|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
1. en forståelig
tekst: informationskomposition |
|
|
|
|
|
1.1 med
tidsfølge |
|
|
|
|
|
1.1.1
opskrift på havregrød her er du |
|
|
|
|
[senest opdateret d. 29/7 2002;
lagt ud først d. 1/7 01]
|
*Diagram
over informationer: informationshierarki |
|
Havregrød Til to personer beregnes 1/2 l vand, 2 dl havregryn, 1/2 tsk salt. Vand og havregryn sættes over ilden samtidigt og bringes på kogepunktet under stadig omrøring. Kogetid ca. 3 minutter, før grøden saltes og serveres med sukker, smør og mælk. Vil man have en mere solid ret ud af det, kan havregrynene koges i mælk og serveres med saftevand og kanel og sukker [Fra Algreen & Nørgaard Mad uden tårer Kbh. 1968, s. 40] |
Den typiske kommunikationssituation omkring sådan en tekst er at modtageren er interesseret i at nå et mål og derfor opsøger råd om hvorledes det gøres. Det er en situation som et individ meget ofte står i når det henvender sig til en institution eller organisation, og råde-handlingen er derfor meget almindelig når organisationen meddeler sig til individet.
Når man skal vurdere forståeligheden af denne (elementære) madopskrift, så gælder der først og fremmest kravet om modsigelsesfrihed. Intern, eksplicit modsigelse i en tekst er normalt ét af de klareste brud på forståelighed. I hvert fald i de ydmyge genrer som Sprogbeskrivelses-kurset beskæftiger sig med. Ved beskæftigelse med visse teoretikeres tekster må man se bort fra dette krav for at acceptere modtagerrollen. I en del skønlitteratur dyrkes paradokset som reglen snarere end som undtagelsen.
At havregrødsopskriften ikke er internt selvmodsigende, er vist indlysende. Om den modsiger noget som modtageren troede på forhånd, er det måske vanskeligere at afgøre. Spørgsmålet er ikke om det kan tænkes at en modtager i forvejen af en eller anden grund ville tro at havregrød blev lavet med whisky og ikke med vand. Det kan aldrig udelukkes. Spørgsmålet går på det typiske. Er der en eller flere præsuppositioner som en typisk modtager med rimelighed kunne forbløffes over? Det er der vel ikke.
Lad os så se på den måde hvorpå teksten er sat samnen. Og lad os sætte os i afsenderens sted før teksten er skrevet.
Sprogspillet er helt præcist et betinget råde-sprog-spil: Hvis du vil lave havregrød, så gør H.
Hvis H var en enkelt handling, så ville teksten være en enkelt sproghandling; men her er H en række af handlinger, og teksten er derfor et sprogspil. Da det der skal holde teksten sammen, er dette overordnede ønske om at frembringe havregrøden, har vi hermed allerede emnet for teksten, som meget bekvemt kan placeres som overskrift.
Der er tre krav som man altid må stille til en emneangivelse (overskrift, mellemrubrik i en avis, titel på en artikel eller bog): den skal være så
som muligt.
Meget ofte er det største problem med en emneangivelse at der er en konflikt mellem hensynet til præcisionen og hensynet til interesse og korthed. I vores eksempel kan man fx sige at emneangivelsen: "Hvordan man laver havregrød med eller uden vand" havde været mere præcis . Men da den bog hvorfra opskriften er taget, er en bog med opskrifter, så bliver informationen "Hvordan man laver . . . " overflødig ved hver enkelt opskrift; det er jo hele bogens emne. Og da der i bogen kun findes denne ene opskrift på havregrød, så ville det være forstyrrende at placere informationen "med eller uden vand" helt oppe i overskriften. Hvis bogen derimod rummede et helt kapitel med havregrødsvariationer, så ville det være rimeligt at placere korte beskrivelser af de forskellige variationer som overskrifter, fx "Havregrød a la Provencale", "A.P.Møllers yndlingsvariation" osv.
Overskriften behøver heller ikke her i særlig grad pirre læseren til at acceptere rollen som læser af teksten. Genren kogebog forudsætter en rimeligt motiveret læser. En overskrift som lagde vægten på det interessante og læserens behov, kunne lyde således: "Hvordan bliver man mæt uden penge?"
