|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sprogbrugsbegreber: bl.a. ”Kritik” og ”Kommunikationsroller”
|
|
|
Sprog og politik [senest opdateret d. 8/11
01; artiklen er, stort set uændret, gengivet efter teksten i Hansen, E,
Petersen, I.L., Poulsen, I. AUDITORIUM X. DANSK FØR, NU – OG I FREMTIDEN Kbh.
1991, s. 205-229]. DET POLITISKE SPROG ER FORHADT Det er både godt og skidt
at forske i noget som alle har en mening om.
Godt, fordi emnet allerede interesserer mange. Skidt, fordi interessen typisk bæres af en
række fordomme. Hvis man ikke kan lide en
bestemt politiker kommer man let til at betragte ham som en udspekuleret
manipulator eller som en verdensfjern fantast. Begge dele kan man så finde tegn på i hans
sprogbrug. Hvis man ikke kan lide
politikere overhovedet fordi man betragter dem som uærlige, egoistiske,
vendekåbeagtige og inkompetente (ligesom et af vores største dagblade gør) så
kan man naturligvis heller ikke lide deres sprog. Jeg kender ingen vælgere der interesserer
sig for det politiske sprog for dets gode sider: de formuleringer som kan få
et forlig igennem, den udtalelse som kan berolige nogle aktieejere som er ved
at gå i panik og den nytårstale som sætter alting på plads. Nej, det er altid negativt: hvordan den ene
politiker snød den anden eller nogle journalister med slebne formuleringer,
hvordan en politiker havde held til at tale udenom og hvor håbløst
kedsommelig en folketingsdebat har været. Kort og godt gælder det at
interessen for det politiske sprog bæres af en modvilje mod det indhold
sproget rummer. At interessere sig for
sproget er det samme som at brokke sig over det det udtrykker. Eller ikke udtrykker. SKÆG FOR SIG OG SNOT FOR
SIG En sprogforsker som
undersøger det politiske sprog, og som fortæller og skriver offentligt om
det, må respektere disse fordomme. Ellers
bliver han meget let et offer for dem: Han bliver brugt af de forskellige
politiske interesser til at kaste videnskabelig glans over de fordomme man
har. Jeg tænker her ikke bare på
forskellige partipolitiske interesser, men også på forskellige mediers
interesser i at fremstille det politiske liv på bestemte måder. Fx kan en videnskabelig analyse af det
politiske sprogs indholdsløshed bruges af ekstreme politiske partier som
indslag i deres satire over det etablerede system. Påvisninger af hvordan det politiske sprog
bruges til at fremstille en sag på den politisk mest hensigtsmæssige måde,
kan den mest populære del af pressen bekvemt bruge til at bekræfte sin
opfattelse af politikere som egoistiske, magtsyge og groft manipulerende. Det er selvfølgelig
udmærket at forskningens resultater kan bruges uden for.elfenbenstårnet. Men
det kan være svært at undgå at blive spændt for de samme vogne hver gang man
melder sig med nogle analyser. Det der
karakteriserer det videnskabelige arbejde er at man prøver at forstå hvorfor
virkeligheden, her: det politiske sprog, er som den er. Det er dette ædle formål der forsvinder når
forskeren omklamres af partipolitiske og medie-markedsføringsmæssige
interesser. På den anden side er der
noget dybt tragisk over den humanistiske forsker som beskæftiger sig med
væsentlige emner, men som slet ikke får fortalt alment forståeligt om det
fordi han vil bevare sin videnskabelige dyd.
Derfor synes jeg det er udmærket at også en sprogforsker fra tid til anden
optræder som journalisternes bugtalerdukke, bliver brugt som politikeres
redskab, leverer causerier om sprogets pudseløjerligheder og skriver en bog
som kommer på bestsellerlisterne (hvis det var muligt). Men man skal ikke bygge sin
forskerselvforståelse op omkring det.
