgængehge del heraf. Altså medierne.

Hvorledes omsættes politik til retorik i et demokratisk velfærdssamfund? Og hvorledes ser retorikken, den politiske tale eller diskurs, i et sådant gennemsnitligt velfærdssamfund faktisk ud?

Det er de to styrende spørgsmål for Kjøllers fremstilling. Til fremstillingen føjer sig en række iagttagelser af typiske sammenhænge i vores samfund, en slags empirisk bund under modellen. Hvad betyder det konkret for de enkelte partityper, at det forekommer at gå henholdsvis opad eller nedad med økonomien? For eksempel.

KLAUS Kjøllers bog er en systemteoretisk guide for samfundsdebattører ud over at være en politologisk model. Udgangsbønnen lyder: »Det er fristende at give nogle bud på hvorledes de forskellige medier i modellen vil popularisere og anvende denne bogs indhold, og hvordan partier og andre organisationer og institutioner vil udnytte den: Vil de overhovedet ænse den? Hvad vil de vælge ud? Hvordan vil de udforme det udvalgte? Men jeg vil modstå fristelseme: Værsgod, her er bogen! Klar til brug og misbrug.« (241)

»Politisk Argumentation« fortæller altså, at hvis du ønsker at fremme dette, så skal du under de og de givne omstændigheder fokusere på hint, og det fortæller den ved at beskrive, hvorledes det allerede foregår. Det er således ikke umiddelbart nogen opbyggelig bog for dem, der tror, at politik handler om samfundets sande indretning. På den anden side bliver den næppe heller det store syndefald for mange. Dertil er politikemes daglige mere eller mindre frivillige selvafsløring for manifest. Erkendelsesmæssigt, hvad angår den politiske virkelighed, er der således ikke sensationer at hente for os oplyste borgere.

Man kan derfor undertiden mistænke Kjøller for at være gladere for muligheden af overhovedet at opstille en model end for den erkendelse, som modellen afgiver. Sådan som bogen er skrevet, kan den da heller ikke komme under den anden mistanke: at være en offentlig henvendelse til den almindelige borger.

Den er, skønt ikke humorforladt, en afhandling båret af faglig etos. Litteraturhenvisningerne falder som sne ned over siderne. Den er ujævnt skrevet, grimt layoutet, komponeret med en mur af metodologiske overvejelser som indledning - kort sagt: et rigtigt stykke universitetetsarbejde. Så faren for misbrug er nok ikke overhængende - sikkert heller ikke for brug uden for læreanstalterne. Og PR-firmaerne.

Man kan således ikke beskylde Kjøller for at profitere af sin egen indsigt i retorikkens kunst. Og det må vel tjene ham til ære - til trods for al post-politik. Hans ærlighed er ubestikkelig, sjældent møder man Kjøllers variant af forordets traditionelle tak: »Jeg takker ikke min familie fordi den bar over med mig mens jeg arbejdede på denne bog. Det er aldrig lykkedes mig at få min kone og mine børn til at betragte mit arbejde som noget der berettiger selv de mest beskedne ofre fra deres side ... «

DET er en anbefalelsesværdig bog for folk med faglig herunder snæver praktisk interesse i omsætningsforholdet mellem politik og offentlighed - eller som der står i pressemeddelelsen, der næppe kan lastes Kjøller: »Med »Politisk Argumentation« har politikere, fagforeningsformænd, embedsmænd og politiske journalister fået deres model. Her kan de eksperimentere med hvordan man mest effektivt bearbejder den offentlige mening - og modarbejder hinanden. Og vi vælgere kan kigge dem i kortene!» Det sidste er en sandhed med modifikation. Ikke kun fordi Kjøllers bog er svær at kigge i, men også fordi fremstillingen af demokratiet som et kortspil ikke stemmer overens med dets forpligtelse til åbenhed og sandfærdighed.

Poul Erik Tøjner

Anmeldelse i dagbladet Det Fri Aktuelt, 30/1 91

En samfundsmodel

Politisk argumentation i velfærds-demokratiet bliver en kamp om midtervælgerne, mener forsker.

Af Erik Meier Carlsen

Socialdemokratiets markante fremgang er et resultat af den klare bedring af samfundsøkonomien som den borgerlige regering har skabt.

Denne provokerende påstand kan udledes af sprogforskeren Klaus Kjøllers bog om politsk argumentation.