Det man laver er ikke havregrød abstrakt, men en bestemt mængde havregrød. Hvis man skulle give anvisninger på havregrødsfremstilling til en modtager som ikke beherskede de almindelige regningsarter (fremfor alt multiplikation), så måtte man lave en lang række opskrifter: "Havregrød for en person", "- for to", "- for tre" osv. indtil man stoppede ved et tal man anså for det maksimale antal bogens bruger kunne finde på at bespise med denne ret. Det er unægteligt en stor bekvemmelighed at man kan forudsætte at modtageren behersker de elementære regningsarter.
Det afsenderen herefter skal vælge er om der skal optræde variable (x'er og y'er osv.) i opskriften, hvor modtageren selv kan indsætte de værdier han har brug for, eller om man skal vælge et sandsynligt eksempel. Ingen tvivl om at det over for en almindelig modtagergruppe er fornuftigt at vælge det sandsynlige eksempel. Men det er næppe det bedste eksmpel der er valgt i vores opskrift. Der er ingen grund til at tro at man oftere er to til havregrød end 3, 4 eller 1 -- og havde man valgt 1 som udgangssituation, skulle modtageren kun gange med det antal portioner der skulle frembringes; hvis modtageren på grundlag af den foreliggende opskrift skal lave 5 portioner, skal han dividere med to og gange med 5, hvilket er betydeligt sværere end bare at gange med 5.
Nu til den rækkefølge informationerne gives i.
De handlinger der skal udføres, kan forsøgsvis sættes i rækkefølge således:
Flere af handlingerne kan byttes om: 1 og 2, 3 og 4, og 4 og 5.
For at man kan tale om en handling, må der være en agent der gør noget. Her er agenten et individ, modtageren.
Der er ikke noget absolut bundniveau for hvad en handling kan være. At komme vand i en gryde rummer en række bevægelser som kan findeles i det uendelige (teoretisk set). Det det drejer sig om er at beskrive handlingerne på et niveau som svarer til modtagerens forhåndsopfattelse. Kun hvis modtageren ikke kan forventes at vide hvor han finder en gryde, er det relevant at begynde med handlingen: Man åbner køkkenskabet; man finder en passende gryde; man tager den ud af skabet osv. Dette ville være handlinger som skulle gå forud for den første handling i opstillingen ovenfor. Hvis man kan forestille sig at modtageren ikke vidste hvad det var at komme 1/4 1 vand i en gryde (se 1) kan man opstille det således: Man tager et målebæger i højre hånd; man fører målebægeret hen under vandhanen; man sørger for at bunden vender nedad; man åbner for vandet med den anden hånd osv. Og i denne rækkefølge af handleanvisninger vil der skulle indgå yderligere forklaringer (påstande), hvis modtageren fx ikke ved hvad et målebæger er, hvad det vil sige at "føre noget hen under" (tænk fx nå en sprogundervisningssituation).
Visse af handlingerne kan som nævnt byttes om uden at målet (havregrøden) forpurres. Det gælder 1 og 2. Andre er ikke ombyttettelige, fx 7 med 2, og 5 med 3. Forholdet mellem 4, og 3 og 5 er karakteristisk ved at 3 udføres samtidigt med 3 og 5. Men det er to forskellige handlinger som ikke præsupponerer hinanden, til forskel fra handlingen 'at komme 1/4 1 vand i en gryde' og 'at føre målebægeret hen under vandhanen'; her er den sidste præsupponeret (blandt andre) i den første.
Afhængigt af hvor man mener grænsen går mellem havregrød og ikke-havregrød (desværre et lidt forsømt emne i betydningslæren, semantikken), kan man skelne mellem de obligatoriske handlinger i sekvensen (de havregrødskonstituerende handlinger) og de ikke-obligatoriske (de fakultative). Flytter man 6 op efter 2 eller lader man den helt udgå, vil de fleste vel stadig mene at produktet er havregrød. Lader man 5 udgå er det straks mere tvivlsomt hvad der kommer ud af det. Udgår 1 eller 2 er man ikke i tvivl.
