Bagside
Den frækkeste og mest nødvendige lærebog i vores
generation. Men samtidig bogen som ingen vil udlevere til eleverne. Så
farlig at ingen tør undervise i den.
Alle hader eksamen. Den gør os nervøse og skræmte. Den
tager vores værdighed fra os og giver os en karakter i stedet.
I denne bog afsløres eksamen. Bogen går direkte til
sagen og lærer dig hvordan du bedst får det resultat du selv synes du
fortjener.
Gør eksamen retfærdig, gør din forberedelse
professionel: Læs denne bog, følg dens råd — og din fremtid er godt
begyndt.
Undgå at ærgre dig over at du ikke læste den før det var
for sent: Læs den nu!
Udkommet i 4 oplag. Trykt i 11.000 eksemplarer.
Hvis
du ikke kan få fat på bogen, eller ikke har tid til eller gider at læse
den, så er her de vigtigste akutte råd.
Lektørudtalelse
fra Indbindingscentralen (93/15) 2 024 843 2
Kjøller, Klaus: Snyd ikke dig selv ved eksamen. -
Borgen. - 104 sider. - 37.138
Sprogrevseren Klaus
Kjøllers seneste bog handler om, hvordan man får
den karakter til eksamen, man selv synes man fortjener. Kjøller
inddeler lærere i 4 kategorier. Mini Total, Max Total, Mini Fag og Max
Fag. Vi genkender dem sikkert alle, og hver lærertype skal naturligvis
tackles forskelligt. Bogen giver imidlertid ikke kun gode råd om
eksamen. Også studieårenes dagligdag har Kjøller gode bud på. Bogen er
- trods en letbenet, provokerende og til tider letkøbt stil - ganske
fyldt med gode råd. Indimellem ta'r provokationerne imidlertid
overhånd, når Kjøller f.eks. råder en elev med en velformet røv til at
lade denne legemsdel deltage aktivt i manipulationen af læreren og
censoren. Bogen er hurtigt læst, men jeg savner et afsnit om mental
forberedelse. Bo Jarls Eksamensbogen er mere
omfattende og mere seriøs. Men i det store og hele er Kjøllers bog slet
ikke ueffen, når tiden er knap. Den indeholder da også små afsnit med
'akut' hjælp til de elever, der ikke har tid til at læse hele bogen.
Målgruppen er primært folkeskolens ældste klasser samt gymnasiet/HF
m.m. Men folk på højere uddannelser kan såmænd også hente et par
nyttige fif.
Niels
Pinholt
Lektørudtalelse
fra Indbindingscentralen (93/15) 2 024 843 2
Kjøller, Klaus: Snyd ikke dig selv ved eksamen. -
Borgen. - 104 sider. - 37.138
I skrivende stund er der ca. 1 måned til, at eksamen
begynder. Vejen fra døren til bordet er uendelig. Det omhyggeligt
indstuderede smil ender i en sygelig grimasse - og maven begynder at
snakke… o.s.v. o.s.v. Det store iscenesatte spil begynder, og der burde
være en tæt forbindelse mellem dagligdagens undervisning og eksamen.
Det er 'rent gas', siger forfatteren, og så går det ellers løs på de
næste 98 sider. Spændende, provokerende, charmerende - og rigtigt ramt,
- for: "Eksamen er dit ophørsudsalg. Alt skal væk… og det har du ikke
lært. Så: Find ud af, hvordan din lærer vil have det (her er en herlig
gennemgang af lærertyper), klæd dig rigtigt og sælg 'varen' (dig selv
og det faglige) rigtigt, for i vurderingen indgår hele din person".
O.m.m. Her er hjælp at hente på alle fronter, og det er ikke billig
pop. Der er givetvis elever, der vil spæne ned for at låne den på
skolebiblioteket. Men den er helt sikkert ikke hjemme. Den stryger fra
hånd til hånd på lærerværelset og udløser vrede, begejstring, glæde,
hovedrysten og smil. Her er stof til flere pædagogiske lørdage med
overskriften: Nye prøveformer. Ellers må denne bog indgå som
obligatorisk læsning.