Kjøller opstiller i sin bog en model for den politiske debat eller argumentation i det, han kalder et »velfærds-demokrati«. Han prøver at skabe en model, som på videnskabeligt grundlag skal kunne bruges til at beskrive og forudsige forandringer i den politiske debat og styrkeforholdene mellem partierne.

Fælles rammer

Modellens anvendelighed skal vi vende tilbage til, men tankevækkende er den:

Kjøller mener at kunne fastslå, at den politiske kamp i velfærds-demokratiet står mellem to fløje, Erhvervspartiet og Socialpartiet. Det, de kæmper om, er størrelsen lønmodtagernes »real-løn«, taget i meget vid forstand.

De to store partidannelser et enige om rammerne for den politiske debat, nemlig økonomisme og stabilisme. De går begge ud fra, at alle væsentlige værdier kan gøres op i kroner og ører, og de er begge funderet på store organisationer, som er modstandere af andet end marginale forandringer og derfor kræver stabilitet.

Deres politiske argumentation vil i et toparti-system komme meget tæt på hinanden, fordi kampen gælder midter-vælgerne, og fordi de ikke behøver at frygte fløjene. I et flerpartisystem vil der være både Det ekstreme Erhvervsparti og Det ekstreme Socialparti og et rent midterparti "Hverken Eller partiet". Her bliver argumentationen lidt mere forskellig, fordi der skal tages hensyn til fløjene og midterpartiet.

Som redskaber i den politiske debat har partierne medierne, der deler sig efter partimønstret, selv om tendensen er, at parti-tilknytningen ikke er formaliseret.

Hver sine argumenter

Det karakteristiske er nu, at der ikke er stor uenighed om de økonomiske kendsgerninger og knap nok om vurderingen af dem. Men medierne "argumenterer" gennem udvælgelse og præsentation. Hovedmodsætningen kommer til at stå mellem Erhvervspartiets betoning af muligheds-argumentation og Socialpartiets betoning af værdi-argumentation. Modparterne er enige om udgangspunktet, men hvor Socialpartiet betoner vigtigheden af at sikre menneskelige værdier som lighed og økonomisk sikkerhed, sætter Erhvervspartiet spørgsmålstegn ved, om "der nu er økonomiske muligheder for det".

I denne voldsomt forenklede model bliver op- og nedture i den økonomiske konjunktur afgørende for partiernes troværdighed og styrke. Går det godt med økonomien, vil mange lytte til Socialpartiets argumenter. Går økonomien dårligt, har Erhvervspartiet overtaget.

Medierne, som skal sikre sig flest mulige læsere, forstærker udviklingen. De vil gerne skrive, hvad folk godt vil læse, og konkurrerer ligesom partierne om en midtergruppe af befolkningen.

Videnskabelig jargon

Modellen er i Kjøllers bog på forskellig måde udbygget og nuanceret. Men alligevel efterlader bogen et indtryk af, at forfatteren har gjort nogle simple iagttagelser, som han med flittig brug af videnskabelig jargon har fået til at fremstå som indviklede teoretiske lovmæssigheder.

Forfatteren bygger sin model på den enkle grundsætning, at alle individer og institutioner søger at opretholde sig selv. Givet velfærdsdemokratiets struktur, skulle modellen så afspejle virkeligheden. Men det er for enkelt. Ligesom et spil Matador nok kan give anelse om nogle af de mekanismer, der fungerer i en markedsøkonomi, kan Kjøllers model tydeliggøre træk i velfærds-demokratiet. Men dækkende beskrivelser er der ikke tale om.

Erik Meier Carlsen

Anmeldelse i Politiken, d. 25/2 91

Model over den politiske debat

Forestil Dem et demokratisk velfærdssamfund med fem politiske partier: To større: Socialpartiet og Erhvervspartiet, og tre mindre: Hverken-Eller-partiet, Det ekstreme Socialparti og Det ekstreme Erhvervsparti. Der er også nogle aviser: Hard Facts News og Friheds-Tidende der primært fungerer som talerør for Erhvervspartiet, Ligheds-Tidende med sympatier for Socialpartiet, Midt-Posten med traditionelle forbindelser til Hverken-Eller-partiet, Systemkritikeren og populærmediet Simpelt Hen sammen med det parlamentarisk styrede TV-monopol Fælleskanalen. For alle gælder at de konkurrerer indbyrdes om vælgere og læsere, og alle søger at udbygge deres indflydelse eller i det mindste at bevare sig selv.