Diagram over informationer:
informationshierarki
Er der en praktisk og overskuelig måde hvorpå man kan tegne et diagram over de væsentlige informationer i en meddelelse og de relationer der er imellem dem? Det er da forsøget værd at svare ja -- og handle derefter.
Jeg vil tage udgangspunkt i det eksempel jeg har set på ovenfor.
Der er tale om en række handleanvisninger: Hvis man ønsker at lave havregrød, så 1, 2 ... Og for at gøre det helt klart hvad målet med disse aktiviteter er, så kunne man formulere det således: Hvis man ønsker at spise havregrød, så kan man lave det på følgende måde: 1, 2, 3 ... Når man skal tegne informationsdiagrammet, skal man "skære helt ind til benet", dvs. forenkle og skematisere så meget som muligt -- uden at overskueligheden går tabt.
Rækkefølge, dvs. det at noget kommer før noget andet, tegnes i diagrammet på den måde at det der kommer først, står til venstre for det der kommer efter:
man kommer 1/4 tsk salt i ---- man serverer det med sukker, smør og mælk
eller vi kan bare sætte numrene ind:
6 ---- 7
At det er ligemeget om den ene handling kommer før den anden, udtrykkes således:
1;2 ---- 3
Det er ligemeget om man udfører 1 før 2, eller 2 før 1, eller om de udføres samtidig, men de skal begge to komme før 3.
Omrøring i gryden (4) skal foregå såvel samtidigt med opvarmning (3) som kogning (5). Det tegnes således:
3;4 ---- 5;4
Det er ligegyldigt hvilken rækkefølge henhoklcvis 3 og 4, og 5 og 4 står i.
En handling kan selv bestå af flere handlinger. Et eksempel havde vi ved "Man kommer 1/4 1 vand i en gryde". Sådanne udfoldelser af handlinger, tegnes i diagrammet nedenunder det der udfoldes. Og da der i dette tilfælde er tale om en række handlinger, tegnes der således:
½
|
|
|
man kommer 1/4 1 vand i en gryde |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
man tager et målebæger i højre hånd |
man fører målebægeret hen under vandhanen |
man sørger for at bunden vender nedad |
man åbner for vandhanen |
[Og så videre] |
Ved modtageren ikke hvad de forskellige udtryk betyder, skal der indgå definitioner (eventuelt længere definitionskæder = forklaringer) i netværket. Fx således:
|
man |
fører hen under |
|
målebægeret |
vandhanen |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
at føre hen under = at sørge for at noget bliver placeret under |
|
|
|
et målebæger er … |
Når man har en sekvens af før-efter-relationer, i vores eksempel: handlinger, så kan sekvensen have et mål (som i vores eksempel), eller den kan være en årsagssekvens, dvs. at det efterfølgende forstås og forklares ud fra det foregående, fx: "Den røde billiardkugle triller fordi den blev ramt af køen".
Når forklaringen og forståelsen af en sekvens sker ud fra et mål, så kan det markeres ved at sætte pile mellem handlingerne, pile som går fra målet tilbage gennem handingssekvencen, således:
A ß B ß C ß D ß
Når forklaringen eller forståelsen af en sekvens sker ud fra det foregående -- sekvensen ses som resultat af den første begivenhed -- markeres det med pile som vender den anden vej:
A à B à C à D à
I eksemplet med havregrødsfremstillingen giver det ingen mening at sige at handlingerne med lavere numre udføres med den hensigt at blive i stand til at kunne udføre de(n) efterfølgende handling(er). Eller at efterfølgende handlinger er forårsaget af den foregående. Derfor kan der ikke sættes orienteringer på stregerne mellem disse handlinger. De følger simpelt hen efter hinanden.
Også de opadgående og nedadgående relationer vil ofte kunne forsynes med retning. Når man forklarer eller forstår noget overordnet ved hjælp af det underordnede, så tegnes pilen opad: man går fra det mere konkrete til det mere abstrakte, generelle. Når man forklarer/forstår noget ud fra noget mere overordnet, så tegnes pilen nedad: Man går fra det mere generelle til det mere konkrete. Sammenlign i øvrigt med deduktiv over for induktiv argumentationsform. Den første markeres med nedadgående, den anden med opadgående pile.