Flemming
Dehn (S)
Anmeldelse i Folkeskolen
1993, nr. 19:
Læs den før dine elever
Eksamen har ikke noget at gøre med, hvor intelligent
man er, men hvor intelligent læreren tror man er
Af
Ole Jakobsen
Da man var elev i folkeskolen, havde man det på
fornemmelsen. I gymnasiet og på seminariet vidste man det godt, men man
talte alligevel ikke så højt om det. Som lærer i folkeskolen ved man
det også, men man går meget stille med dørene om det, - og gør ikke
noget ved det.
Denne bog der præsenterer sig som "den frækkeste og mest
nødvendige bog i vor generation", taler særdeles åbent, direkte og
kontroversielt om det, - og gør således noget ved det.
"Alle hader eksamen. Den gør os nervøse og skræmte. Den
tager vores værdighed fra os, og giver os en karakter i stedet."
"Jo mere realistisk du opfatter eksamen, jo bedre kan du
udnytte situationen til din egen fordel. Og det er i sin enkelthed det,
det drejer sig om". "Målet er med mindst mulig forberedelse at nå det
bedst mulige resultat med størst mulig sikkerhed".
"I folkeskolen er der meget tys-tys omkring læreren som
magtudøver. Det skyldes, at skolen hylder lighedsprincippet. Jo mere
læreren fremstår som menneske blandt andre mennesker (eleverne), jo
bedre. Men lad dig ikke narre af det. Læreren er
magthtver. Derfor er det i din interesse at have et godt forhold til
hende".
Kontant, ætsende og rammende beskrives lærertyperne vi
alle kender, og som vi har erfaringer med og som vi selv er!
Med talrige eksempler og i detaljer gives konkrete
anvisninger på, hvordan man omgås disse typer og dermed selv får det
optimale ud af det.
Hvordan skal man gøre, og hvad skal man være opmærksom
på i undervisningen, og hvordan skal man konkret føre sig frem i
eksamenssituationerne.
"Ved at rende rundt og tro, du er en fiasko inviterer du
dine omgivelser, specielt lærerne, til at gøre dig til en fiasko.
Udtryk energi og optimisme med din ansigtsmimik og gang. Søg
øjenkontakt, nik og smil til din lærer når du kommer ind, og hurtigt
derefter samme behandling til censor.
Stil kun undtagelsesvis spørgsmål til lærer og censor.
Ellers virker det som om du overta'r lærerrollen og reducerer dem til
elever".
Bogen er en sand guldgrube af provokerende iagttagelser,
rammende beskrivelser, og humoristiske sider af alt det vi godt ved
betyder noget, når vi skal bedømmes eller bedømmer andre.
Herved bliver bogen altså absolut meget relevant læsning
for lærerne - og i særdeleshed for eleverne, der skal til eksamen eller
til jobsamtale.
Jeg vil anbefale, at man læser den før
sine elever!
God fornøjelse!
Kommentar i Folkeskolen
1993, nr. 13:
Man lever ikke af kærlighed alene
Skolens undervisning i mundtlig og skriftlig
fremstilling er alt for lammefrom
Af
Klaus
Kjøller
Hvorfor kan vi ikke bare elske hinanden? Hvorfor kan
løven ikke græsse side om side med lammet? Hvorfor kurtiserer kristne
serbiske soldater ikke muslimske bosniske kvinder i stedet for at
voldtage dem? Og hvorfor ser Martin Rømer så bister ud når han udtaler
sig om overenskomstforhandlingerne?
Det er jo dejligt at elske! Det bærer belønningen i sig
selv at mærke sin kærlighed blive modtaget og gengældt. Det giver
varme, styrke og mod til at udforske verden og sig selv.
Derimod er det ødelæggende at hade. Selv den største
fornøjelse ved at tildele sin flende et vellykket slag opvejer aldrig
helt væmmelsen ved de midler man har måttet bruge. De sider af sig selv
man har måttet finde frem.
Problemet med kærlighed er at man ikke kan leve af den
alene. Løven elsker lammet af hele sit hjerte. Men løver spiser jo kun
græs hvis de skal brække sig. Ellers æder de kød - og lam er ikke at
foragte. Jo mere trygt og - ja: kærligt lammene
græsser, jo lettere er de at æde. Vi græder alle fordi det er sådan.