Det er modellen som den politiske debat foregår indenfor - i en noget forenklet udgave skal jeg skynde mig at sige, for der er gjort en hel del ud af at beskrive hvilken status modellen har, og hvilket videnskabeligt grundlag den bygger på. Det er ganske spændende at se den blive til, men fungerer den? Ja, det gør den i den forstand at den giver et fugleperspektiv af den indenrigspolitiske debat i fx Danmark. Mediefolk, politikere og politiske iagttagere vil nok savne nogle nuancer, og det er en pris der skal betales ved enhver modelvirksomhed, men bogen er et interessant og provokerende bud på hvad det er for nogle helt grundlæggende bevægelser der foregår i den indenrigspolitiske debat. Interessant fordi den prøver at finde det generelle og det karakteristiske ved debattens form og forløb, og provokerende fordi den ved at opstille modellen indirekte forudsiger hvordan debatten vil forme sig fremover på bestemte betingelser.

På den anden side er bogens meget abstrakte form også dens svaghed. Man mangler meget at de teoretiske formuleringer bliver konfronteret med nogle konkrete politiske sager. Bare et par grundigt gennemanalyserede eksempler ville have forøget bogens umiddelbare brugsværdi betragteligt, og ville også have gjort diskussionen af modellens styrke og begrænsninger langt mere nærværende. Forfatteren har bevidst valgt sit abstrakte ståsted, men set fra et brugssynspunkt burde han have vovet det ene øje med et eksempel eller to.

Politisk argumentation er ingen letlæsningsbog, men for mediefolk og politiske iagttagere - for ikke at tale om de politikere der også gerne vil forstå hvad det er de gør, når de indgår i en politisk debat - ja så er bogen bestemt anstrengelserne værd.

Ib Poulsen

Anmeldelse i Berlingske Tidende, d. 22/1 91

Hvad partierne burde sige

Klaus Kjøllers bog er det rene tankespind. Det er fuldt bevidst, for forfatteren vil lave en teori, hvorfra man logisk kan udlede, hvad partierne og medierne skal gøre, hvis de vil deres eget bedste.

Et sådant forehavende kræver en præmis for, hvad partierne i det hele taget er ude på. Her er forfatteren klar. Han antager, at alle er ude på en eneste ting, nemlig det der kaldes selvbevaring. Man vil gøre det, der betaler sig. Kjøller peger på, at dette svarer til grundantagelserne i faget økonomi.

Hvad der betaler sig i en situation, vil imidlertid være katastrofalt i andre. Situation må derfor præciseres. Med fiktive navne beskriver bogen et partisystem, der meget ligner det danske. Og der beskrives en verden, der ligner den københavnske. Det er Danmark, det gælder.

I store træk er fremgangsmåden i orden. Sådanne teorier siger ikke nødvendigvis, hvad partierne og medierne faktisk gør. Alle kan handle mod egne interesser, som vi sidst så i valget. Til gengæld skulle analysen give et billede af, hvad der logisk måtte være partiernes og medierens interesse. Denne type teorier er da også gammelkendte i politologien.

Men der er en del problemer i bogen. Det er en urealistisk præmis, at f.eks. partierne kun har ét mål, nemlig "selvbevaring". Forfattere, der har lavet tilsvarende teorier, har også gjort gennemførelsen af partiets program til et selvstændigt mål. De peger også på, at der er flere arenaer, hvor man kan vinde eller tabe. Graver man grøfter, kan det give stemmer, men koste indflydelse efter valget. Det var Fremskridtspartiets problem. Der er flere mål i politik og det er netop et af problemerne, at man skal have dem til at gå op. Indbygger man det, får man mere komplicerede teorier. Men de er til gengæld mere realistiske.

Endelig er præmisserne ikke i orden for alle konklusionerne. Dropper man de fiktive navne, er det et vigtigt punkt i bogen, at Socialdemokratiet logisk har en interesse i at pege på behovet for en række sociale ordninger, mens de borgerlige partier modsat må pege på, at det er der ikke råd til. Det kan der være noget om.