I vores eksempel skal pilene tegnes nedefra og op, da der er tale om at det at lave havregrød (det overordnede) gøres begribeligt gennem en udfoldelse af de delhandlinger det rummer:
|
Man laver 1 portion havregrød |
(ß man spiser havregrød |
ß man bliver mæt) |
|
|
|
|
|
1;2----3;4----5;4----6----7 |
|
|
Jeg har i parentes hidsat en sekvens som leder frem til det mål det i yderste instans må dreje sig om. Dette er så indlysende for modtageren at det skal udelades, ligesom andre indlysende ting: fx handlingen, at tage en gryde ud af køkkenskabet, at definere hvad 1 dl er osv. Informationsnetværket skal kun rumme de informationer som er nødvendige for at modtageren forstår. Et informationsnetværk kan kun udformes på grundlag af en modtagers forhåndsopfattelser. Et informationsnetværk om havregrødslavning i absolut forstand, dvs. uden nogen forudsat modtager, er en umulighed -- eller sagt på en anden måde: Det ville skulle rumme så umådeligt mange (uendeligt) informationer at det aldrig ville blive færdigt.
Hvordan udmøntes et informationsnetværk bedst muligt til et forståeligt sprogforløb?
Lad os først fastsætte nogle betegnelser for visse knuder (= påstande eller handlinger) i et netværk:
|
|
bla bla … |
|
kaldes overemne |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
bla bla …---- |
bla bla …---- |
bla bla … |
kaldes underemner |
Et underemne kan selv være overemne til andre underemnet; et overemne kan selv være underemne til et andet overemne.
Når man tegner informationsnetværket, tager man stilling til hvilke informationer det er relevant at overveje når teksten skal skrives. Og hvilke relationer den enkelte information har i forhold til andre relevante informationer. Ideen er ikke at alle de informationer som man medtager i netværket, også skal stå i den tekst som man ender med at skrive. Netværket skal give et overblik og rummer typisk flere informationer end man medtager i teksten.
For at tegne netværket må man have valgt et perspektiv. Typisk står valget mellem et orgacentrisk perspektiv (Image, s. 49) eller et brugerfikseret. Dette mærkes ikke så påtrængende ved denne havregrødsopskrift fordi der ikke er nogen letgennemskuelig interessekonflikt, ideologisk forskel eller kulturel fordom som adskiller afsender (forfattere og forlag) fra modtager og bruger. Men ved enhver tryksag som er finansieret af en organisation, viser konflikten sig altid når der skal rådgives. Opgaven for den sproglige rådgiver er altid at få mest muligt overbevist om at en brugerfikseret tekst er bedre end en orgacentrisk.
Når man ud fra informationsnetværket skal skrive en tekst, skal netværkets to-dimensionale fremstilling oversættes til tekstens ene dimension. Her kan anvendes to forskellige principper. En ret automatisk oversættelse som giver teksten en komposition som jeg kalder informationskomposition. Eller en oversættelse som ikke kun bruger informationsnetværket som grundlag for kompositionen, men som lægger størst mulig vægt på hensynet til at få modtageren til at blive i rollen som modtager -- altså løbende acceptere at forblive i rollen og fortsætte modtagelsen af teksten, heraf navnet: acceptkomposition. Til acceptkompositionen bruges teknikker som kendes fra argumentation og historiefortælling. Informationsnetværkets informationer ordnes i rækkefølge som er bestemt af deres anvendelighed i en argumentation og historie som mest muligt skal interessere modtageren.
|
Vejledning for førstegangslæsere: Du er nødt til at læse om informationskomposition nedenfor, inden du kan forstå afsnittet om acceptkomposition. |
Informationskomposition
-- en pedantisk illustration
Ved informationskomposition gælder det at informationsnetværkets struktur bør fremgå klart af sprogforløbet. Og at overeinnet bør stå før underemnrne. Endvidere bør det underemne som står længst til venstre i netværket stå først i sprogforløbet, og det der står længst til højre, stå til sidst.
Man kan rent praktisk gå til værks således: Overemnet i netværket gives betegnelsen 1. Det første underemne 1.1, det andet 1.2 osv.
Dernæst skrives en skematisk tekst, hvor ethvert emne begynder på en ny linje, først nummer, dernæst ordlyd.