Det ville være videnskabelig prostitution. Skæg for sig og snot for sig, som en berømt
politiker engang sagde. HVAD EN POLITIKER BRUGER
SPROGET TIL Det politiske sprog er det
sprog politikerne bruger. Det de fleste
først tænker på som politisk sprog, er formentlig det sprog de kender fra tv-
og radiointerviews med politikere, eller fra transmissioner af
folketingsdebatter. Men disse
situationer er kun en meget lille del af de situationer hvori politikere bruger
sproget. Af andre sproglige
aktiviteter kan nævnes: • uformelle samtaler med journalister, politikerkolleger og
ernbedsmænd, • indlæg på gruppemøder, • forhandlinger med andre partiers repræsentanter, • debatindlæg til aviser, • taler på vælgermøder, • samtaler og brevvekslinger med folk (privatpersoner eller
professionelle påvirkere: lobbyister) som ønsker at få politikeren til at
gøre en indsats i en bestemt sag. Flere af disse aktiviteter
er fortrolige og foregår kun fordi politikeren og hans mod- eller medpart har
tillid til at det der foregår forbliver imellem dem. Det er formentlig langt den største del af
den politiske kommunikation på Christiansborg der er hemmelig i denne
forstand. POLITIKEREN OG
EMBEDSMANDEN BRUGER SPROGET TIL DET SAMME Det politiske sprog er det
redskab politikeren bruger til at gøre sit arbejde med. Når man skal undersøge sproget må man tage
udgangspunkt i hvad en politiker laver.
Hvad adskiller en politiker fra fx en embedsmand? Umiddelbart er det let at
kende forskel. Det er en del af vores
demokratiske børnelærdom at politikeren sætter målene, embedsmanden sørger
for at de nås. Embedsmanden er
tekniker: hans politiske opfattelse er uden betydning for hans opgave. Men virkeligheden er ikke
så enkel. Embedsmanden er en del af
en organisation, der har en minister som leder. Organisationen skal dels udføre ministerens
ønsker, dels informere ministeren om tilstanden inden for ministeriets
sagsområde. Det er de færreste ansatte
i en organisation der kan kontrolleres 100%.
Derfor er det uundgåeligt at der sker forvridning af information som
passerer opad i hierarkiet, og af ordrer som sendes oppefra og ned. Denne forvridning består i at de ansatte
plejer andre interesser end hele organisationens: afdelingens, kontorets
eller den enkelte ansattes. Her
optræder embedsmanden som politiker: han sætter målene inden for det
spillerum han har. Også politikeren er en del
af en organisation: partiet. For at
forblive som medlem skal han fremføre og søge at udbrede de mål partiet er
enedes om. Han er her en embedsmand i
partiets tjeneste. Befinder han sig i
nærheden af magtcentrene hvor man har tæt omgang med ministeriernes
embedsmand, får hans politikergerning automatisk mange ligheder med
embedsmandsjobbet: han må have stor sagsindsigt for at forstå de råd og
informationer han modtager, og han må kende embedsmændenes tænkemåde for at
kunne få dem til at gøre hvad han vil med mindst mulig modstand. Hertil kommer at nærheden til magten gør
hans offentlige udtalelser meget forsigtige og embedsmandsagtige: en politisk
kontroversiel udtalelse kan forplumre kompromismuligheder, føre til
dramatiske dagsordener i Folketinget eller omgående udløse krav fra
fagforeninger og ministerkolleger om flere penge til ditten eller datten. Politikere optræder i
situationer som embedsmand ikke optræder i: de holder offentlige valgtaler,
deltager i politiske tv-debatter og skriver indlæg om samfundets langsigtede
mål. Embedsmænd holder ikke offentlige
valgtaler; men de kan sagtens have den opgave at skulle fremlægge et
langsigtet, administrativt program overbevisende for andre embedsmænd, at
skulle forsvare en sagsbehandling i et tv-interview og skrive et indlæg til
pressen. Lighederne er iøjnefaldende. Forskellene er at politikerens behandling
af emner kan være mere generelle og omfattende end embedsmandens behandling
som altid skal falde inden for et bestemt kompetenceområde. Men bortset fra dette er der ingen
væsensforskel på politikerens og embedsmandens sprogbrug. De bruger sproget stort set til det
samme. Forskellene ligger i valg af
emner, ikke i den måde sproget bruges på. DER FINDES IKKE ET
POLITISK SPROG Det er forkert at tro at
der findes et politiske sprog, på samme måde som der findes serbokroatisk, bornholmsk,
lavkøbenhavnsk eller et juridisk fagsprog.
