|
Sproglig
rådgivning forside àSprogbrugsbegreber à[aktuelt begreb] |
Lad os sige at analytikeren skal analysere en given mængde sprogforløb, evt. bare et enkelt. Hvilken arbejdsproces kan man anbefale?
Det at analysere kan defineres som at gøre en række iagttagelser ud fra et eller andet overordnet analyseperspektiv. Spørgsmålet om analyseproces bliver for en stor del et spørgsmål om den teknik man skal anvende ved indsamling af data i sprogforløbet. Det er en gammel sandhed at man ikke i en og samme gennemlæsning af en tekst kan gøre iagttagelser af vidt forskellig type. Hver type iagttagelser kræver sin egen gennemlæsning. Ellers bliver iagttagelserne upræcise: der bliver mange »smuttere«. Jo flere, jo flere typer iagttagelser man prøver at spænde over på én gang. - Det er denne gamle indsigt som ligger bag følgende skitse af en arbejdsproces ved sprogbrugsanalyse:
Materialet læses igennem første gang, og man noterer det generelle indtryk ned. Ikke nødvendigvis i velformede sætninger, men fx som stikord. Det skal blot være en registrering af de første spontane verbale reaktioner på materialet. Det det gælder om er at få noget råstof på bordet som man kan bruge, fx i sin formålsformulering (se analysedisposition).
På basis af denne første læsning vil man (antagelig) have dannet sig et indtryk af hvilken type iagttagelser det vil være frugtbart at koncentrere sin næste læsning af materialet om. Det kan fx være argumentationen, perspektiveringen, ideologien, eller kommunikationsteknikken. Det vil naturligvis afhænge af materialet. Det er bare vigtigt at være klar over at der ikke er nogen mekanisk måde at gå til værks på. Kunsten er, hele tiden at beskæftige sig med det mere væsentlige i materialet, før man bruger tid på det mindre væsentlige. Og hvad der er væsentligt i et materiale afhænger af materialet og de spørgsmål man stiller til det.
Når man har besluttet hvad man vil se efter i næste gennemlysning, gås der i gang. Iagttagelserne ( + refleksioner m.m.) noteres ned. Og så videre.
Der kan naturligvis ikke siges noget om hvor mange gennemlysninger = iagttagelsestemaer, der vil være relevante i det konkrete tilfælde (afhænger af analysens formål og af hvor meget analysen kan/skal fylde).
Jo mindre omfattende (»abstrakt«) det enkelte iagttagelsestema formuleres, desto mere detaljerede bliver iagttagelserne.
Det vil meget ofte være således at analytikerens opfattelse af hvad der er væsentligt i et materiale, ændres efterhånden som han ved disse tematiske gennemlæsninger lærer det bedre at kende. Dvs. analysens (påtænkte) formål kan meget vel blive ændret flere gange undervejs.
Denne beskrivelse af en arbejdsproces gælder uanset omfang af materiale og analysens videnskabelige niveau (fx både analyse i gymnasieregi og et universitetsspeciale). Men det må understreges at når vi foretager en sprogbrugsanalyse - og ikke (bare) en rent sproglig-stilistisk analyse - så skal de historiske, sociale og psykologiske forhold som »omgiver« det sproglige, inddrages i de forskellige iagttagelsestemaer. Dvs. det analytikeren skal arbejde med er egentlig sprogforløb + situation(er); det er det der er hans analysemateriale. Og det betyder at et tema for en undersøgelsesrunde i materialet (nu er 'gennemlæsning' jo en for snæver betegnelse) lige så godt kan være hentet fra de historisk-sociale-psykologiske ”omgivelser”, som fra selve sprogforløbet. Dette betyder så også at en enkelt undersøgelsesrunde sagtens kan blive et meget omfattende foretagende som inddrager fx sociologisk feltarbejde (fx interviews) og læsning af videnskabelig litteratur.
Analyseprocessens sidste punkt er så ordning af analyseresultater i en analysedisposition.
Se metode.