I vores eksempel kommer den skematiske tekst til at se ud som nedenfor. Der er flere muligheder fordi rækkefølgen mellem visse af informationerne kan ombyttes i netværket. Men på basis af det netværk som vi har opstillet ovenfor bliver den skematiske informationskomponerede tekst således:
1. man laver en portion havregrød
1.1 man kommer 1/4 dl vand i en gryde
1.2 man kommer 1 dl havregryn i gryden
1.3 man opvarmer gryde med indhold til kogepunktet
1.4 man rører i gryden samtidigt med 3 og 5
1.5 man lader det koge ca. 3 minutter
1.6 man kommer 1/4 tsk salt i
1.7 man serverer det med sukker, smør og mælk
Det øverste overemne i et netværk bruges som overskrift = hovedrubrik. Afhængigt af tekstens længde og genre kan underemner markeres som mellemrubrikker (underoverskrifter). De underemner som ikke markeres som rubrikker, udformes som løbende tekst, såkaldt brødtekst.
Brødteksten kan være inddelt i afsnit, som kan markeres i skriften ved at man begynder på ny linje og rykker ind, eller ved at man lader stå et større linjemellemrum til den foregående linje.
Et afsnit består af én eller flere helsætninger = perioder, som kan rumme én eller flere informationer.
Hvis du synes det lyder bekendt, så er det kun godt. For det er jo det kompositionsprincip som bruges i videnskabelige afhandlinger, bekendtgørelser og alle mulige andre genrer hvor kravet om emnemæssig præcision og orden dominerer, og hvor læseren formodes at være topmotiveret for at trænge ind i det rent saglige.
Set ud fra et rent informationssynspunkt skulle man tro at den lettest begribelige opbygning måtte bestå i en række helsætninger som hver rummede en information fra skemateksten og bragte dem i den samme rækkefølge. Altså:
(1) Man kommer 1/4 1 vand i en gryde. Man kommer 1 dl havregryn i gryden. Man opvarmer gryde med indhold til kogepunktet. Man rører i gryden samtidigt med at man opvarmer den. Man lader det koge ca. 3 minutter. Man rører i gryden samtidigt med at man koger det. Man kommer 1/4 tsk salt i. Man serverer det med sukker, smør og mælk.
Èn af de mest klare fejl ved en sådan råtekst er at den rummer gentagelser. Informationsmæssigt kan man ikke kalde den direkte mangelfuld, men den er så stilistisk uskøn og kantet at det stikker i øjnene -- og netop herved afleder sproget noget af opmærksomheden fra informationen.
Den mest iøjnefaldende gentagelse er formodentlig når to helsætninger som står ved siden af hinanden, er identiske bortset fra ordlyden af et enkelt led. Ser vi på 1.1 og 1.2 (de to første sætninger) så er de identiske bortset fra '1/4 1 vand' og 1 dl havregryn'. Desuden står der i den anden 'gryden', hvor der i den første står 'en gryde'.
At man første gang en ting betegnes benytter ubekendt form, og de følgende gange bekendt, er den centrale mekanisme i sproget hvormed man på en yderst enkel måde udtrykker at det er den samme ting man taler om i en række sætninger. Men da denne mekanisme anses for indlysende og uproblematisk vil jeg ikke bruge flere ord på den her, hvor vi jo især er ude efter de faktorer som ofte volder problemer når man skal skrive en god tekst.
Problemet med de to næsten identiske helsætninger løses ved at reducere dem til én, hvor de samme led med forskellig ordlyd står som ét led med 'og' imellem. Altså:
Man kommer 1/4 1 vand og 1 dl havregryn i en gryde.
En anden iøjnefaldende form for gentagelse er at alle helsætninger begynder med samme subjekt: 'man'. Dette kunne man undgå ved at lade fx hveranden sætning være passiv. Det ville lyde således:
(2) Man kommer 1/4 1 vand og 1 dl havregryn i en gryde. Gryde med indhold opvarmes til kogepunktet. Man rører i gryden samtidig med at den opvarmes. Man lader det koge ca. 3 minutter. Der røres i gryden samtidigt med at man koger det. Der kommes 1/4 tsk salt i. Man serverer det med sukker, smør og mælk.