Men det ændrer jo ikke virkeligheden.
Skolens undervisning i mundtlig og skriftlig
fremstilling er alt for lammefrom. Det er udmærket at eleverne lærer at
udtrykke hvad de mener. Men det er mindst lige så vigtigt at lære dem
hvornår de skal holde kæft med det. Og hvordan det samme kan udtrykkes
på forskellige måder som er mere eller mindre hensigtsmæssige.
Det har eleverne fx brug for til eksamen. Eller til
jobsamtale. Eller hvis de skal have opbakning i idrætsklubben til at
der kun må sælges røde pølser uden farve i klubhuset. Det har de også
brug for hvis de skal forstå en Tamil-sag i stedet for at flippe ud i
selvgod forargelse.
Lærere bryder sig ikke om at undervise i den slags fordi
det smager for meget af løgn og latin, fup og fiduser. Det menneskesyn
som ligger bag, strider mod al god degne-moral. Man underviser måske i
reklamer, og man gør det typisk med den bagtanke at gøre eleverne mere
modstandsdygtige over for reklamens magt. Måske inddrager man også
politiske kampagner. Igen typisk for at afsløre kneb og manipulationer.
Efter at være forenet med eleverne i et fælles afsky-gys over de gustne
overlæg i den slags kræmmertekster, vender man tilbage til
klasseværelset og hengiver sig atter til en af skolens kæreste sysler:
Eleverne meddeler sig helt åbent og ærligt til deres lærer. Det kan
være om noget litteratur man læser eller om noget man har oplevet eller
bare en mening man har. Det er også helt fint, men bare ikke nok.
Skolens bærende trosbekendelse er at sproget bruges til
at beskrive virkeligheden med. Men i verden
udenfor bruges sproget af politikere, ledere og virksomheder til at skabe
en hensigtsmæssig virkelighed med. I verden uden for
skolen er det at sidde inde med sandheden langtfra tilstrækkeligt - og
slet ikke altid nødvendigt. Jo lettere man har til skinger forargelse
over dette, jo mere hygiejnisk placerer man sig som moralsk tør
tilskuer i det demokratiske spil om magt og penge: Man overlader det
til andre at gøre det nødvendige. Selv er man bare helt tør, hele
dagen, hele livet.
Også skolen skaber sin egen virkelighed. En folkeskole
er en stabil, offentlig organisation. Elever lærer at møde til tiden,
indordne sig i en gruppe, gøre hvad man får besked på. Og så lærer de
at leve efter et skema. Hele det menneskemylder som en skole består af,
styres gennem en gigantisk mødekalender: skoleskemaet. Og den faglige
indlæring er styret langt ned i detaljer gennem læseplaner og
vejledninger.
Denne imponerende, officielle orden og systematik må
naturligvis forudsatte at der findes en entydig, officiel virkelighed
som man bygger det hele på. Og læreren er dens repræsentant i
klasseværelset.
Samtidig ved enhver elev og lærer jo godt hvor vigtigt
det er at holde tand for tunge, at belægge sine ord og at gøre et
fordelagtigt indtryk. Det er simpelt hen en overlevelsesbetingelse ikke
mindst i en skole. Og ikke mindst ved eksamen.
Min bog "Snyd ikke dig selv ved eksamen" har ikke så
meget vakt interesse fordi den rummer noget nyt. Det nye er at den
formulerer en hel del af det nødvendige, demokratiske skolepensum som
ikke står i nogen læseplaner. Og den tager elevernes parti under
sloganet: humor, kærlighed og retfærdighed.
Leder i dagbladet Information,
d. 18/3 93
Manipulationer
MAN KENDER situationen til bevidstløshed: Det umulige
barn, der ikke vil være med til noget som helst. Valget står mellem at
slå i bordet og sige »du skal«, fordi man faktisk mener det alvorligt,
eller med list at overtale barnet til at gøre det, man ønsker, på en
måde så hun tror, det sker af egen fri vilje. Den ene eller den anden
model udspringer som regel af overskuddet i den givne situation.
