Sproglig
rådgivning forside àSprogbrugsbegreber à[aktuelt begreb] |
METODE
En jordnær beskrivelse af en
fremgangsmåde til analyse af analyseenheder, findes under analyseproces.
Her vil jeg prøve at sige
lidt om nogle krav man må stille til en videnskabelig,
objektiv metode.
En iøjnefaldende
vanskelighed ved at analysere disse udtryk ligger i at de meget ofte bruges som
holdningsudtryk. Det må vi prøve at
skære igennem.
Kravet om objektivitet er en
del af kravet om videnskabelighed, derfor vil jeg tage objektiviteten først.
1. Objektivitet:
Socialforskeren er ikke en
maskine; han er (normalt) et integreret medlem af det samfund han
studerer. En socialvidenskabelig
arbejdsproces består i til stadighed at vælge få repræsentative eksempler ud af
en stor mængde (kvalitativ forskning); eller at vælge nogle få dimensioner som
kan bruges til »måling« af et omfattende materiale (kvantitativ
forskning). Det første, mest
overordnede valg er valget af særligt forskningsemne blandt de utallige
potentielle emner som findes i samfundet.
Hvad det sidste valg er, vil afhænge af projektets omfang og
ressourcer.
Disse valg er til syvende og
sidst forskerens. Selv om mange valg
vil være taget i forvejen af den videnskabelige institution (eller mere
generelt: tradition) sådan en karl gerne er tilknyttet, så er det jo hans valg ikke at gøre oprør mod denne
institution og dens prioriteringer (men her spiller karrieremuligheder og
kollegers anerkendelse en letforståelig rolle). Det der styrer hans valg på alle niveauer er den ideologi han er tilhænger af. For at sætte modtageren i stand til at bedømme den videnskabelige
undersøgelse, bør videnskabsmandens
eksplicitere sine værdipræmisser.
Det er den eneste måde hvorpå samfundsvidenskaberne - på trods af deres
uomgængelige »subjektivitet« - kan siges at være objektive. (Det er også disse betragtninger der ligger bag punktet
»Analysens formål« i analysedisposition).
Ud over gevinst i
objektivitet, er der en gevinst i resultaternes anvendelighed. For når vi -
tvunget af omstændighederne - indrømmer værdier en central rolle i det
samfundsvidenskabelige arbejde, så bør vi også tage skridtet fuldt ud og
forsyne de beskrivende videnskabelige resultater som vi kommer frem til ved
hjælp af undersøgelser på basis af vores erklærede værdier, med praktiske
handle-konsekvenser. Vi bør simpelt hen
afslutte vores arbejde med et stykke konkret rådgivning rettet til bestemte
samfundsinstitutioner eller -grupper, således at vi også i den politisk-sociale
virkelighed som vi er en del af, søger at virkeliggøre de værdier som vi jo
alligevel aldrig kan undgå at inddrage i vores arbejde. Selv om man aldrig kan vide ret meget med
noget nær sikkerhed i samfundsvidenskaberne, så ved forskeren mere end andre;
derfor har han en pligt til at
rådgive.
2. Videnskabelighed:
Der er i hvert fald tre krav
man må stille til et stykke videnskab (genre: videnskabelig afhandling):
a)
Der
skal argumenteres for de væsentlige påstande.
Hvad der er væsentlige påstande i en afhandling, vil afhænge af det
videnskabelige miljø og dets dogmer (dvs. af samfundet)
b)
Argumentationerne
skal være logisk korrekte (gyldige), fx ikke ad-hominem-argumenter og andre
logisk angribelige typer..
c)
Nogle
påstande skal kunne kontrolleres, dvs. bekræftes eller afkræftes gennem
”sammenligning med virkeligheden” (”-tegnet antyder de dybder vi ville komme ud
på hvis vi gav os til at diskutere dette punkt). Hvis de kontrollable påstande kan afkræftes er det net af
påstande (den teori) som afhandlingen rummer, forkert. Det må revideres.
... Læg mærke til hvorledes
vores krav om eksplicitering af værdipræmisser under forrige punkt (1.
Objektivitet) gør det muligt for afhandlingens modtager at kontrollere om krav
b) er opfyldt! Og det er netop pointen.
Inden for enhver videnskab
foregår der to former for aktivitet. På
basis af kendskab til nogle kendsgerninger sætter man sin fantasi i sving med
at opstille en teori som kan gøre disse kendsgerninger forståelige/ forklarlige. Og at opstille en teori, vil sige at
definere nogle begreber, og v.hj.a. disse formulere nogle udsagn (hypoteser)
som skaber sammenhæng, som gør det uoverskuelige mere overskueligt. Denne teoriskabende aktivitet kaldes
almindeligvis syntetisk. Man prøver jo at samle nogle
enkeltiagttagelser til en helhed.
Denne aktivitet modsvares så
selvfølgelig af analysen. I lyset af
den teori man har opstillet, må man analysere nye
kendsgerninger/tildragelser/iagttagelser - for at kontrollere om teorien nu
også passer for disse. Gør den nemlig ikke det, ja så må den laves
om. (Eller også må man bortforklare afvigelsen på én eller anden fiks måde -
men lad nu det ligge.).
Vi kan lave en enkel, smuk
tegning af den menneskelige erkendelses dialektiske fremadskriden gennem
skiftende faser af syntese og analyse.
Punkterne M, N og L
illustrerer at teorien ændrer sig med tiden.
Punkterne m, n, l og k
illustrerer at der hele tiden inddrages nye kendsgerninger, at teorien hele
tiden prøves på nye tilfælde.
På basis af kendskab til m -
opstilles teorien M. Denne prøves på kendsgerningerne n, og dette giver
anledning til forandringer i teorien, så vi altså nu har teori N. Og så
fremdeles.
Denne vekselvirkning mellem
syntese og analyse er kernen i al videnskabelig aktivitet. Men der er en misopfattelse man skal
undgå. Vi har tegnet processen som om
den starter på virkelighedsplanet. »Over nogle iagttagelser dannes der en teori.« Men denne passiv
er lumsk. Den kan få det til at se ud
som om det foregår nærmest automatisk: tingenes rette sammenhæng afsløres for en
tidløs, objektiv ånd. - Men videnskabsmænd er jo også mennesker som lever i en
bestemt samfundsstruktur. Deres
bevidsthed indeholder deres epokes fælles åndelige brokker. Og det er til syvende og sidst med disse
brokker at teorier bygges. Dette samfundsbestemte
islæt i teoridannelsen er ikke så slemt i naturvidenskaberne. Men samfundsvidenskaberne har altid været et
eldorado for forudfattede meninger. Der
er altså stor fare for at samfundsforskeren danner sig sin egen »virkelighed«
som bekræfter netop den teori som han ønsker at finde. - Dvs. vores tegning
skulle i disse tilfælde starte på øverste linje.