Men Klaus Kjøller går videre og siger, at borgerlige partier derfor vil beskrive økonomien mørkt. Her er det svært at se, at Poul Schlüter, logisk set, skulle have en interesse i at proklamere, at det går ufatteligt dårligt. Påstanden kommer før diskussionen af, hvad det betyder at have regeringsmagten. Klaus Kjøller mener også, at borgerlige aviser må male situationen mørkt. Her må det være en ekstra præmis, at aviserne er partiaviser uden en selvstændig vurdering.

Helt sikker er bogen ikke. Og det kan diskuteres, om den fører videre end de tilsvarende analyser, der især i Sverige er lavet af systemer, der ligner det danske meget. Men som forsøg er bogen rimelig.

Hans Jørgen Nielsen

Anmeldelse i JyllandsPosten, 14/3 91

Bevar mig vel!

Taburetklæberi er ikke et træk, der er karakteristisk for enkelte politikere i en kortere eller længere periode af deres politiske liv. Det er simpelthen, hvaad alle politikere lider af hele tiden.

I hvert fald hvis man skal tro hovedteorien i Klaus Kjøllers videnskabelige afhandling om politisk argumentation. Teorien gælder nu ikke alene for politikere, men faktisk for alle mennesker og deres tilhørsforhold til en stilling eller en gruppe. Så hedder fænomenet blot ikke længere taburetklæberi, men benævnes med et bedre begreb: Selvbevaringshensyn.

Selvbevaring er det grundlæggende motiv for al menneskelig handlen, og da politikerne også er en slags mennesker, vil de naturligvis handle ud fra det samme grundmotiv som alle andre.

Deres problem er, at de skal få det til at se ud, som om de handler i hele samfundets interesse, og det er afstanden mellem deres egentlige motiv og det påtagne, der giver ekkoet af hulhed bag mange af deres sætninger.

Det er nødvendigt at skjule, at det grundlæggende formål med den politiske argumentation er ens egen politiske overlevelse, skriver Klaus Kjøller. Han erkender, at påstanden om selvbevaringens betydning for politikerne kan virke både moralsk frastødende og groft urealistisk, men han fastholder den som en central del af den teori, han har opstillet om, hvordan den politiske argumentation foregår i et velfærdsdemokrati.

Kjøllers bog er opbygget efter en meget kendt model, nemlig den lidt ubehjælpsomme danske stil, der begynder: Først var der Adam og Eva, men nu lever vi i nutiden og har det helt anderledes. I de første firs sider befinder vi os i modellens urtid. Derefter tages det store spring frem til velfærds-demokratiets periode, og her anvendes urtidsmodellen så på nutidige fænomener.

Den videnskabelige model er hentet fra det humanistiske område. Den hedder aktantmodellen og blev for omkring tyve år siden anvendt til forskning i folkeeventyr. Nu anvendes den så til forskning i politikernes folkelige fremtræden.

Men ellers er der ikke meget folkeligt ved bogen. Den er et typisk universitetsarbejde, skrevet af selvbevaringshensyn. Den skal sikre forfatteren en placering i det interne meriterings-ræs.

I stedet for at have taget bogen i kommission, skulle Borgens Forlag hellere have bedt forfatteren skrive en forkortet og almen forståelig version. Emnet er jo hverken uinteressant eller uvigtigt.

Victor Rasmussen

I klummen "På egne vegne", JyllandsPosten, d. 27/2 91:

Cand.mag. Klaus Kjøller har på Borgens Forlag udsendt en bog om "Politisk argumentation". Det er en lærd sag, som forfatteren imidlertid har forsynet med et uhøjtideligt forord, hvori der (citeret med forfatterens tegnsætning [Nej!]) bl.a. står:

"Jeg takker ikke min familie, fordi den bar over med mig, mens jeg arbejdede på denne bog. Det er aldrig lykkedes mig at få min kone og mine børn til at betragte mit arbejde som noget, der berettiger selv de mest beskedne ofre fra deres side. På en måde har de ret: arbejdet bærer lønnen i sig selv. Men jeg takker dem nu alligevel for at være den nødvendige ursump af meninger og følelser, jeg dagligt kunne forsvinde ned i - for styrket at tage fat næste formiddag".

Tænk at blive takket for at være en ursump!!

pb.

Ritzaus Bureau, jan 91

Argumentation

Politikernes argumentation dækker over deres "selvbevaring"

Kernen i den politiske argumentation er hverken ideologi eller folkeoplysning, men selvbevaring. Politikeren eller partiet ønsker at fortsætte som politiker eller parti og tilrettelægger sin argumentation med dette formål for øje. Og det betyder ironisk nok, at netop det 'selviske' mål skal skjules.