Og selv om alle på forhånd også kender det svar, er det
på mange arbejdspladser stadig aktuelt at spørge, hvordan det bedst
mulige resultat nås: At arbejdsgiveren bruger sin magtfulde position
til at få sin vilje trumfet igennem over for medarbejderne
med den skjulte dagsorden, at der står 325.000 snart 350.000 ledige
lige uden for porten, eller at han forfølger sit mål ved - med
udgangspunkt i, at han har landets bedste potentiale - at begejstre og
besnære kollegerne til at arbejder med på det
fælles projekt at nå højere tinder?
Eller hvad med læreren, der ved, at det er af afgørende
betydning, at eleven i 4. klasse når et bestemt pensum i matematik og
alle de gængse pædagogiske kneb er brugt op - skal hun give op, true
med bål og brand eller belønne eleven med en pose lakridser til
uddeling i klassen, når det ønskede resultat er nået?
For slet ikke at tale om den unge kvindelige gymnasiast
eller studerende, der går op til en afgørende eksamen. Skal hun
udelukkende lade resultatet bero på sine faglige kunnen, eller iføre
sig de stramme jeans for lige antyde, at hun forresten også har en flot
røv med henblik på at opnå et karakterpoint mere end studiekammeraten,
der fra naturens side ikke er skabt med samme fortrin eller rettere
bagdel?
Endelig er der også en nu forhenværende statsminister,
der i mange år havde bragende succes med at bilde befolkningen ind, at
det gik ufatteligt godt. Og så gik det faktisk rigtig skidt.
Magtudøvelse. Manipulation. Retorik.
I KRIG, KÆRLIGHED og politik er som bekendt ialle kneb
tilladt. Og skal man tro universitetslektoren og debattøren, Klaus Kjøller,
så gælder det om som borger i et demokratisk samfund at blive lige så
god udi retorikkens - læs forførelsens - kunst som de magthavere -
læreren, arbejdsgiveren, politikeren - almindelige folk dagligt
konfronteres med. Og den indlæring, mener han, bør grundlægges fra
barnealderen.
Og tag endelig ikke fejl af, at der er tale om
magtforhold, også selv om de skjuler sig under et dække af lighed og
frihed i forholdet til læreren, skriver Kjøller i sin bog til elever og
studerende "Snyd ikke dig selv ved eksamen", som udkommer den 24. marts
på forlaget Borgen og blev omtalt i Information
onsdag.
I bogen giver Kjøller en lang række praktiske
anvisninger på, hvordan eleven og den studerende fra folkeskolen til
universitetet - kan arbejde sig frem mod at opnå et bedre
eksamensresultat. Og her spiller psykologi og retorik en væsentlig
rolle. Fejlen er ifølge Kjøller, at skolen ikke lærer eleverne om sig
selv som en organisation'med indbyggede magtrelationer. Eksamen er f.
eks. den særlige situation, som organisationen bruger til på billigste
vis at stemple eleverne, en særlige sitation, som stiller specielle
krav til eleverne; krav, som skolen ikke underviser i, fordi den den
vil have alle til at tro på, at eksamen og undervisning er et. Men
skolen svigter eleverne ved ikke at give dem redskaberne til at klare
den særlige situation, mener Kjøller. Et af redskaberne er med charme
og selvtillid at kunne fremføre sine synspunkter og overbevise en
forsamling om, at man har retten på sin side.
PÅ SPØRGSMÅLET om, hvorvidt det er ønskeligt, at vores
børn udvikles til magt- og manipulationsmennesker, svarer Kjøller i
gårsdagens interview: »Det er noget med at underkaste sig de
betingelser, vi nu en gang lever under. Man kan godt gå rundt og elske
sine medmennesker, men så må man også betale prisen: at man bliver
kostet rundt, og at der ikke er nogen, der regner med en«.
Og er det ikke netop sagens kerne i dagens virkelighed:
At der kun regnes med dem, der på den ene eller anden måde defineres i
en magtposition i forhold til andre. Læreren over for den studerende,
arbejdsgiveren over for lønmodtageren, arbejderen over for den ledige,
der til gengæld står over for kontanthjælpsmodtageren o.s.v. o.s.v. i
et samfund, som eksempelvis heller ikke længere kan finde ud af at
bruge den visdom og menneskelige ressource, der er repræsenteret hos
gamle mennesker.