Gruppen af de mennesker man kalder politikere og arten af de
aktiviteter man kalder politiske, lader sig ikke afgrænse på en måde som gør
det meningsfuldt at tale om det politiske sprog. De toppolitikere der færdes i Folketinget i
en længere årrække, arbejder så tæt på embedsmændene og journalisterne at de
ikke får en særlig jargon som kan adskilles klart fra embedsmændenes og
journalisternes. Og de - mange - politikere
som ikke opnår at komme i Folketinget, færdes i så forskellige erhverv,
partier og egne af landet at det er absurd at tale om at de skulle have samme
sprog - i en eller anden nok så udvandet betydning af dette udtryk. Det politiske sprog er altså ikke værd at beskæftige
sig med fordi det ikke findes. Det er
en illusion at der skulle findes nogle særlige sproglige træk som kan
definere et politisk sprog. Men
sproget er jo det vigtigste redskab i enhver politikers arbejde. Og når man skal se på hvordan politikerne
bruger sproget, må man se på de organisationer politikere er en del af. I stedet for at studere sproget, skal man studere den brug der gøres af sproget når det
politiske system arbejder. Når jeg i det følgende
taler om det politiske sprog, så betyder det simpelt hen de forskellige sprog
politikere bruger i mange forskellige situationer - og der ligger ikke heri en antagelse om at dette
sprog kan beskrives uafhængigt af de organisationer hvori det udfører sine
mange job. Tværtimod: det kan det med
garanti ikke. Derfor kommer jeg i det
følgende til at skrive en del om de organisatoriske rammer for politikernes
sprogbrug. Paradoksalt nok kan der kun
siges noget interessant om det politiske sprog, hvis man holder op med at
betragte det som et sprogvidenskabeligt problem! DET POLITISKE SPROG BRUGES
MEST TIL IKKEFORMEL KOMMUNIKATION I organisationsteori
skelner man mellem formel, subformel og personlig kommunikation (se fx
Downs). Den formelle er den der foregår i overensstemmelse med organisationens officielle
bestemmelser. Den er skriftlig fordi
det så kan kontrolleres om det der er foregået var i overensstemmelse med
bestemmelserne, og fordi man så senere kan dokumentere hvem der mente hvad
hvornår. Forhandlingerne i
folketingssalen er et eksempel på formel kommunikation: de optages på bånd,
opbevares i elektronisk database og kommer på tryk. Den subformelle kommunikation foregår på kryds og tværs i organisationen: man
lufter tanker, giver hinanden gode ideer, antyder at den ene tjeneste kan
være den anden værd osv. Den er
normalt mundtlig og refereres ikke officielt nogen steder. Man optræder i den rolle man har i
organisationen, men man optræder ikke officielt. I den personlige kommunikation optræder man som det individ man er,
dvs. her kan man betragte organisationen og ens egen og andres roller med en
vis afstand: man taler ikke bare som fx socialdemokratisk politiker eller
folketingsbetjent, men også som privatmand og -kvinde. I denne kommunikationsform kan man forholde
sig kritisk til organisationen og sin egen eller andres roller i den. Synsvinklen er at man er en borger som
tilfældigvis er ansat i organisationen, dvs. man har ideelle muligheder for
at kritisere hvad der er af fejl og mangler. Alle tre
kommunikationsformer findes i enhver organisation, altså også i Folketinget. Jo mere stabil organisationen er og jo mere