Denne version er bedre end råteksten.
Men der findes i dansk mange andre muligheder for at variere samme sætnings udseende (udtryk). Leddenes rækkefølge kan ændres, fx kan man i stedet for 'man rører i gryden samtidigt med at den opvarmes' skrive 'samtidigt med at gryden opvarmes rører man i den', hvor adverbialet er placeret foran det finitte verbal ('rører').
I stedet for 'der kommes 1/4 tsk salt il kan man skrive '1/4 tsk salt kommes (der) i'.
Ud af sådanne ændringer kan der komme følgende tekst:
(3) Man kommer 1/4 1 vand og 1 dl havregryn i en gryde. Gryden med indhold opvarmes til kogepunktet. Samtidigt med at gryden opvarmes rører man i den. Man lader det koge i ca. 3 minutter. Samtidigt med at man koger det røres der i gryden. 1/4 tsk salt kommes i. Man serverer det med sukker, smør og mælk.
Teksten er stadigvæk omstændelig, men ikke mere så robotagtig som råteksten.
Men ud over at variere ledrækkefølgen, og passiv/aktiv, så kan man danne mere omfattende helsætninger ved at lade visse af sætningerne indgå som led i andre.
Der findes allerede i (3) helsætninger som rummer ledsætninger; det er de to sætninger som begynder 'samtidigt med ...' som rummer hver én adverbiel ledsætning.
Som hovedregel gælder det at de relationer som vi har omtalt i forbindelse med informationsnetværket, i en tekst kan udtrykkes ved at informationerne kædes sammen i en sætning hvor visse af informationerne indgår som ledsætninger.
Da mange af disse relationer, specielt op-ned-relationen, markeres med rubrikker (overskrifter) og nyt afsnit, er det især venstre-højre-relationen (tid, samtidighed, årsag, hensigt ...) som skal udtrykkes med ledsætningsmekanismerne.
De centrale problemer er her:
Tager vi den ene af de helsætninger med ledsætning som allerede står i (3):
(4) Samtidigt med at gryden opvarmes, rører man i den
så gør det ingen forskel i begribelighed, hvis den i stedet havde lydt:
(5) Samtidigt med at man rører i gryden, opvarmes den
Pointen er samtidigheden og den bliver hverken mere eller mindre begribelig hvadenten den ene eller den anden handling står først.
Men læst i tekstens, (3)'s, sammenhæng, så er (5) ubrugelig; denne version er et tilbageskridt i forhold til (4).
Forklaringen må ligge i det foregående. Ser man på den information som (4) og (5) rummer, så er informationen 'gryden opvarmes' allerede givet, hvorimod det nye er 'samtidigt rører man i den'. Lad os kalde den allerede givne information, for den forudsatte information; den afhænger af hvor langt man er kommet i teksten.
Man kan sige at (4) rummer i alt følgende informationer:
hvor (b) er forudsat information, de andre er ny information.
Nøjagtig den samme komposition har vi i den anden helsætning: "Samtidigt med at man koger det, røres der i gryden".
Information som drejer sig om den relation der er mellem to (eller flere) informationer, vil vi kalde rammeinformation. Den angiver den ramme hvori informationerne skal forstås. De informationer som indgår i rammen kaldes delinformationer; de kan evt. igen bestå af ramme og dele.
Den opbygning vi har fundet i disse to eksempler, er den opbygning som generelt skal følges ved informationskomposition:
Betragter vi hele stykke (3) + overskriften (= 'Man laver en portion havregrød'), kan man sige at overskriften angiver den relation (den form for sammenhæng) der er mellem de delinformationer som hele stykket rummer. Og at den forudsætte information (= de handlinger som den aktuelle handling bygger på) kommer før den nye.
Kunsten at udtrykke sig forståeligt i informationskomposition er så vidt muligt at følge disse to netop nævnte principper, foruden det tidligere nævnte om at
Disse tre principper vil vi kalde informationskompositionens udtryksprincipper. Deres anvendelse forudsætter at man har analyseret hvad det er man ønsker at overføre til modtageren; dette udformes som et informationshierarki, som tidligere forklaret.
Når (3) stadigvæk er utilfredsstillende, skyldes det at princippet om at undgå gentagelser ikke er overholdt i tilfredsstillende grad.
Lad os sammenligne følgende versioner af begyndelsen:
(6) Man kommer 1/4 1 vand og 1 dl havregyn i en gryde, som opvarmes til kogepunktet. Samtidigt med osv. (som (3)).
(7) Man kommer 1/4 1 vand og 1 dl havregryn i en gryde som opvarmes til kogepunktet, samtidigt med at man rører i den. (Resten som (3)).
(8) Man kommer 1/4 1 vand og 1 dl havregryn i en gryde som opvarmes til kogepunktet under stadig omrøring (Resten som (3)).
(9) Man kommer 1/4 1 vand og 1 dl havregryn i en gryde som opvarmes til kogepunktet og holdes i kog i ca. 3 minutter under stadig omrøring. 1/4 tsk salt kommes i. Man serverer det med sukker, smør og mælk.
At knytte ligestillede delinformationer sammen ved at gøre den ene til relativsætning (6) er en meget anvendelig måde hvorpå man kan undgå gentagelser. I grammatisk forstand underordnes relativsætningen (et led i) oversætningen; men i informationsmæssig forstand er sætningerne her begge delinformationer i samme ramme, altså på samme niveau; den ene information (den overordnede sætning) står blot til venstre for den anden (relativsætningen).
En anden væsentlig forkortelsesregel (under undgå gentagelser-princippet) er at reducere ny rammeinformation + forudsat delinformation + ny delinformation til ny rammeinformation + ny delinformation, og så udforme disse informationer som et adverbial til en oversætning som rummer den forudsatte delinformation. Dette ses i (7): det kursiverede og endnu mere forkortet i (8).
I (9) er der taget endnu et skridt. Her er det søgt undgået at give den samme rammeinformation + delinformation ("Samtidigt med man rører i den" i (3)) to gange. I stedet er 'under stadig omrøring' søgt placeret som fælles adverbial for to sideordnede relativsætninger: " ... som opvarmes ... og (som) holdes ...". Men ved denne forkortelse har vi også måttet ofre noget af forståeligheden, idet teksten nu kan misforstås, således at det kun er under selve kogningen at der skal røres.
Hvis vi på trods af denne indvending fortsætter med at pakke vores information mere fast sammen, ved så vidt muligt at gøre informationerne til led i hinanden, så får vi fx
(10) Man kommer 1/4 1 vand og 1 dl havregryn i en gryde som opvarmes til kogepunktet og holdes i kog i ca. 3 minutter under stadig omrøring, hvorefter der kommes 1/4 tsk salt i, og man serverer det med sukker, smør og mælk.
Denne tekst er dårligere end (9) fordi den uden nogen grund (forkortelse, ramme osv.) lader de sidste informationer indgå i en helsætning. Antallet af ord i teksten forøges uden at der er nogen gevinst i forståelighed. Dette økonomiprincip: undgå unødvendige ord er en mere generel udformning af det jeg tidligere har kaldt undgå gentagelser-princippet. Anvender vi det på (9) kan vi få
(11) 1/4 1 vand og 1 dl havregryn kommes i en gryde som opvarmes og holdes i kog i ca. 3 minutter under stadig omrøring. 1/4 tsk salt kommes i og det serveres med sukker, smør og mælk.
Her er strøget et par informationsmæssigt set tomme 'man'er. Informationen om at gryden opvarmes til kogepunktet, indgår nu som præsupposition i "holdes i kog". Alt dette kan forklares ud fra økonomi-princippet.
Men der er også en enkelt ændring som peger i den anden retning: Det 'og' som forbinder de to sidste sætninger. Forklaringen på denne ændring må hentes i et harmoni-princip som går ud på at
Jeg har nu illustreret de fire grundlæggende principper for det gode afsnit i en informationskomponeret tekst. Problemet med at bruge dem ligger bl.a. i at de kan trække i forskellige retninger. Måske kan man kun variere ordlyd og syntaktisk opbygning på bekostning af økonomien, måske bliver en forkortning skyld i misforståelser, måske giver den for lange og for komplekse sætninger osv.
Videre til 1.1.2 Sygehustransport