Det har i hvert fald ikke noget med den oprindelige
demokratiske ide at gøre og er heller ikke det, flertallet af
befolkningen ønsker den lighedsbaserede folkeskole skal oplære børnene
til, men på den anden side er det vel i alles interesse, at skolen
udstyrer børn og unge med de bedst mulige teknikker til at kunne klare
sig i systemet. Ikke gennem magtudøvelse og ikke gennem manipulation
med andre mennesker. Men netop ved at opnå tilstrækkelig selvsikkerhed
og forståelse, der som påpeget af Kjøller gør dem i stand til at kunne forsvare
sig mod magten.
Den sande retorik forudsætter, at begge parter er
indforståede med, at argumenter fremføres med henblik på at forføre den
anden til at tro på det samme som man selv gør. Hvis ikke den anden
part har den forståelse, er der tale om grov manipulation og
magtmisbrug. Derfor er det en ganske nyttig bog Kjøller har skrevet til
dagens børn og unge.
liw
Anmeldelse i
Weekendavisen, d. 26. Marts 93:
Eksamen: Livet som en jobsamtale. Universitetslektor
anbefaler tricks frem for viden
Snyd dig selv
Titlen på den lille pamflet er skåret over samme læst
som Snyd ikke Dem selv i skat. De midsterste ord
står med småt på omslaget, så det ser ud som om der står: Snyd ved
eksamen. Og det er også det den handler om. Imidlertid snyder de
stræbsomme, men dumme unge mennesker, der tror de kan bruge denne bog
til noget fornuftigt, sig selv grundigt. For det første påduttes de et
verdens- og menneskesyn, der er pauvert og kynisk, for det andet bliver
den eksamen, der burde afmystificeres, gjort til noget absolut og
skæbnesvangert. Det er den muligvis også i disse umenneskelige
gennemsnitstider. Men eksamen er en social overenskomst, som bringer
den opvoksende generation i umiddelbar - og nogle gange traumatisk -
kontakt med voksenlivets krav. (Eksamen er ingenting mod de prøvelser,
man kommer ud for senere i livet, og den er langt mere retfærdig). Man
gør eksaminanderne en bjørnetjeneste ved blot at bilde dem ind at
eksamen er en forsmag på jobsamtalen, og at det gælder om at narre
fjenden og intet andet. En af de mest forargelige ting ved dette stykke
spekulation er, at det på intet tidspunkt antydes, at viden har nogen
værdi i det individuelle liv. Det fængslende forhold, med både
hengivenhed, dominans, angst og opofrelse der er i det oprindelige,
klassiske lærer-elevforhold, ignoreres. Det kan ellers være en af de
smukkeste mellemmenneskelige relationer. Og i disse tider, hvor information
er blevet en fetich og et magtsymbol, er det da næsten rørende, at der
stadig er et sted, hvor man får informationer gratis, nemlig i skolen.
Men nej, skolen kaldes en "organisation" og eleven er - gæt selv - et
"produkt", som skolen, undskyld organisationen kun
i de færreste tilfælde "konkurrerer på". "Skolens hierarki er meget
lavt. Næsten alle ansatte underviser". (s.16) Ja, pubad, når nu alle
ved, at det eneste rigtige er at uddanne humanister til at være
sprogkonsulenter for erhvervslivet. De i forvejen hårdt prøvede
skolelærere, som slet ikke har den status i samfundet, de burde have,
mistænkeliggøres på det groveste og inddeles i typer som Mini
Total (den ambitions- og energiforladte), Max Total
(den ambitiøse ildsjæl, kortlivet, selvfølgelig), Mini Fag
(den socialt fikserede, fagligt ansvarsløse) og Max Fag
(fagidioten). Denne ulejlighed har Klaus Kjøller
gjort sig med det altruistiske formål at gøre det "muligt for dig at
optræde på en måde så du opnår det du vil: et eksamensresultat af en
vis kvalitet." NB: ikke en uddannelse af en vis
kvalitet, som var kravet i de nu så forkætrede halvfjerdsere, da jeg
gik i skole.
Kære elever! Vær på vagt overfor "hjælpsomme" mennesker,
der vil lære jer at manipulere og forføre jer igennem tilværelsen. Det
begyndte med, at I ikke behøvede at lære at læse. Nu har jeg hørt, at
de "ansvarlige" inden for faget heller ikke mener, det kan betale sig
at lære jer historie. I glemmer jo det hele alligevel. I bliver nemme
ofre for manipulation. Man fristes næsten til at tro, der ligger en
ondsindet sammensværgelse bag fra "organisationen".
I et ukritisk interview i Information
er Klaus
Kjøller citeret for at sige: "Man kan godt gå
rundt og elske sine medmennesker, men så må man også betale prisen: at
man bliver kostet rundt, og at der i kke er nogen der regner med én."
(sic!) Jeg tror nu, der er flere, der regner med Jesus end med Klaus Kjøller. Men han
beriger dog menneskeheden med en anvisning i, hvordan og hvornår man -
uden at risikere at blive spurgt - kan sidde og markere over for
læreren uden at have noget at bidrage med. Det giver også gode
karakterer. Bwadr!
Bogen er velskrevet og uden sproglige fejl. Klaus Kjøller
er så heldig at have gået i skole dengang lærere ikke bare var nogle
idioter, der skulle narres, og før velmenende mennesker som han selv
afskaffede viden og indførte den evige jobsamtale.
Jeg håber ikke jeg er kommet til at give denne bog
negativ reklame. Den fortjener omgående glemsel.
Marie
Tetzlaff
Svar på anmeldelsen, d.
2/4 93:
Jesus eller Klaus Kjøller?
Marie Tetzlatt anmeldte lidenskabeligt min bog "Snyd
ikke dig selv ved eksamen" i Weekendavisen 26/3-1/4. Jeg burde næsten,
som bogens forfatter, harmdirrende forsvare mig mod de grove
misforståelser, som anmeldelsen bygger på. Ikke mindst for, at læserne
kunne få et mere realistisk indtryk af bogen. På den anden side:
Hvorfor skal alting være så tørt, trist og korrekt? Anmeldelsen har
givet mig og dem, jeg kender, som har læst bogen, så velsignede
humoristiske oplevelser, at det vil være helt malplaceret med et
pedantisk efterskrift. Tak for det. I øvrigt har flere, foranlediget af
anmeldelsen, erklæret, at de vælger mig frem for Jesus. Men jeg tror
dem nu ikke.
Klaus
Kjøller
Anmeldelse i Ekstra
Bladet, d. 9/5 93:
Eksamensvildleder
I morgen starter studentereksamen, og til den ende havde
båndværkstedet i søndags lavet et lille fremragende program 'Bordet
fanger-?' om eksamen, sådan som den foregik på Svendborg Gymnasium.
For med det samme at påtage mig alle mulige angreb for
nepotiske, korruption osv.: Jeg er selv ansat på Svendborg Gymnasium og
det var mine kolleger, der havde lavet det. Men det var ikke derfor,
det var godt.
Det var godt, fordi det gav et sandt billede af denne
prøve, som sikkert ude i befolkningen er omgærdet med frygt, mystik,
hysteri og er en sand guldgrube for alskens plattenslageri.
For at illustrere hvordan uvidenheden om eksamen kan
udnyttes, og hvor nyttigt båndværkstedsprogrammet var, er jeg nødt til
at omtale en og , som ellers ikke er omtale værd, nemlig Klaus Kjøllers 'Snyd - ikke
dig selv - ved eksamen'. Den er fuld af de fordomme, som blev
dementeret i programmet, men som Kjøller har en interesse i at holde
ved lige, sådan at han kan tjene penge på sin bog.
Klaus Kjøller har haft
svært ved at få udfyldt de små 100 sider. Det rigtige, der står, er
rene banaliteter, som enhver elev ved i forvejen, og det forkerte er
direkte til skade for eleven. Lad os dog bare tage et par eksempler.
Her må jeg lige indskyde, at jeg selv har undervist i den danske
gymnasieskole i 25 år, jeg har ved siddet ved det grønne bord, enten
som eksaminator eller som censor over hele landet, ca. 1000 gange. Jeg
ved hvad jeg taler om. Det må man håbe, Kjøller ikke gør, for ellers
taler han mod bedre vidende, og så er han en bedrager.
Jeg ser helt bort fra hans klodsede og firkantede måde
at dele lærertyperne op på, hans ubegavede sammenblanding af
intelligens og viden, hans management-indstilling til al undervisning,
og hans leflen for fordomme om skolen, som måske var aktuelle, da Hans
Scherfig forsømte sit forår. Alt dette er der ikke plads til her, og
det blev også glimrende dementeret i søndags.
Lad os i stedet kikke på side 13, hvor han hævder, at
skolen ikke underviser i eksamenssituationens særlige farer og
muligheder. Det er løgn, og det blev netop demonstreret i 'Bordet
fanger -?' Fagets lærer og studievejlederen fortalte om
eksamenssituationen, gav gode råd, taktiske fif, og anviste
klagemuligheder. Kjøller er på vildspor. Med vilje? For at sælge sin
bog?
Og så det morsomste og klassiske eksempel, som Kjøller
ikke undser sig for at grave frem: Den kvindelige eksaminands mulighed
for at højne sin karakter ved at vise sine ynder frem: 'Der er ikke
nogen som helst grund til at fx en kvindelig elev ikke skal bruge de
fordele, der ligger heri, over for en mandlig Max total (en
særlig Kjøllersk lærertype. Min bem.) skriver han. 'Hvis du
har en smuk røv og nogle flotte ben, så har du alle muligheder for at
vise det frem på din vej f ra døren til stolen.' Citat slut.
Dertil er for d et første at sige, at så skal den
kvindelige elev jo gå baglæns ind i eksamenslokalet, hvilket måske ikke
vil gøre et så godt indtryk, men lad os for det andet prøve at leve med
i Kjøllers absurde leg:
Vi forestiller os altså, at jeg er en liderlig gammel
lektor, en hypotese, selvfølgelig meget fjernt fra virkeligheden, men
altså lad os da bare antage, at jeg har stor fornøjelse af at se på
unge pigers baller, bryster, ben osv. Som censor ser jeg kun den unge
pige i ca. 25 minutter, nemlig den tid hun er til eksamen. Og vi er
aldrig alene. Vi kan altså aldrig indgå en kontrakt, som går ud på, at
hvis jeg får lov at se, føle, befamle de føromtalte bryster, baller
osv., så vil jeg give hende højere karakter. Tværtimod kunne en gammel,
liderlig lektor i sin frustration måske blive fanget af den tanke, at
en eksaminand, som i den grad udstiller sine ynder, ikke har andet at
byde på. Og altså give hende lavere karakter end hun er berettiget til.
Kjøllers råd til eksaminanderne er i bedste fald
ubrugeligt, i værste fald direkte skadeligt.
Fordi der stadig findes typer som Kjøller, var
programmet i søndags, som viste eksamen som en seriøs og ansvarsbevidst
prøve på kundskaber og forståelse, så umådelig nyttigt i sit
succesfulde forsøg på at afdramatisere og afmystificere. Det punkterede
fordommene, dementerede myterne og gjorde spekulanterne brødløse.
Hans
Flemming Kragh
Svar på anmeldelsen, d.
23/5 93:
Lær dig selv noget om magt
Og det gør du ved at bruge min bog Snyd Ikke
Dig Selv Ved Eksamen, skriver cand.mag. Klaus Kjøller,
der her går i rette med Ekstra Bladets Hans Flemming Kragh.
Hans Fl. Kragh gav mig det glatte lag på bagsiden af
Ekstra Bladet Søndag d. 9/5. Nogle af hans kolleger på Svendborg
Gymnasium havde lavet en film på båndværkstedet om eksamen. Den syntes
han var vældig god. Hvorimod min bog 'Snyd ikke dig selv ved eksamen'
(Borgen, 68 kr.), syntes han ikke er særlig god.
Jeg så også tv-udsendelsen. Den var en meget fin
illustration af det min bog handler om. Vi overværede bl.a. to
mundtlige eksaminationer.
Efter få minutters forløb kunne en rimelig trænet
iagttager se hvad karakteren blev, alene ud fra den måde eksamen forløb
på: Hvor meget sagde eleven? Hvor hurtigt kom svarene? Hvor sikker var
han/hun? Hvor godt udtrykte eleven sig? Hvordan var tonen mellem
eksaminator og eksaminand?
Uden at kende eksamensspørgsmålet, bilagene eller
undervisningens indhold kunne jeg efter få minutter fortælle de af mine
børn som også sad i stuen, hvad karakteren blev. I begge tilfælde med
en præcision som også overraskede mig selv. Men hva': 20 års erfaring i
branchen går vel heller ikke sporløst hen over nogen.
Jeg kan godt se at det kan gøre bedømmelsesarbejdet
sværere for en hårdt arbejdende censor som Hans Fl. Kragh hvis eleverne
lærer at udnytte disse teknikker meget bedre end de få naturtalenter
gør i øjeblikket.
Enhver af disse elever ville mindst have kunne få én
karakter mere hvis de havde haft mulighed for at bruge min bog, og
træne i at følge dens anvisninger. Men det havde de ikke, for
udsendelsen var optaget for et år siden, altså før bogen eksisterede.
Jeg påstår ikke at ingen lærer nogensinde fortæller sine
elever om eksamenssituationen. Problemet er at skolen ikke gør nok ud
af at lære eleverne hvordan de udtrykker sig hensigtsmæssigt.
Skolen bygger på en tro på at sproget er noget man
bruger til at beskrive virkeligheden med. Og
virkeligheden i skolen er i høj grad noget litteratur man læser. Men
for at klare sig i den rigtige virkelighed har eleverne brug for at få
træning i hvordan man bruger sprog til at skabe
virkelighed med.
En af de grundlæggende manipulationsregler i politik,
administration og ledelse lyder således: Spørg ikke hvordan
virkeligheden er, for den er på 1.000 måder. Spørg om hvordan du bedst
kan fremstille den på en måde som gavner din sag. (Mange
flere regler af samme skuffe i min bog 'Manipulation - en håndbog').
Sådan noget lærer man ikke i skolen. I hvert fald ikke i timerne. Men
hva': Der var jo også engang hvor man heller ikke lærte om sex.
Bettina fra Vanløses eksamensresultat viser hvor god hun
har været til at holde kæft på de rigtige steder, køre løs når det
gjaldt og artigt gætte med på lærerens gåder. Om hendes røv også har
spillet en rolle afhænger af form, konsistens og indpakning. Men hun
kan nu engang ikke nøjes med at tage taleorganerne med ind til
eksamensbordet.
Sprog er et magtmiddel. Skolen lærer ikke eleverne at
bruge det godt nok. Det er bl.a. derfor de er så skide nervøse når de
skal til eksamen. Instinktivt aner de at her står de over for noget
helt nyt og anderledes. Desværre har de ret.
Til eksamen i dansk prøves man i at genfortælle,
analysere og vurdere litteratur. Ved den skriftlige studentereksamen
gælder det om at skrive et litterært essay.
Det er ret katastrofalt: De unge mennesker opdrages til
at tro at den vigtigste og mest realistiske skriftlige udtryksform
findes i noget der helst skal ligne en litterær kronik i et stort
morgenblad.
Undskyld jeg siger det, men det er altså en ensporet,
kunstig måde at lære de unge at skrive på. Skolen svigter sine elever
ved ikke at lære dem at bruge skriftsproget i nogle situationer der har
noget at gøre med deres liv i øvrigt.
Jeg er personligt en stor beundrer af nogle af vores
fremragende litterære essayister. Men min beundring rækker ikke til
også at kræve at alle landets titusinder af gymnasiaster først og
fremmest skal lære at skrive som dem og om det samme som de skriver om.
Vores demokrati har brug for at de unge lærer hvordan
man bruger sproget til at få sin vilje med. Hvorfor skal de vente med
at lære det til de er gået ud af skolen?
PS: Det er forståeligt at nogle lærere reagerer stærkt
på min bog. Det er det samme der sker hver gang Ekstra Bladet tager fat
på et tabu: Der er nogle der føler sig truet. Men jeg har dog også fået
så mange positive reaktioner fra latterklukkende lærere at jeg i
perioder har været bekymret for om bogen var helt harmløs.
|
