Først
lagt op i 2010, senest opdateret 28-12-2021
13:37
|
Steen Piper, Hovedland
|
Helle Lehrmann Madsen,
Akademisk
|
Asger Schnack,
Borgen
|
|
Poul Henrik Westh,
Borgen, Sohn
|
Nanna Sølvsteen,
Aschehoug
|
Søren Melgaard
Hekla
|
Redaktørerne leve!
Læs kommentaren Den
almægtige forfatter (om tiden efter 2011).
Når en bog modtages i pressen, er der jævnligt
fokus på forfatteren. Og mon ikke det altid også spiller en rolle for
anmelderes vurdering af en bog, hvilket forlagsnavn der står på
forsiden? Men redaktøren nævnes sjældent – selv om redaktøren ofte har
spillet en rolle for hvordan bogen bliver.
Se
en kort liste over bøgerne og deres redaktører her
Tendensen i branchen går mod at redaktøren får
ideen til noget salgbart og derefter prøver at finde en forfatter der
kan virkeliggøre den. Men det har jeg kun oplevet et par gange. Det
normale for mig har været selv at få en idé og lave et fuldt færdigt
manus som jeg så har fundet et forlag til. Men derefter følger så
typisk et videre arbejde med manus, godt hjulpet af redaktøren i rollen
som en første, opmærksom, professionel læser af teksten.
Jeg har igennem årene skrevet mange forskellige
slags bøger og haft mange forskellige redaktører. Det er ikke
tilfældigt. Hvis jeg kun havde haft én og samme redaktør havde bøgerne
hverken været så forskellige eller så mange. Det kan man så græmme sig
over eller fryde sig over. Selv fryder jeg mig nærmest over det.
Samtidig føler jeg en stor taknemmelighed over for mine forskellige
redaktører. Jeg håber at mine redaktører også føler noget for mig,
eller i det mindste kan huske mig. Det er svært for mig at tænke på en
bog uden samtidig at tænke på den person som var redaktør på bogen. Jeg
betragter bøgerne som børn jeg har med forskellige. Og børn kan man
ikke lave alene. Og slet ikke samme barn med to forskellige.
Ole Thestrup var min første. Alene af den grund
vil han altid have en særlig plads. Han reagerede meget hurtigt og
varmt på manuskriptet til Vælgeren
og partiprogrammerne som nærmest ved et mirakel
lige passede ind i den serie, Borgen Basis, som han vistnok var idémand
til. Jeg havde været så formastelig at sende manuskriptet til 3
forskellige forlag på én gang uden at fortælle dem det. Ole var
hurtigst, og jeg ringede straks til ham og sagde tak fra Brugsen i
Østerlars fordi vi holdt ferie i nærheden. Så skrev jeg til de to andre
forlag og oplyste at manuskriptet nu var "afsat til anden side". Det
udløste et meget vredt brev fra den ene af de forsmåede, hvor jeg blev
belært om gode manerer i forlagsverdenen. Det tredje forlag sendte vist
bare manuskriptet retur uden kommentar. De havde formentlig endnu ikke
nået at kigge på det.
I dag kan jeg selvfølgelig godt se at det er
pokkers irriterende for et forlag at have startet en vurdering af et
manus og så midt i det hele få at vide at forfatteren har lavet aftale
med et andet forlag. Og jeg har da heller aldrig senere benyttet denne
procedure med at sende samtidigt til flere. Det er jo kun noget man kan
tillade sig hvis man er meget berømt og de manusser man laver er meget
eftertragtede. Så må forlagene finde sig i at byde om kap.
Ole er en meget temperamentsfuld redaktør som
klart viser hvad han synes om det man laver. Men samtidig er han meget
disciplineret og særdeles kompetent. Jeg tror ikke han havde nogen
konsulent på mit første manus. Han kunne simpelt hen lide det råt. Det
udkom med yderst få ændringer. To af dem husker jeg stadig. Ole lærte
mig at der ikke er (var) noget ord i dansk der hedder ’grundliggende’.
Det hedder enten ’tilgrundliggende’ eller ’grundlæggende’. Han rettede
også ’knap’ til ’knapt’ (Fx "der var knapt tusind mennesker").