For vælgerne vil ikke stemme på nogen, der optræder, som om de kun har sig selv og deres egen politiske fremtid i tankerne. Derfor skal politikeren eller partiet over for offentligheden fremstå med hensigter, der er idealistisk farvet. Det er nødvendigt at skjule, at det grundlæggende mål med den politiske argumentation er ens egen politiske overlevelse.

Det hævder sprogforskeren, lektor ved Københavns Universitet Klaus Kjøller i bogen "Politisk Argumentation" som han udsender tirsdag på Borgens Forlag.

Påstanden om selvbevaringens betydning for politikerne kan virke både moralsk frastødende og groft urealistisk, skriver han. Men han fastholder påstanden som en central del af en teori, han har opstillet, om, hvordan den offentlige politiske argumentation fungerer i et samfund som vort.

Denne teori redegør han for i bogen. Teorien kombinerer forskningsresultater om politik, medier, økonomi, sprog og argumentation til - som det hedder - "et samlet billede af den offentlige politiske debat i et velfærdsdemokrati".

Der er således tale om et videnskabeligt arbejde, og Klaus Kjøller mener, at det har bud såvel til humanistiske tekstforskere som til samfundsvidenskabelige indholdsanalytikere og politologer. Lærde udtryk som nomotetisk, ideografisk, metaargumentation, objektargumentation og argumentatorisk equilibrium optræder ustandselig, og ved hjælp af dem forsøger forfatteren at beskrive den virkelighed, som politisk argumentation både er et udtryk for og en skaber af.

Nogle iagttagelser som Klaus Kjøller har gjort, formulerer han dog næsten i slagordsform.

Den offentlige konkurrence mellem de borgerlige partier og Socialdemokratiet består i at finde brugbare pressehistorier. Den ideologiske debat er uden stemmemæssig betydning.

En forværring af økonomien medfører en mere positiv mediedækning af de borgerlige partier og en mindre positiv af Socialdemokratiet. Det omvendte sker ved en forbedring af økonomien.

Et skift i tendensen i et mediums politiske reportager ledsages af et skift i den modsatte retning i mediets lederkommentarer.

Ovenstående telegram fra Ritzau bragtes stort set uændret i

1) Skive Folkeblad, d. 22/1 91, med overskriften: Barsk analyse af politisk debat - båret af egoisme

2) Dagbladet Holstebro-Struer-Herning, d. 24/1 91, med overskriften: Politikerne søger at dække over dem selv

3) og blev brugt som grundlag for den næste anmeldelse:

Anmeldelse i Lolland-Falsters Folketidende, 31/1 91

Hensigter, mål og midler

Kernen i den politiske argumentation er hverken ideologi eller folkeoplysning, men selvbevaring. Politikeren eller partiet ønsker at fortsætte som politiker eller parti og indretter derfor argumentationen med dette formål for øje. Hvilket betyder, at opgaven er at skjule det selviske formål. Politikeren eller partiet skal over for offentligheden fremstå med hensigter, der er farvet af idealisme. Derfor er det nødvendigt at skjule, at formålet med den politiske argumentation er ens egen politiske overlevelse.

Dette er en del af budskabet i "Politisk argumentation", skrevet af sprogforsker og lektor ved Københavns Universitet Klaus Kjøller. Han forsvarer på videnskabelig basis sin teori over mange sider og med brug af mange lærde ord som nomotetisk, idiografisk, metaargumentation, objektargumentation og argumentatorisk equilibrium.

Bogen er et videnskabeligt arbejde med mange citater, menge henvisninger og mange påstande, og i kraft af, at den er et videnskabeligt arbejde, er den meget svær at trænge ind i for almindelige mennesker - herunder også politikere og journalister.

Blandt påstandene er, at den offentlige konkurrence mellem de borgerlige partier og Socialdemokratiet består i at finde brugbare pressehistorier, fordi den ideologiske debat ikke har stemmemæssig betydning.

Hvilket lyder temmelig uvidenskabeligt.

