|
Sproglig
rådgivning forside àSprogbrugsbegreber à[aktuelt begreb] |
[senest
revideret d. 25/8 2002]
KRITIK
betyder egentlig
vurdering. Denne betydning vil jeg
gerne holde fast ved her. Det er altså ikke tilfældet at det at kritisere er
det samme som at kritisere negativt. Kritik kan også være positiv. Ud fra den
hensigt afsenderen har med kritikken kan man også skelne mellem konstruktiv kritik og destruktiv kritik eller
nedrakning.
De forskellige former for
kritik man kan rette mod et sprogforløb kan anskueliggøres på baggrund af denne
tegning:
Teknisk kritik
Den tekniske kritik af kommunikationen
tager sit udgangspunkt i afsenderens faktiske hensigter med, og/eller i
modtagerens faktiske interesser i kommunikationen. Når jeg skriver 'faktiske hensigter' (og '- interesser') er det
for at fremhæve at det netop ikke er de erklærede størrelser der er tale
om. Vi må have nogle metoder og en
samfundsteori ud fra hvilke vi kan fastslå afsenderens faktiske hensigter og
modtagerens faktiske interesser.
Lad os sige vi skal lave en
teknisk kritik af en annonce for et vaskepulver. Ud fra den opfattelse at afsenderens faktiske hensigt er at få
modtageren til at købe vaskepulveret, fremkommer den ene halvdel af vores tekniske
kritik ved at vi besvarer spørgsmål som: Er denne annonce velegnet til at få
modtageren til at have en positiv holdning til pulveret? Er der punkter hvor den kunne være bedre
udformet med henblik på dette mål?
Mere præcist kan man sige at
der skal besvares to spørgsmål i den afsenderidentificerede
tekniske kritik:
1)
Når
budskabet adressaten? Er der benyttet den bedst egnede og billigste kanal?
2)
Opnås
den ønskede effekt hos adressaten?
Tilegner han sig budskabet? Accepterer han det?
Man kan også sige det på en
anden måde: Den afsenderidentificerede tekniske kritik er positiv hvis de tre
modtagerroller i kommunikationen er sammenfaldende. Dvs. hvis faktisk, implicit og intenderet modtager (adressat) er
én og samme (gruppe).
Den modtageridentificerede tekniske kritik spørger om modtagerens
faktiske interesse tilgodeses. Hvis vi
igen tænker på vaskepulverannoncen: Får modtageren relevante oplysninger? Eller en politisk valgudsendelse: Får modtagerne
ordentlig information om partiet? Her forudsætter vi altså at modtagerens
interesse er at få informationer.
Ideologikritik
Ideologikritikken (værdi- og faktakritikken)
kan have to forskellige former:
1) Mange tekstproducerende
institutioner har en ”formålsparagraf” af én eller anden art. Komparativ
ideologikritik er kritik som
sammenligner denne erklærede målsætning (»ideologi«) med den (del af en)
ideologi som kan fremanalyseres i den tekst/det tekstcorpus som analyseres.
En forudsætning for at kunne
udføre en komparativ kritik er naturligvis at afsenderens erklærede formål ikke
er så vagt formuleret at den uden videre vil være i overensstemmelse med enhver
tænkelig kommunikationsenhed som kan udgå
fra afsenderen (en såkaldt hvad-fatter-gør-er-altid-det-rigtige-målsætning). Denne rent indholdsbeskrivende kritik af
formålet, kan man kalde teknisk
ideologikritik - 'teknisk' fordi vi går ud fra at enhver modtager af den
kommunikationsenhed som formålsparagraffen også er, vil være interesseret i at
få information om formålet.
Den tekniske ideologikritik
er altså en nødvendig del af den komparative.
Er den tekniske kritik helt igennem negativ, er det umuligt at udføre
den komparative.
2) En anden ideologisk
kritikform består i at kritisere den fremanalyserede (og evt. også den
erklærede) ideologi på basis af en vilkårlig anden ideologi - normalt
observatørens egen. (Det er sjældent at en katolik kritiserer på buddhistisk
grundlag, en liberalist på marxistisk, en kulturradikal på konservativt osv. -
men det er da muligt at gøre det). I
adjektivet 'vilkårlig' ligger naturligvis ikke at den for observatøren er
vilkårlig i den forstand at han lige så godt kunne være tilhænger af en anden
ideologi uden at det ville gøre nogen forskel for ham. Men i modsætning til den komparative henter
denne kritikform sin basis uden for kommunikationssituationen; så i relation
til kommunikationssituationen bliver kritikken tilfældig, udefra-givet - eller
med et fremmedord: arbitrær. Vi kalder
den derfor for arbitrær ideologikritik.