Jeg syntes ikke det kunne passe at han kunne vide
bedre end mig hvordan dansk skulle staves. Jeg beskæftigede mig jo
videnskabeligt med dansk sprog. Men efter at have kigget i
Retskrivningsordbogen måtte jeg give ham ret, og jeg tænkte faktisk på
ham hver gang jeg mødte de to ord i mange år derefter! Men Sprognævnet
har for flere år siden givet efter for tendensen til at skrive
’grundliggende’ i stedet for ’grundlæggende’, så i dag er det fuldt
lovligt at skrive ’grundliggende’.
Asger
Schnack
Borgens Forlag voksede meget i de år og Ole fik
vist en del overordnet ansvar. Det betød at kvartetten Analyser
af Sprogbrug fik Asger Schnack som redaktør.
Asger var allerede dengang en mand med mange jern i ilden: selvstændig
lyriker, selvstændig forlægger med forlaget Swing – han havde en
sweater med "Swing" skrevet på maven – og nu altså også redaktør på
Borgen. Eller måske er den rette betegnelse ’assisterende redaktør’ for
jeg tror ikke at Asger havde kompetence til at antage manuskripter.
Asger og jeg havde et fuldstændig gnidningsløst,
fornøjeligt og lærerigt forløb igennem to år med kvartetten. Jeg følte
nærmest jeg havde frie hænder med hensyn til omfang, illustrationer
osv. På mindst ét tidspunkt tog han på en pludselig ferie, men jeg tror
ikke det skyldtes at jeg var vanskelig. Ole fortalte bare at han var
taget på en kort ferie. Jeg har på fornemmelsen at det var alle
begrebsforklaringerne i Sprogbrugsbegreber som tog
hårdt på ham. Det må også have været hård kost for en lyriker, og vi
havde nogle skrappe tidsfrister ind imellem, men faktisk husker jeg at
han ofte udtalte sig anerkendende om prosapassager i bøgerne, specielt
en leder jeg havde omskrevet fra Ekstra Bladet (Perspektiv
s. 112-113) så den blev positiv i stedet for negativ over for
politikerne. Det syntes han virkelig var morsomt og godt. Det gjorde
indtryk fordi jeg anser Asger for at være en mand der kender en
håndskreven tekst når han møder den. Han gav mig aldrig mindste
antydning af at han led på grund af min tekst. Og efter fjorten dages
ferie fra korrekturlæsningen af Sprogbrugsbegreber
var han tilbage som om intet var hændt. Jeg spurgte ikke, og han
forklarede ikke.
Efter Aktiv
Seer som Ole fandt udgivelsesværdig, men vist
ikke var rigtig varm på – jeg tror han syntes den var letkøbt – sendte
jeg et skønlitterært manuskript til ham. Det kunne han slet ikke lide
og han inviterede mig ind på forlaget og forklarede mig omhyggeligt og
detaljeret hvad der var galt i det. Da jeg derefter forhørte mig om
Borgens Forlag ville være den praktiske formidler af Mod
en argumentationsteori som Det humanistiske
Fakultet betalte, fik jeg hvad jeg opfattede som et meget forbeholdent
svar. Derfor kontaktede jeg Akademisk Forlag som ofte blev brugt til
den slags opgaver, og de antog det da også uden forbehold.
Som redaktør havde jeg Morten Hahn. Han var en
stille og rolig mand som ikke blandede sig i bogens indhold men
koncentrerede sig om det rent tekniske. Jeg udarbejdede et meget langt
stikordsregister som jeg kom med efter han havde accepteret manus. Men
det brokkede han sig ikke over, og jeg var meget taknemmelig. Også
omslaget overlod Morten Hahn helt til min ide: mørk violet med hvide
bogstaver uden bagsidetekst. Jeg var inspireret af den engelske filosof
Strawsons bog Individuals som i min udgave så sådan
ud. Jeg beundrede Strawson for hans intellektuelle skarphed og elegance
og ville selvfølgelig gerne ligne ham. Men da jeg fik frieksemplarerne
og så min bog, syntes jeg straks den var
rædselsfuld: Den lignede overhovedet ikke forbilledet – og så smittede
den violette farve ovenikøbet af på hænderne, bvadr. Det er mit vel nok
værste omslag her i landet. Men ikke det værste overhovedet, for det
har den svenske udgave af Manipulation.
Jeg var ikke tilfreds med den gennemslagskraft
kvartetten Analyser af Sprogbrug havde haft de
steder hvor dens erklærede modtagere var: gymnasiet. Dens betydelige
anmeldersucces havde ikke efter min opfattelse givet pote de rigtige
steder. Derfor lavede jeg et mere målrettet og grydeklart materiale til
elementær argumentationsundervisning: Gode
grunde?, som Gjellerup antog. Det var vigtigt
for mig at det kom på et decideret skolebogsforlag for at sikre størst
mulig gennemslagskraft i gymnasiet og folkeskolens højeste klasser.
Min redaktør her var Elisabeth Bech, en Quinde af
virkelig klasse med pels og det hele, som myndigt ledede slagets gang.
Jeg optrådte på det tidspunkt mest i fløjlsbukser med hængerøv og hår
ned i panden.
Det viste sig at være langt mere kompliceret end
jeg var vant til, at sikre sig at ingen af dem der leverede
analysemateriale til bøgernes opgaver og eksempler, bagefter ville
komme og brokke sig. Forlaget ville ikke risikere at lægge sig ud med
nogen. Derfor skulle alle skriftligt give tilladelse. Det medførte en
flom af breve og rykkere og i det hele taget en masse bureaukratarbejde
som Elisabeth Bech og hendes sekretær klarede. Det var jeg selvfølgelig
glad for. Det medførte bl.a. at vi måtte betale et større honorar til
en journalist ved tv-avisen for at få lov til at bruge en stump af et
interview. Men de fleste gav lov uden at kræve penge. En enkelt krævede
at det tydeligt fremgik at firmaet i dag ikke længere gik ind for
ordlyden i det teksteksempel jeg havde valgt.
Søren Melgaard
Næste redaktør var Søren Melgaard som på forlaget
Hekla tog sig af Sprogets
Vej til Sindets Fred. Det blev en grafisk meget
gennemarbejdet bog med klummetitler og illustrationer af Poul Holck.
Søren er nok den redaktør som jeg har haft de mest
direkte forhandlinger med om honorar. Han er en hård hund, men også
meget engageret, både i forfatter og i manuskript. Han holdt virkelig
meget af bogen som der blev kælet for, så vi fandt en helt
tilfredsstillende visuel form til indholdet.
I årtier efter udgivelsen fik jeg mange hengivne
tilbagemeldinger fra læsere som har taget Sprogets Vej til sig. Det
lunede hver gang.
Det ærgrer mig at jeg ikke fik lavet flere bøger
med ham, men han turde ikke binde an med min næste (om børneopdragelse,
udgivet revideret i 2015: Opdræt
af småbørn for begyndere), så det blev aldrig
til noget. Og senere blev han boghandler med høj profil i branchen.
Jeg vil også altid huske ham for den bagsidetekst
som han lavede. Den forsøgte at placere bogen entydigt som humor. Vi
havde ellers været enige om at den også skulle kunne læses som seriøs
terapi og redaktionen var foretaget efter denne retningslinje; men da
det kom til stykket turde han ikke risikere at boghandlerne ikke klart
kunne se hvor den efter hans mening skulle stå på hylderne.
Så gik der rigtigt mange år uden bogudgivelser.
Når Sprogets Vej… i forhold til mine store
ambitioner slet ikke ville sælge nok, så kunne jeg ikke se hvordan jeg
skulle bære mig ad med at komme i kontakt med det danske folk. Jeg
syntes jo at jeg havde lavet selveste bogen om
sproget og sprogbrugen. Jeg opgav og kastede mig i stedet over at
skrive direkte til mine studenter og mine kolleger. Først i 91 kom der
igen noget.
Den første var Politisk
Argumentation som Jens Christiansen på Borgens
Forlag tog sig af. Jeg havde ikke fået noget ud på Borgen siden 77, men
havde dog ind imellem haft lidt kontakt, bl.a. med redaktør Asger
Liebst, men han var der ikke mere. Også Ole Thestrup og Asger Schnack
var andre steder. Da jeg havde udvekslet enkelte breve med Jarl Borgen
i firserne og i det hele taget alle årene havde følt
mig i kontinuerlig kontakt med Borgen, så var det nærliggende helt
konkret at genopfriske den gode forbindelse vi havde haft i 70’erne, nu
hvor jeg igen havde fået appetit på at få en bog udgivet.
Jens Christiansen læste manuskriptet igennem,
vistnok mest for at se om det indholdsmæssigt var noget som forlaget
kunne stå inde for. Kvaliteten som sådan gik han ud fra var i orden,
fordi Det humanistiske Fakultet betalte udgivelsen. Men jeg tror
egentlig at Jens faktisk også kom til at synes at indholdet var mere
interessant end bare lige acceptabelt, men nogen sællert var der
selvfølgelig ingen af os der forestillede os det ville blive. Bogen er
jo en helt seriøs videnskabelig afhandling uden populære hensigter.
Oplaget var fastsat til 350, men der blev vist trykt noget mere.
Vi diskuterede bagsideteksten som han leverede
udkast til og jeg reviderede, og vi fandt en udmærket balance mellem
det nøjagtige og det profilerende, syntes jeg. Jeg må sige: Jeg følte
at jeg kom hjem med den bog på Borgen. Derfor vil
Jens Christiansen altid have en særlig plads i rækken af redaktører.
Også selv om jeg ikke har lavet flere bøger med ham. Desuden vil jeg
også altid huske hans forvandling. Den første gang jeg var til møde med
ham – det må have været engang i efteråret 1990 – havde han stadig lang
hestehale og vistnok også et ret anseligt skæg. Han smed skoene og
sprang op på bordet med bunker af manuskripter og bøger for at åbne et
vindue i taget. Jeg tænkte at her har vi sørme en overlevende flower
power man helt tilbage fra 70'erne. Den anden gang var han
kortklippet og skægtrimmet og blev siddende på stolen. Jeg kunne
faktisk ikke kende ham. Han lignede noget fra Handelshøjskolen. Ingen
andre redaktører har præsteret et så rystende imageskifte praktisk
taget for øjnene af mig. Jeg tror dog ikke det skyldtes mig, men
stammede fra dybere lag i personligheden som jeg kun kan gisne om.
Poul
Henrik Westh
Jens overdrog manuskriptet Manipulation
og dets forfatter til Poul Henrik Westh som nok mente at der var visse
muligheder i manuskriptet, og som derfor var villig til at påtage sig
opgaven. Jeg noterede deres forskellige kommentarer ned og tog hjem og
begyndte straks at revidere. Det gik slag i slag.
|
|
Poul Henrik Westh på bogmessen i
Forum i 2007, da Manipulations 2. reviderede udgave blev præsenteret.
|
Poul Henrik og jeg har en enestående kontakt; det
synes jeg ihvertfald. Vi ler stort set af de samme ting, og det er én
af de vigtigste forudsætninger for at komme tæt på hinanden. Men kun
professionelt, bortset fra en enkelt gang i 1990’erne hvor vi har været
ude at spise med koner på gourmetrestaurant. Og et enkelt besøg jeg har
gjort i villaen hos ham i Brønshøj i nullerne og et genbesøg han har
gjort her hos mig for nyligt. Men det blev til mange bøger, hvoraf alle
vist har solgt tilfredsstillende, og to endda ovenud godt.
Han er den redaktør som jeg har lavet flest bøger
med, nemlig foruden Manipulation: Den
tv-skabte virkelighed, Snyd
ikke dig selv ved eksamen, Jeg
elsker dig, Brug
dit hoved, Skriv
bedre opgaver, Overbevis
dig selv, Manipulation,
version 2 og Sprogets
Vej til Sindets Fred, version 2. Og det er også
ham jeg har lavet de fleste solgte bøger med: Manipulation
1 alene trykt i mere end 25.000 på dansk, hertil svensk og
norsk udgave, Snyd ikke … trykt i 10.000. Poul
Henrik har en god evne til at slå ned på det væsentlige på en
tilsyneladende henkastet måde. Så det der kommer fra ham er altid værd
at vente på. Poul Henrik er nok den redaktør der bedst af alle har lært
mig værdien af tålmodighed.
Poul Henrik har givet mig mod til at køre linen
ud. Dvs. at forlade den akademiske måde at popularisere på – den måde
som jeg fx benyttede i Sprogets Vej, version 1 (1982)
– og så køre formen derud hvor budskabet sendes
ud uden forbehold og med mest muligt slag i. En almindelig reaktion fra
mine akademiske kolleger da Manipulation 1 (1991)
var udkommet, var: "Jamen, tror du da selv på det?" Altså på at
metoderne og øvelserne i bogen kan føre til de lovede resultater. Det
nye for dem var ikke så meget indholdet som det at der manglede den
traditionelle akademiske skepsis over for alt muligt. Og så vil jeg
gerne røbe en hemmelighed: Ganske vist er det mig der har skrevet bogen
Manipulation, men jeg er et uskyldigt
barn sammenlignet med Poul Henrik i overblik og kalkulationer. Vi har
været igennem mange situationer hvor medierne har sydet og måske vejret
menneskeblod – og det er jo skønt når det sker omkring en bog man har
arbejdet længe på – men Poul Henrik har aldrig tabt hovedet. Han har
altid kunnet give et præcist råd, slå koldt vand i blodet og tænke
flere træk frem.
Ind imellem alle håndbøgerne med Poul Henrik har
jeg lavet andre bøger med andre redaktører. På Munksgaard var Torben
Christiansen min nænsomme redaktør på Ud
mæ’ sproget. Det er vist ikke spor let at være
redaktør for sin tidligere lærer på universitetet, men det har Torben
klaret ret sikkert. Han har en meget stille måde at få ting igennem på.
Bl.a. havde jeg som titel på manus: Færdig Forsker.
Den kunne han bestemt ikke lide; han mente også at der skulle flyttes
om på indmaden i manus. Hvilket der så blev. Hans hemmelighed er at han
lytter meget eftertænksomt til det man siger. Derefter siger han stille
og roligt hvad han mener. Og det retter man sig så efter, fordi man
fornemmer at det bygger på en dyb forståelse for det man siger.
Formentlig en endnu dybere forståelse end den man selv har. Torben skal
også have tak fordi han lærte mig at lave mange mellemrubrikker. Intet
opslag uden rubrikker, sagde han. Og det har jeg rettet mig efter lige
siden.
Da Munksgaard så senere indbød mig til at være med
til at lave de to grammatikspil, Ord
på jagt og Sætninger på kryds og tværs, blev
Helle Rex min redaktør. Vi havde mange interessante møder på forlaget
da vi udviklede spillet. Jeg har aldrig været til så mange møder i
forbindelse med en udgivelse som jeg var til i forbindelse med de spil.
Og det var ikke mærkeligt: Det var noget nyt og et didaktisk
eksperiment. Derfor var der mange til stede fra redaktionen: Keld Lund
Jensen og lederen af gymnasie- og HF-redaktionen, foruden Helle og
designeren som var helt frisk fra Designskolen. Det var vist hendes
første opgave. Og så endelig var der hele teknikken med fremstillling
af bræt, brikker osv. Det var en spændende proces med mange fælles
aha-oplevelser og gode samtaler om alt muligt. Og mange skønne kvinder
som ofte distraherede ret meget fra sagen – uden at det var deres
skyld: Det var bare mig der var for let at distrahere. Samtidig lærte
jeg nok også i hvor høj grad det der især interesserer mig i processen
på et forlag, er arbejdet med at skrive en god tekst.
Det fik
jeg rige muligheder for da jeg på bestilling lavede Hej
Danmark! Ti toppolitikere taler ud, med forbindende tekster af Dronning
Margrethe II. Det var et lille nyt forlag,
Compagniet, som Asger Uhd Jepsen havde startet på Vesterbrogade. Det
var en meget blandet landhandel bl.a. med pornobånd og årsskrifter til
virksomheder.
Asger, som døde i 2008, var
en inspirerende og medlevende redaktør med en meget stor viden om
forlagskredse. Vi havde mange gode samtaler – også om manuskriptet, som
han var med på lige fra starten, selv om det oprindeligt var noget helt
andet han havde forestillet sig. Så vidt jeg husker var det en lille
bog om Det politiske Sprog som han gerne ville have at jeg skrev.
Som to professionelle forhandlede vi kontrakt, og
jeg var godt tilfreds. Det var vel nok den bedste kontrakt jeg
nogensinde har haft. Men da det kom til stykket fik jeg kun forskuddet,
efter en del besvær. Jeg aner i dag ikke engang hvor meget bogen har
solgt, men den blev vistnok trykt i 5000 eksemplarer som alle er væk.
Muligvis også på grund af illustrationerne som var af Roald Als.
Forlaget gik ned efter to bøger, men det er altså
ikke på grund af de honorarer som jeg fik udbetalt. I øvrigt sendte vi
bogen med dedikation til Hendes Majestæt, men jeg har aldrig fået så
meget som tak. Formentlig er det en hofdame der har skønnet at den var
for lavpandet til overhovedet at berettige en tak. Eller også er den
aldrig blevet sendt på grund af roderi på forlagskontoret, hvor der jo
foregik både det ene og det andet. På den årlige opgørelse fra
Biblioteksstyrelsen kunne jeg i mange år derefter se at Dronningen
modtog et medforfatterhonorar for bogen. Det er jeg stadig stolt af.
Det er dog, så vidt jeg kan tyde de noget kryptiske årlige udskrifter
fra Biblioteksstyrelsen, ophørt i de senere år. Så de har nok lugten
lunten.
Helle
Lehrmann Madsen
Helle Lehrmann Madsen har været redaktør på Få
din vilje! og Image
på Akademisk Forlag. Hun er ligesom Torben Christiansen én af de elever
fra universitetet som jeg altid vil huske – også selv om jeg aldrig
havde haft den lykke at få hende som redaktør. Hun er den af de
redaktører jeg har og har haft, som er mest veluddannet lige netop
inden for det som også er mit eget faglige speciale: moderne dansk
sprogbrug og kommunikation. Dertil kommer at hun er et meget
charmerende og inspirerende menneske som det er en nydelse at lave
bøger med. Hendes særlige talent for at kombinere billeder med tekst
nød vi godt af i Få din vilje hvor hele billedsiden
bygger på hendes udspil. Derfor er hun nok den redaktør jeg har
arbejdet med som samtidig mest tydeligt har været medforfatter, nemlig
angående billederne.
Steen
Piper
Steen Piper er ikke bare entusiastisk redaktør,
men også stifter og leder af et yderst mangfoldigt og
eksperimenterelystent forlag. Jeg har nogle gange bekymret spurgt ham
hvordan han kan overkomme alt det og udgive alle de meget forskellige
bøger som man skulle tro var 3-4 hårdt arbejdende redaktørers arbejde.
Men det regner han ikke for noget og i øvrigt har han da også lige
været på ferie med konen og de 4 børn og personligt afhentet en ny
debatbog i 800 eksemplarer på trykkeriet og lagt rettelsesblad i, så
den kan nå at være ude hos boghandlerne til aftalt tid. Han er en
tornado forklædt som "jysk bonderøv fra Aarhus" som han selv har sagt.
Og samtidig er han en grundigt læsende og detaljeret vejledende
redaktør som virker som om han har god tid til den enkelte. Selv om
enhver kan sige sig selv at det er umuligt. Men der er jo meget i
forlagsverdenen som er umuligt, selv om det alligevel jævnligt foregår.
Steen Pipers hjerte banker på en særlig øm og
underfundig måde for den Arne Ossian som skrev Kong
Klaks sten, version 1, og det gør mit jo også.
Og så er vi begge blevet offentligt svigtet af Arne, nemlig dengang han
ikke mødte frem til pressemødet på instituttet hvor jeg over for
verdenspressen skulle svare på om jeg kunne fortsætte som institutleder
efter skandalen og rygterne omkring bogen. Det er den slags oplevelser
der forener folk.
Steen har også redigeret bryllupsudgaven af Kong
Klaks sten (version 2, 2004). Ligesom han tog
sig af Den
politiske Komedie (2011). Det var helt naturligt
at han også redigerede denne faglige debatbog i forlængelse af vores
mange telefonsamtaler gennem årene både om politik, diverse
kulturredaktioner og forlagsbranchen.
Den mere jordnære
tekstredaktion af romanerne Dronningens
hund, Lingos
lov og Den
åndelige Akse har Steen overdraget til
henholdsvis [navn på vej], Stine Rasmussen og Ulla Filtenborg Jensen.
Nanna
Sølvsteen
Lars Ringhof som på
daværende tidspunkt var redaktionschef på forlaget Aschehoug,
kontaktede mig i foråret 2000 angående en bred, populær bog om hvordan
man holder taler. Han havde ved selvsyn på biblioteket observeret at
sådan en manglede på dansk. Ca. samtidig havde den berømte spindoktor
Svend Gunbak kontaktet mig og foreslået at vi sammen lavede en bog der
skulle handle om spindoktorer i Danmark. En sådan bog havde han
allerede aftalt med forlagschef Anette Wad, også på Aschehoug.
Redaktør på begge bøger
blev Nanna Sølvsteen. Hun er måske den mest empatiske redaktør jeg har
haft. Hun er særdeles god til at opmuntre ved klart at vise at noget er
godt – og alligevel samtidig få det med let hånd styret mod det endnu
bedre. Hun er et meget intenst menneske som kan få det bedste frem – i
hvert fald i mig, tror jeg.
Desværre forlod både hun
og Lars Aschehoug umiddelbart inden udgivelsen til fordel for deres
eget firma. Vist godt for dem, men nok ikke gavnligt for Aschehougs
store bog om at holde tale som jeg tror fik et
kortere liv end nødvendigt.
Spindoktor
vil vist altid stå som noget helt enestående for mig. Det er den eneste
bog hvor jeg har set et fuldt færdigt omslag med billede og
bagsidetekst (af Svend Gunbak) inden jeg havde skrevet andet end mit
navn på kontrakten. Men der var jo så ikke andet at gøre end at gå i
gang med at fylde tekst på. Og mærkeligt nok husker jeg det som et
yderst koncentreret og fornøjeligt forløb, ikke mindst takket være
Nanna. Og modtagelsen af bogen bød på alt hvad man kan ønske af
opmærksomhed.
Tekst
for viderekomne ville jeg oprindeligt gerne have
lavet med Helle Lehrmann. Den ligger jo i smuk forlængelse af især Image
som jeg lavede med hende i 1997. Men Helle havde skiftet genre til
lærebøger i dansk for udlændinge. Så det blev forlaget
Samfundslitteratur jeg efter Helles råd kontaktede, og her modtog Peter
Byriel mig fint: hurtigt og effektivt. Han lavede en meget indgående
læsning og tilbagemelding på teksten som blev væsentligt forbedret
derved. Det viste sig pudsigt nok at Peter – ud over at være
deltidsansat på forlaget – også var studerende på KUA Dansk. Jeg havde
altså for første gang som forfatter den lykke at have en yderst
kompetent redaktør som samtidig var medlem af bogens målgruppe. Senere
havde jeg ham så bl.a. som specialestuderende på universitetet. Så her
byttede vi altså roller. Efter specialet og sin kandidateksamen blev
han fast ansat på forlaget.
Læs kommentaren Den
almægtige forfatter (om tiden efter 2011).
Klaus
Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk
Opdatering
11-06-2016: Layoutforbedringer
05-10-2018:
Layoutforbedringer
26-05-2019:
Layoutforbedringer
30-01-2020:
Layoutforbedringer, indsættelse af link til nekrolog over Asger Uhd
Jepsen.
25-10-2020:
Asger Schnacks billede erstattet af et nyopdukket billede på hans
Facebook som viser, hvordan han så ud i 70’erne. Og det gjorde han
faktisk! Alle billeder blev samtidigt forsynet med understekster med
navn og forlagsnavn – på det tidspunkt, hvor jeg havde dem som
redaktør. NB: Jeg ville gerne have bragt et billede af enhver af mine
forlagsredaktører, men jeg har ikke kunne finde flere end de 6, jeg
bringer øverst. Hvis du kan henvise mig til et billede af en af dem der
her optræder uden foto, så vil jeg være taknemmelig.
|