Nordjysk Stiftstidende Søndag, d. 27/1 91

At forske i medier

I gamle dage hed de pressehistorikere, nu hedder de medieforskere. I gamle dage skrev de om pressen, så almindelige mennesker, herunder pressens egne folk, kunne læse det. I dag skriver de formentlig mest for hinanden, udenforstående kan i hvert fald ikke begribe deres fagsprog. Det gælder også Klaus Møllers [sic!] bog, der bringer nogle teoretiske betragtninger om forholdet mellem partier og presse i det lille danske nutidssamfund.

Hans iagttagelser er ikke uinteressante - somme tider er de ligefrem vittige - og meget i hans teorier bekræftes af simpel erfaring. Men ubegribeligt er det alligevel for andre end de øvrige Erasmus Montanus'er i den lærde verden. Tag f.eks. dette punktum: "Når man skal opstille en model, hvori agenternes interaktion i høj grad består i at begrunde deres handlinger overfor hinanden, er der en stor fare for at komme til at sammenblande disse begrundelser (på objektniveauet) med de begrundelser som modelbyggeren (på det videnskabelige niveau) giver af modelagenternes handlinger, herunder de verbale." Med andre ord: skæg for sig og snot for sig. Hvorfor skal det siges så indviklet?

Medieforskning er én måde at skrive om pressen på. Man kan også vælge den modsatte måde: at skrive i festskriftets form. Det er hvad Thisted Dagblads redaktør indtil 1985, Chr. P. Fogtmann, har gjort i denne særdeles aktuelle bog om De Bergske Blade. [...]

Erling Brøndum

Anmeldelse i Aftenposten 6/3 91 (Norge)

Gjør dårlige tider bedre

1984-85 står i eftertid som årene da norsk økonomi gikk av sporet i ustyrlig overmot. Men høsten 1985 var den borgerlige regjering en hårsbredd fra å tape stortingsvalget fordi den angivelig sto for hardt på bremsene. Og lærde statsvitere skrev lange artikler om at mens venstresiden ikke visste hvordan man skapte velstand, så visste ikke hoyresiden hvordan man fordelte den. Det som nå trengtes, var en regjering med evne til å bruka, ikke spare penger.

Regjeringen Willochs nesten-ulykke stred mot en af politikkens grunnlover, som er at sittende regjeringer får fremgang når folk får mer penger mellom hendene. Og det gjorde de i 1985. Men det finnes andre lover som virker i motsatt retning. Den mest velkjente av dem går ut på at det er tungt å ha regjeringsansvar. I "Politisk Argumentation" har den danske samfunnsforskeren Klaus Kjøller regnet ut hvor tungt: Analyse af 175 valg i 28 land skal ha vist at regjeringsansvar i gjennomsnit reduserer oppslutningen om de deltagende partier med 1,65 point.

Men mer sentralt hos Kjøller står tesen om at gode tider er bra for venstresiden, dårlige tider for høyresiden. "Socialpartiet" gjør det best når partiet kan drive fordelingspolitikk, mens "Næringspartiet" [Erhvervspartiet] har størst troverdighet når det kan forklare hva som må til for å få en havarert økonomi i gang igjen. Samtidig er pressen bygget opp på en måte som forsterker disse reaksjonene i forholdet mellom parti og velgere.

Dette studiet af vekselvirkningen mellom partier og mediene er det mest interessante trekk ved "Politisk Argumentation". Men det er tung lesning, slik det ofte bliver når en komplisert og mangfoldig virkelighed skal skjematiseres og abstraheres, og likevel bevare en viss likhet med verden der ute.

Bortenfor problemet med å forenkle (og dermed banalisere) eller å komplisere (og dermed gjøre ubrukelig) en politisk modell, kommer en annen vanskelighet: Den består i at politiske verdibegreper simpelthen forandrer seg hele tiden. Og noen går fra pluss til minus og tilbake igjen.

Det politiske liv er en ganske kaotisk maurtue og bør ikke studeres på for lang avstand. En historiker som var rådgiver for president Kennedy, ble efterpå spurt om sin viktigste erfaring. Han svarte at det hadde vært å se hvordan alle vigtigere vedtak ble truffet i en hvirvel af forvirring.

Kjell Hanssen

Køb e-bogen på SAXO.com

ALLE BØGER

FORFATTER- OG BOG-KOMMENTARER

Systematisk oversigt over alle bøger

BEDST SÆLGENDE BØGER TOTALT

MEST POPULÆRE BØGER PÅ SAXO.com

Senest opdateret 15-10-2020 12:30		Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk