|
|
|
|
|
||
|
|
|
1. en forståelig
tekst: informationskomposition |
|
|
|
|
|
1.1 med
tidsfølge |
|
1.2 uden tidsfølge (abstrakt)
her
er du |
|
|
|
|
|
|
|
1.2 Information om abstrakte emner
[senest revideret 1/7 01; først lagt ud 1/7
01]
I 1.1.1og 1.1.2 har vi set på fremstilling af tekster som handler om konkrete emner: en række handlinger. Andre konkrete emner kunne være: agenter og tilstande/situationer.
Men der findes informationsgenrer hvor emnet ikke handler om noget konkret. Det er ikke vanskeligt at finde eksempler: Du er i gang med at læse en tekst i øjeblikket som er langt mere abstrakt end de teksteksempler vi har set på i de to forrige afsnit. Et andet nærliggende eksempel er en opgave du skriver i løbet af dit universitetsstudium. En væsentlig del af sådan en opgave vil bestå af information om abstrakte emner. Analyserer du en tekst fx, så vil en beskrivelse af handlingen i teksten (vi forestiller os det er en episk tekst), eller af den række sproghandlinger afsenderen (forfatteren) udfører med teksten, kunne være din opgaves konkrete del. Men opgaven består jo også af analyse/fortolkning, og -- på mere avancerede niveauer -- af opstilling af teoretisk ramme, formulering af hypoteser og sammenligning af analyseresultat med hypoteser. Og det er opgavens abstrakte del.
Når vi skal sammenligne problemerne med analyse af informationer ved konkrete og ved abstrakte emner, så lad os først konstatere at op-ned-relationen er den samme. Netværkets vertikale dimension er som ved de konkrete emner.
Tidsfølge
erstattes med banalitet
Den store forskel mellem abstrakte emner og konkrete emner er den rolle tidsfølgen spiller. Når vi skal tegne et informationsnetværk som skal dække konkrete informationer, så spiller tidsfølge (eventuelt præciseret som hensigts- eller årsag-virknings-relation) en central rolle. Mit generelle råd angående tegning af informationsnetværk ved konkrete emner er: Gå efter den mest overordnede tidsfølge af handlinger eller aktiviteter. Det mest almindelige bud på hvordan "det bærende lag" i et konkret informationsnetværk bør se ud, finder du i den klassiske brugerfikserede net-skabelon.
Dette råd kan du ikke følge når emnet er abstrakt, for tidsfølgen spiller ikke samme centrale rolle. Eventuelt er den helt irrelevant. I stedet benyttes dimensionen
- det mere banale, almindelige, udbredte, normale placeres til venstre for det mindre banale, almindelige, udbredte, normale.
Når vi skal tegne netværk over abstrakte emner og skal ordne informationer som falder under samme overemne, så må vi benytte denne banalitetsregel for at få informationerne ordnet. Banalitetsreglen spiller nøjagtig samme rolle ved tegningen af sådanne netværk som tidsfølgereglen spiller for tegning af konkrete netværk.
Rekonstruktion af netværk ved hjælp af
mellemrubrikker
For at illustrere tegningen af abstrakte netværk -- og abstrakte teksters kompositionsproblemer, har jeg valgt at se på et afsnit i Nudansk Fremstilling: afsnit 8.2.
Afsnittet fremtræder i Nudansk Fremstilling uden mellemrubrikker. Lad os først se på hvorledes man kunne have forsynet det med mellemrubrikker som havde vist dets opbygning. Under forudsætning af at teksten er en vellykket informationskomposition, så vil vores rekonstruktion af de implicitte mellemrubrikker også samtidig være en rekonstruktion af det informationsnetværk som teksten er konstrueret over.
|
På kurset rekonstruerede vi netværk bl.a. over ironiteksten (tekst nr. 11) og Gotved-teksten (tekst nr. 10). Men ingen af disse tekster er kompositorisk vellykkede. Du må derfor -- efter du har sat informationsnumre på tekstens væsentligste afsnit -- være indstillet på en fase hvor du kritiserer og reviderer på det netværk som du har rekonstrueret ud fra teksten. Denne kritik sker ud fra reglerne for tegning af informationsnetværk og resulterer i en omnummerering af visse afsnit (eventuelt enkeltsætninger). |
Rekonstruktionen sker ved at jeg nedenfor i venstre spalte anfører de implicitte mellemrubrikker og forsyner dem med nummer som klart angiver om vi stiger ned eller op i niveau, eller om vi skrider fremad (dvs. fra venstre mod højre) på samme niveau. I højre spalte findes så den originale brødtekst.
|
8.2 Selvfremstilling og selvopfattelse. 8.2.1 Enhver afsender er en slags kanalvogter. 8.2.1.1 Afsenderen er recipient, men ikke modtager. |
8.2 Selvfremstilling og selvopfattelse Det er et interessant filosofisk problem om enhver af sender af en meddelelse ikke også uvægerligt er modtager af samme meddelelse. Det er jo uafviseligt således at afsenderen hører sig selv tale, ser det han har skrevet, og at netop dette gør det muligt at foretage rettelser osv. i meddelelsen. Hvis vi skal prøve at beskrive denne side af afsenderrollen med de begreber som findes i Sprogbrugsbegreber: kommunikationsroller, så må vi sige at afsenderen uhjælpeligt ogsa er recipient: han udsættes fysisk for kommunikationsenheden. Men han er ikke modtager: det er ikke ham der gør det med sprogforløbet som det er beregnet til fra afsenderens side. |
|
8.2.1.1.1 To utypiske eksempler: 8.2.1.1.1.1 Afsenderen er ikke recipient. |
Der er nogle forbehold. Man kan forestille sig situationer hvor afsenderen faktisk ikke opfatter sin egen meddelelse med øjet/øret, dvs. ikke er recipient. Måske skal man skrive en besked i mørke, eller man taler i telefon i et meget støjfyldt lokale. Men disse situationer er ikke typiske. |
|
8.2.1.1.1.2 Afsenderen er modtager. |
På samme made findes der situationer hvor afsenderen faktisk er (rettere: bliver) modtager af sin egen med delelse. Tænk fx på noget sa banalt som en indkøbssed del: man skriver ned hvad man skal have, og læser det i supermarkedet. Eller på forelæsningsnoter. Det karak teristiske i disse situationer er at der forløber et vist tidsrum fra afsendelse til modtagelse, og at med delelsen skal støtte hukommelsen. Disse situationer er mere almindelige end dem hvor modtageren ikke engang er recipient, men de er kun en lille, speciel mængde af kommunikationssituationer. |
|
8.2.1.2 Afsenderen har heller ikke umiddelbart nogen af de andre recipientroller |
Heller ingen af de øvrige recipientroller, publikum, observatør eller kanalvogter, indfanger umiddelbart afsenderens særlige recipientrolle. |
|
8.2.1.2.1 Ikke publikum. |
Han er ikke publikum fordi denne rolles definition tydeligt forudsætter at der er en anden, hvis reciperen er afsenderen bevidst, og som derfor kan have indflydelse på meddelelsen. At sige at afsenderen skulle være publikum, vil være at tømme dette begreb for dets særtræk. |
|
8.2.1.2.2 Ikke observatør. 8.2.1.2.3 Heller ikke umiddelbart kanalvogter, men med visse modifikationer kan man sige at afsenderen er sin egen kanalvogter. |
Observatør er udelukket. Derimod er kanalvogterrollen et langt bedre bud: Inden meddelelsen afsendes foregår der i afsenderen en sortering og bearbejdelse. Det er jo bl.a. den proces Nudansk Fremstilling handler om. Og man kan altså sige at formålet med Nudansk Fremstilling bl.a. er at gøre jer til bedre kanalvogtere (redaktører) af jeres ideer. Men også når meddelelsen er afsendt, må man nærmest sige at afsenderens reciperen svarer til en kanalvogters: afsenderen vurderer om der er begået fejl, som evt. senere skal rettes. |
|
8.2.1.2.3.1 Afsenderens krop er hans kanal.
8.2.1.2.3.2 Afsender og kanalvogter er en og samme person. |
Men at tale om afsenderen som sin egen kanalvogter, forudsætter at man opfatter afsenderens fysiske fremtræden (kroppen i videste forstand) som hans kanal. Heri ligger der en kraftig udvidelse af det oprindelige kanalvogterbegreb. En anden udvidelse ligger i at afsender og kanalvogter er et og samme individ. Men lad os alligevel sige at afsenderens recipientrolle er kanalvogter. Man er altid vogter af sin egen krops kanal. Bevidstheden, disciplinen, anstrengelserne og succesen kan svinge. |
|
8.2.1.3 Kravene til bevidsthed og disciplin i kanalvogterrollen varierer. |
Der vil være stor forskel på kravene til denne rolle. Er man afslappet sammen med gode venner, kan rollen indskrænkes til et minimum: samværet i sig selv er en værdi. Befinder man sig derimod i en situation hvor man er ude efter et bestemt, afgrænset mål, vil der som regel også stilles store krav til disciplin og konsekvens i selvkanalvogterrollen. Og jo større værdi målet har for en (fx overlevelse, bevaring/opnåelse af job o. lign.), jo større energi vil man bruge på at indrette sin adfærd på den mest hensigtsmæssige måde. |
|
8.2.2 Der er begrænsninger på hvorledes man kan fremstille sig selv. 8.2.2.1 Fysiske begrænsninger. 8.2.2.2 Evne- og vidensmæssige begrænsninger. 8.2.2.3 Modtagerens erindring om hvorledes afsenderen har optrådt i andre situationer. |
Der vil være visse ydre, fysiske begrænsninger på hvordan man kan optræde/fremstille sig selv. Fx vil jeg have meget svært ved at optræde som indtagende ung pige. Der vil også være nogle der har større talent for det at optræde (indrette sin adfærd hensigtsmæssigt), end andre (der findes gode og dårlige "skuespillere"). Og der vil være grænser for hvor meget man i forskellige situationer, hvor de samme recipienter er til stede, kan variere sin adfærd. Populært sagt må man undgå at fremtræde som "vendekåbe", "opportunist" osv. Det vil ødelægge ens etos groft at overtræde dyd 4 [refererer til nummereringen i Gode Grunde] om identitet og integritet. |
|
8.2.2.4 Afsenderens selvopfattelse: Den interne etos. |
Men selv inden for disse rammer for selvfremstillingen, findes der yderligere en meget væsentlig begrænsning: afsenderens selvopfattelse (selvforståelse, -vurdering). Tidligere har vi udelukkende brugt etos som et eksternt begreb: det
indtryk andre har af afsenderen. Men enhver afsender har også et
indtryk af sig selv. Det kan vi kalde den interne etos. Det er meget svært at skrive ret meget generelt om dette fænomen, da det er et helt individuelt anliggende. Men i princippet må de værdier den interne etos bygger på, være de samme som dem den eksterne hylder. Dvs. de 4 dyder jeg præsenterede i afsnit 8.1. |
|
8.2.2.4.1 Overensstemmelse mellem selvopfattelse og selvfremstilling giver tilfredshed (belønning). 8.2.2.4.2 Jo større afstand, jo mere utilfredshed.
8.2.2.4.2.1 Et moralsk spørgsmål hvor stor afstand afsenderen kan acceptere.
8.2.3 Ved længerevarende rollerelation kan udvendig fremkaldt selvfremstilling blive til (en del af) selvopfattelsen. 8.2.3.1 Modtageren straffer hvis selvfremstillingen ikke udføres: skyld. |
Er der overensstemmelse mellem selvfremstilling og selvopfattelse, medfører det i sig selv belønning, tilfredshed. Jo større afstand der er mellem selvfremstiliing i en bestemt situation og selvopfattelse, jo mere vil den interne etos' dyd 1 (ærlighed) tage skade. Evt. også dyd 4 [stabilitet, identitet] og andre. Denne skade må så afvejes over for den gevinst selvfremstillingen (den falske) kan give. Denne afvejning er et fuldstændigt individuelt anliggende. Et spørgsmål om moral: samvittighed. Er grunden til ens falske selvfremstilling at man ønsker at undgå straf -- ikke først og fremmest at man får noget positivt, men at man undgår noget negativt -- kan det give anledning til had, såvel mod den agent som tvinger en til at være falsk, som mod en selv. En længerevarende rollerelation af denne art, kan medføre at afsenderen tilnærmer sin selvopfattelse til omgivelsernes. Mildnes omgivelsernes direkte pres, kan afsenderen måske godt ændre sin selvfremstilling uden det medfører straf udefra; til gengæld vil afsenderen så eventuelt straffe sig selv med skyld. |
|
8.2.3.2 Modtageren belønner hvis selvfremstillingen udføres: glæde, stolthed. |
En tilsvarende overførsel fra ydre krav til selvfremstilling, til indre krav til selvfremstilling (selvopfattelse), kan ske ved længerevarende relationer hvor afsenderen direkte belønnes for en bestemt selvfremstilling. Selv hvis den ydre belønneagent forsvinder, og der derfor ikke længere er nogen ydre, rationel grund til den bestemte selvfremstilling, så vil afsenderen muligvis alligevel kun være rigtig tilfreds med sig selv hvis selvfremstillingen fortsætter. Dvs. det der oprindeligt var en selvfremstilling fremkaldt af ydre belønning, er blevet til (en del af) selvopfattelsen. Disse mekanismer omkring de længerevarende belønne/ straf-relationer er især fremtrædende når individets personlighed dannes, dvs. typisk i familien. Men man må regne med dem -- omend mindre fremtrædende -- også når talen er om modne individer. |
|
8.2.4 En selvfremstilling som efter ydre kriterier er irrationel, kan godt, efter indre kriterier (iflg. selvopfattelsen), være rationel. |
Lad mig slutte dette afsnit med at slå fast at en af de tilbagekommende konflikter i ethvert individs daglige tilværelse er afvejningen af den umiddelbare belønning der altid er hvis der er perfekt overensstemmelse mellem selvfremstilling og selvopfattelse -- over for den gevinst der kan være ved at vælge en mulig forstillelse som eventuelt gør et bestemt mål opnåeligt. Og der vil være situationer hvor et individ vil opleve ekstra belønning ved at handle i overensstemmelse med sig selv (selvfremstilling = selvopfattelse) -- netop fordi det sker på bekostning af en indlysende, ydre værdi. Med andre ord: Det som for et ydre synspunkt er irrationel adfærd (skader afsenderens interesser), kan for det indre synspunkt være særdeles rationelt. |
Et overblik over kompositionen kan dette netværk give:
De 4 knuder i det næstøverste lag lyder således:
8.2.1 = Enhver afsender er en slags kanalvogter.
8.2.2 = Der er begrænsninger på hvorledes man kan fremstille sig selv.
8.2.3 = Ved længerevarende rollerelationer kan udvendig fremkaldt selvfremstilling blive til (en del af) selvopfattelsen.
8.2.4 = En selvfremstilling som efter ydre kriterier er irrationel, kan godt, efter indre kriterier (iflg. selvopfattelsen) være rationel.
Dybde eller
bredde først
Op-ned-relationen er relativt uproblematisk: Den svarer til det vi så på i tidligere afsnit om tegning af konkrete informationsnetværk. Dog er det værd at bemærke at der egentlig er to forskellige muligheder for at oversætte et informationsnetværk til en informationskomponeret tekst:
Når du kommer til 8.2.1 kan du vælge enten at gå i bredden eller i dybden:
|
Dybde først: 8.2 8.2.1 8.2.1.1 8.2.1.1 8.2.1.1.1 8.2.1.1.1.1 8.2.1.1.1.2 8.2.1.2 8.2.1.2.1 8.2.1.2.2 8.2.1.2.3. 8.2.1.2.3.1 8.2.1.2.3.2 8.2.1.3 8.2.2 osv. |
Bredde først: 8.2 8.2.1 8.2.2 8.2.3 8.2.4 8.2.1 8.2.1.1 8.2.1.2 8.2.1.3 8.2.1.1 8.2.1.1 8.2.1.1.1 8.2.1.2 8.2.1.2.1 8.2.1.2.2 8.2.1.2.3 8.2.1.2.3.1 8.2.1.2.3.2 8.2.1 8.2.1.3 8.2.2 8.2.2.1 osv. |
Det er informationskompositionen i venstre spalte: dybde først, som er anvendt i denne tekst.
Op-ned-relationerne er altså genkendelige fra de konkrete tekster, men relationen mellem informationer på samme niveau er i dette eksempel helt anderledes. Iflg. emnets abstrakte natur, kan man ikke bruge tidsfølge til at ordne dem med: Der er ikke tale om en sekvens af handlinger.
Banalitetsprincippet:
en række illustrationer
Er der overhovedet nogen form for afhængighed mellem 8.2.1, -2, -3, og -4 - ud over at være underemner til 8.2?
Kunne de stå i en vilkårlig anden rækkefølge?
Et nøjere eftersyn af de fire underemner viser at det, med overfladiske redaktionelle ændringer (fx første linje af 8.2.4), vil være muligt at komponere 8.2 i samtlige mulige rækkefølger, i alt 4 x 3 x 2 x 1 = 24 muligheder. Jeg mener ikke at nogen af mulighederne direkte kan stemples som forkerte.
Men jeg vil alligevel fremhæve den valgte som den bedste.
Først må man se på den kontekst afsnit 8.2 står i: Det er et kapitel som handler om selvfremstilling, og dette fænomen er i kapitlets tidligere afsnit udelukkende betragtet udefra, fra modtagerens synsvinkel. Afsnit 8.2 ændrer denne synsvinkel til at være afsenderens.
Hvor de andre afsnit har beskæftiget sig med hvorledes selvfremstillingen bør være ud fra ønsket om at op nå noget hos andre, så er pointen i dette afsnit at der er en række "indre" hensyn at tage: afsenderens selvopfattelse.
Det vil sige at afsnittets centrale overordnede pointe findes i 8.2.2. Hvis afsnit 8.2 skulle forkortes til det mindst mulige, ville det blive 8.2.2 som måtte blive stående (evt. også forkortet).
De andre afsnits placering må begrundes ud fra dette væsentlige afsnit 8.2.2.
8.2.4 er et kort resume af 8.2.2, men drager desuden den ekstreme konsekvens at netop den tilsyneladende irrationelle handling kan være ekstra værdifuld (og rationel) efter de indre kriterier.
8.2.3 forsøger at løfte lidt af sløret for hvorledes en selvopfattelse kan opstå og forandres. Det er bedst at placere behandlingen af dette efter indførelsen af begrebet 'selvopfattelse', fordi man herved får bestemt variablen 'selvopfattelse' inden man ser på hvad der (bl.a.) bestemmer dens variation (variabelværdier). Men jeg synes på den anden side ikke at det ville give en helt umulig tekst hvis man byttede om på rækkefølgen.
Afsnit 8.2.1 er en undersøgelse af om det at vi nu ændrer synsvinklen til at betragte afsenderen som recipient, medfører at vi så også må indføre en helt ny kommunikationsrolle. Skal vi ændre i det etablerede begrebsapparat, eller falder modtagerrecipienten på plads i en af de eksisterende skuffer? Samtidig uddyber 8.2.1 hvad der menes med dagligsprogligt at sige at "afsenderen er altid også sin egen "modtager"".
Igen vil jeg sige at disse overvejelser godt kunne være placeret fx til sidst, men at det i den særlige sammenhæng som Nudansk Fremstilling er (?), må være rigtigst at placere dem først. Denne sammenhæng er at give en undervisning i sproglig udtryksfærdighed på et grundlag der er så videnskabeligt som muligt. Det videnskabelige giver sig i høj grad udtryk i en bestræbelse for at benytte klart definerede fagudtryk; og dette indebærer at det er påtrængende, så snart en ny indfaldsvinkel anlægges, at undersøge om det får nogen konsekvenser for det hidtil brugte begrebsapparat. Vi må have begrebsrammerne i orden inden vi kan udtale os om den ny indfaldsvinkels konsekvenser.
Mere
banalitetsprincip: horisontale relationer på lavere niveaer
Dette var nogle overvejelser omkring de mest overordnede før-efter-relationer i afsnit 8.2. Lad os nu se på nogle af de mere underordnede.
8.2.1.1-2-3: Rækkefølgen l) recipient/modtager, 2) øvrige recipientroller, skyldes dels at jeg i afnit 8.2's første begyndelse har introduceret netop modtager-rollen som et bud på en mulighed. Jeg har forestillet mig at læseren ret umiddelbart vil kunne spørge: Er enhver afsender egentlig ikke også modtager af sin egen meddelelse? Men desuden er den valgte rækkefølge af modtagerrollerne didaktisk begrundet: Det er den samme rækkefølge som findes i Sprogbrugsbegreber.
8.2.1.3 kommer til sidst fordi den handler om hvorledes den allerede indførte variabel 'afsenders kanalvogterrolle' kan variere. Det er samme begrundelse for valg af rækkefølge som ved 8.2.2-3 (se ovenfor).
8.2.2.1-2-3-4: Der startes med det mest håndfaste: l) de fysiske begrænsninger; dernæst 2) de indlysende psykologiske begrænsninger, og 3) modtagernes erindring; endelig kommer vi så til 4) den nve begrænsning, emnet for hele 8.2.2: selvopfattelsen. De tidligere punkter forbereder det nye: de repeterer det gammelkendte, og herved defineres det nye ved lighed og forskelle til de øvrige begrænsninger.
Kompositionsideen bag 1-2-3 er at starte med individet og det mest konkrete. Det er en helt almindelig kompositionsmåde at placere det mere indlysende og grundlæggende, før det mindre indlysende og måske kontroversielle. Det er denne visdom der ligger bag banalitetsreglen når vi tegner netværk om abstrakte forhold. En 3-2-1-komposition have været klart ringere fordi den placerede den mest banale information til sidst. En 1-3-2-komposition havde også været ringere end den valgte, fordi information 1 og 2 har det tilfælles at være information om afsenderens egne faste egenskaber, mens 3 handler om de begrænsninger som afsenderens formodninger om en bestemt modtagers erindring medfører. Begrænsning 1 og 2 er meget mere lig hinanden, end med 3.
8.2.2.4.1-2: 1 er egentlig præsupponeret i 2 -- og omvendt. Når der alligevel bruges plads på at få dem begge udtrykkeligt med i teksten, skyldes det at den information de rummer, er så væsentlig for 8.2. At få præsuppositionerne med i teksten er en måde at give fylde (vægt) til en bestemt information.
Men hertil kommer at der i 2 kan findes noget kontroversielt stof: at betragte disse moralske spørgsmål ud fra synspunktet om en rationel afvejning. Af denne grund må 2 placeres til sidst. Det var samme regel vi så i rækkefølgeovervejelserne ovenfor:
- Det mere banale før det mindre banale
- Det mindre kontroversielle før det mere kontroversielle,
8.2.3.1-2: Her er der muligvis kun valgt den næstbedste komposition. Belønne-situationens beskrivelse er vel mindre kontroversiel end straffe-situationens. Det er ganske vist kun nuancer det drejer sig om, men det er som om at afsenderen ved at placere straffesituationen først, signalerer til modtageren at det er den mest almindelige (mest banale, velkendte osv.), og belønne-forholdet mindre almindeligt. Har modtageren den modsatte opfattelse, vil han måske i den valgte komposition se tegn på misantropi hos afsenderen, dvs. han vil stå svagere ang. dyd 2 [refererer til Gode Grunde: dyd 2 = idealisme].
Videre til 2. En acceptabel tekst: acceptkomposition