forudsigelige og velkendte de situationer organisationen kommer ud for, er,
jo mere vil organisationens reaktioner på de situationer den møder være
ritualiseret: der findes et utal af bestemmelser og regler for hvordan de
ansatte skal optræde. Og jo mere
organisationens handlinger er formelt foreskrevne, jo mere omfattende vil den
ikke-formelle kommunikation være. Den
ikke-formelle kommunikation er de ansattes reaktion på den formelle stivhed
omkring dem: Problemer løses ved ikke-formel kommunikation inden de behandles
formelt. Da Folketinget er en ret
stabil organisation som befinder sig i forudsigelige omgivelser, er
Folketinget karakteristisk ved ·
en forretningsgang som er i høj grad reguleret af formaliserede
regler, og ·
en meget høj grad af ikke-formel kommunikation. DEMOKRATISKE
BANALITETER: FOLKETINGET
SOM BEFOLKNINGENS KONTROLORGAN Folketinget er en
offentligt finansieret organisation som har monopol på at producere love og bestemmelser
som gælder for hele landet - i det omfang dette monopol ikke er afgivet til
EF. De ansatte kan inddeles i to
kategorier: det teknisk-administrative personale og folketingsmedlemmerne. Folketingsmedlemmerne er inddelt i
forskellige partigrupper. Mindst hvert fjerde år er
alle folketingsmedlemmerne på valg.
Det vil sige deres ansættelse er formelt kun sikret højst fire
år. Reelt afhænger deres ansættelse
dog dels af hvilket parti de er valgt for, dels deres placering i dette
partis organisation. Valgsystemet og
samfundets stabilitet giver partierne særdeles gode muligheder for at sikre
de mest fremtrædende folketingsmedlemmer genvalg. Dette er baggrunden for at jeg ovenfor
kaldte Folketinget en ret stabil organisation. De personudskiftninger der er ved ethvert
valg, skaber en vis indre uro; det samme gør nye, ukendte folk som eventuelt
hentes ind som ministre. Men uventede
udskiftninger i partitoppene er sjældne: Det er i høj grad de samme personer
som igennem en længere årrække lader de forskellige vigtige politiske poster
gå på omgang, afhængigt af stemmetal og koalitionsmuligheder. Aftagerne af de love og
bestemmelser som Folketinget producerer er i sidste ende borgerne i landet. Men Folketinget fører
ikke selv sine love og bestemmelser ud i livet. Det gør ministerierne. Ethvert ministerium ledes
af en minister. Ministrene udgør
tilsammen landets regering. Hvis et
ministerium ikke handler i overensstemmelse med Folketingets vedtagelser, kan
Folketinget afsætte ministeren. Den fireårige
ansættelsesperiode for medlemmerne skal sikre at de love og bestemmelser der
produceres ikke strider mod hvad et flertal af befolkningen ønsker. Ministrenes ansættelsesforhold skal sikre
at ministerierne handler i overensstemmelse med de love og bestemmelser der
produceres - eller i hvert fald ikke handler på en måde som strider mod hvad
Folketinget bestemmer. Folketinget er en
organisation som er meget åben over for pressen. Herved adskiller Folketinget sig fra langt
de fleste andre organisationer. Alle
organisationer vil gerne bruge pressen.
Den rette information bragt på rette sted til rette tid kan være guld
værd, mens en ,forkert" information som slipper ud, kan være til stor
skade for organisationen. Derfor er
det helt almindeligt at der i en organisation er stramme regler for hvem der
må udtale sig om hvad til pressen.
Informationer er simpelt hen redskaber som organisationen bruger til
at fremme sine mål med. Men i andre
organisationer rekrutteres, ansættes, forfremmes og fyres folk også på en
helt anden måde end i Folketinget. Rekrutteringen af et
folketingsmedlem sker via et parti.
Man kan således sige at det er partiet der udvælger, ansætter,
forfremmer og fyrer folketingsmedlemmer.
Afhængigt af sit stemmetal får partiet en offentlig bevilling, magt og
prestige bestående af et bestemt antal folketingspladser. Afhængigt af de koalitioner partiet indgår
med andre partier kan det udløse yderligere bevillinger, magt og prestige:
ministerposter, udvalgsformandsposter, medlemskab af præsidiet osv. TOPPOLITIKERE ER
PROFESSIONELLE Statsapparatet omfatter
mange sider af samfundslivet, derfor er det umuligt for et folketingsmedlem
at følge med i mere end en forsvindende brøkdel af det der foregår i ministerierne,
direktoraterne, styrelserne osv. De
større partier reducerer dette problem ved at lade forskellige medlemmer
koncentrere sig om særlige sagsområder i et af Folketingets faste udvalg. Et tydeligt tegn på dette høje krav om
sagsindsigt hos politikere er at enhver indflydelsesrig landspolitiker har
politik som levebrød: dagens politikere er professionelle. En anden
væsentlig grund til at politik er blevet en profession, er samfundets
stabilitet som gør folketingsvalg i høj grad forudsigelige (selv om presse og
partier forståeligt nok gør et stort nummer ud af de marginale udsving). Men det er naturligvis helt umuligt, også
for en professionel politiker, at hamle op med ministeriernes
”livstidsansatte” embedsmænd hvad angår indsigt i sager og administrative
regler. Partiernes kontrol af hvad der
foregår i ministerierne er en stikprøvekontrol: man kan stille spørgsmål til
ministeren og man kan forlange samråd i et af de faste udvalg. Ved specielle anledninger kan man nedsætte
kommissioner som kulegraver en sag. EMBEDSMÆND
UNDGÅR HELST AT SAGER BLIVER POLITISKE De periodiske
folketingsvalg sikrer en vis kronisk uro i den offentlige
administration. Uroen skyldes at der er
organisationer, nemlig partierne, som har interesse i at opdyrke bestemte
sager og overvåge bestemte udsnit af den offentlige sektor. Og ikke mindst: systemet sikrer ekstern
rekruttering af toplederne: ministrene. Ministerierne har ikke i
sig selv nogen interesse i at der er offentlighed omkring deres
sagsbehandling. Risikoen for
ministeriet ved at en sag bliver politisk ligger i at oppositionspartier og
medier herved får interesse i at grave informationer frem som er skadelige
for ministeriet. Da der i enhver stor
organisation foregår ting som ikke tåler offentlighedens lys, er
sandsynligheden for at en politiseret sag også fører til kritik af
ministeriet meget stor. Denne risiko
skal afvejes mod den fordel ministeriet har af de resurseudløsende kræfter
som sagen også rummer. Men ministerier er så
store organisationer med så vidt forgrenede budgetter at sandsynligheden for
at en politiseret sag fører til øget resursetildeling til ministeriet er
yderst ringe. Det der typisk sker er en
vis intern omrokering i ministeriets eget budget. Ministeriet er derfor ikke som organisation
interesseret i at sager bliver politiske: ulemper og risici er langt større
end de fordele der kan være. MINISTRE PROFILERER SIG
MED POLITISKE SAGER Men i spidsen for
ministeriet finder man en politisk udnævnt leder: ministeren. Han eller hun skal som repræsentant for sit
parti demonstrere politisk handlekraft.
Ministerens værdi for det parti som ansætter ham eller hende til
ministerjobbet afhænger af at vælgerne kan få øje på partiets politiske
stempel på de Ændringer der sker i ministeriets produkter under denne ministers ledelse. Ministeren har altså - i modsætning til
resten af ministeriet - en interesse i at profilerings-egnede sager bliver
politiserede. At en politiseret sag
ikke resulterer i andet end en intern ministeriel budgetændring kan her være
en fordel: så medfører det ikke konflikter med ministerkollegerne. Men naturligvis er der grænser for hvor
megen uro en minister kan påføre sine embedsmand uden at det skader den
loyalitet han har brug for for at få organisationen under sig til at fungere
uden alt for meget knas. En minister
som har sine embedsmænd imod sig har en tendens til at løbe ind i rigtig
dumme pressehistorier, som kan få en til at overveje om ikke mange embedsmand
i al diskretion kender pressens folk bedre end mange politikere. Denne grundlæggende
interessekonflikt mellem ministeren og resten af ministeriet er så
fortræffeligt illustreret i tvserien Javel
hr. minister. TÆNDER
BØRSTES BEDST MED IDEOLOGI Enhver organisation har en
ideologi, dvs. en opfattelse af hvordan virkeligheden i og omkring
organisationen er, og et sæt af værdier: nogle mål man prøver at nå. Ideologien skal dels placere organisationens
produkter centralt i samfundsvirkeligheden, dels sørge for højest mulig
loyalitet og motivation hos de ansatte eller medlemmerne. Det gælder hvad enten organisationen er en
interesseorganisation, en offentlig eller privat virksomhed eller et politisk
parti. Ideologier er mere eller
mindre omfattende. En virksomhed der
producerer tandpasta vil hylde en ideologi som placerer den handling at
børste tænder (med pasta) så centralt og prestige-befængt som muligt i
ethvert menneskes liv. Ideelt set bør
det være således at forbrugerne tror på at deres livstykke afhænger af denne
handling. Men for den enkelte
mærkevareproducent er denne ideologi for generel: det er jo hele tandpastabranchens ideologi. Under denne brancheideologi må den enkelte
fabrikant udbrede sit mærkes ideologi: lykken afhænger af varemærket. Dette meget j ordnære hensyn gør den
enkelte vareproducents ideologi meget begrænset. Den omfatter kun en meget lille del af
menneske- og samfundslivet. MINISTERIETS DISKRETE
IDEOLOGI Tager vi som næste
eksempel et ministerium så vil dets ideologi være mere omfattende fordi dets
produkter er 1) af mange slags, 2) af mindre håndgribelig art, og 3) beregnet
for mange forskellige modtagertyper: individer, forskellige organisationer. Typisk har man ingen konkurrerende
mærkevare-kolleger, så ideologiens opgave er slet og ret at opskrive den
særlige type serviceydelser som ministeriet har monopol på. Ministeriets produkter skal ikke sælges til
forbrugere som måske ellers ville bruge deres penge på konkurrenters
produkter. Dette er forklaringen på at
man er langt mere tilbageholdende med at udbrede sin ideologi til
forbrugerne, end tandpastafabrikanten. Ministeriets størrelse og
vækst afhænger af de bevillinger man får.
Det vil sige at man konkurrerer med de andre ministerier om den størst
mulige gunst hos de indflydelsesrige politiske partier som sidder på
pengekassen. Men da de politiske
styrkeforhold med stor sandsynlighed ændres inden for et kortere åremål, må
man undgå at skabe sig fjender blandt de politiske partier. Man kan derfor ikke knytte sig til noget
parti ved at argumentere for sit sagsområde på en måde som kan opfattes som
politisk stillingtagen. Den sikreste
vej til vækst er at fremstå upolitisk og sagligt - og med dette som basis
forsyne sin minister med de bedst mulige argumenter for øgede bevillinger
(eller mindst mulige reduktioner).
Ministeriets styrke afliænger af hvor godt det kan det - uafliæncrigt
af hvem der er minister. Et væsentligt aspekt af den
kunst at forsyne sin minister med gode argumenter, er at undgå at pressen
skriver skadelige historier om ministeriet og dets sagsbehandling. Ministeriets defensive holdning til pressen
og offentligheden viser sig tydeligt ved den lave prioritet det har blandt
embedsmand at udtrykke sig alment forståeligt og interessevækkende i tale og
skrift. Ganske vist har der i de
seneste årtier været stigende interesse omkring dette, især i de
,lettere" ministerier (Se' Dybdal og Hamburger). Men landets borgere modtager stadig i
hobetal mystiske breve fra offentlige myndigheder – ”skrivelser" som er
holdt i det særlige mandarinsprog som jurister og økonomer nu engang skal
kunne for at begå sig i de ministerielle hierarkier. (Se Hansen 87;
svenskerne er 10-20 år forud for os med moderniseringen af det offentliges
sprogbrug: Larsson.) IDEOLOGIEN ER DET
POLITISKE PARTIS ENESTE PRODUKT De politiske partier er
private organisationer som har meget omfattende ideologier. Ideologien omfatter ikke bare et enkelt
sagsområde således som ministeriernes ideologier gør; den omfatter samtlige
sagsområder - og måske nogle nye. I
modsætning til den private vareproducent og til ministeriet har et politisk
parti ikke nogle produkter som ideologien skal 'sælge'. Det politiske partis ideologi er samtidig
dets produkt. Kun hvis partiet også
får magt har det nogle konkrete produkter at byde på: de Ændringer det kan
gennemføre i ministeriernes produkter.
For at ideologien kan bevare sin styrke og partiet bevare sin
ideologiske troværdighed skal partiet
omsætte en styrket magtposition i administrative ændringer. Hvis vælgerne ikke kan få øje på
ændringerne, eller ikke kan acceptere at de skulle udspringe af partiets
ideologi, så forringes vælgernes tro på partiets ideologi. Da ideologien er det eneste produkt partiet
har uafhængigt af om det er i regering eller i opposition, og da det altså er
det produkt som giver partiet identitet, er det kritisk for partiet hvis
vælgerne mister troen på sammenhængen mellem ideologi og handlinger. Kernen i mediernes indenrigspolitiske
dækning og i den offentlige debat mellem partierne, er om denne sammenhæng er
til stede eller ej når et parti fremsætter eller gennemfører nogle forslag. IDEOLOGIENS
INDVORTES BRUG Partiets ideologi har også
vigtige interne funktioner. Det
politiske, ideologiske marked er et købermarked: efterspørgslen efter nye
ideologier er ringe, og da konkurrencen samtidig er fri, er det ikke muligt
at køre et parti som forretning. Der
er ingen indtægter (direkte) fra forbrugerne.
Det betyder at et parti er afhængig af ikke-professionel gratis
arbejdskraft. Den eneste belønning man
kan give denne arbejdskraft er af ideologisk art: den tilfredsstillelse det
giver at arbejde for noget man tror på. At det er købers marked
indebærer også at partierne må opsøge vælgerne på alle mulige måder. Dette stiller store krav til det enkelte
partimedlems loyalitet over for og viden om hvad partiet står for. Også dette forudsætter et stærkt ideologisk
engagement. PARTIPROGRAMMETS
UKLARHED, PARTIETS STYRKE Enhver ideologi er et
kompromis mellem klarhed og uklarhed.
En politisk ideologi skal være så klar at den kan fremme engagementet
hos medlemmerne og tegne en profil over for vælgerne i konkurrence med andre
partiers profiler. På den anden side
skal den være så åben over for fortolkning at den kan bruges smidigt i alle
de uforudsigefige kompromis-situationer som alt parlamentarisk arbejde består
af. Jo mere uklar ideologien er, jo
lettere er det at forklare at de handlinger man udfører er i overensstemmelse
med den. Ja, helst: udspringer af den. Denne proces: at afklare
ideologien, men ikke mere end absolut nødvendigt, er væsentlig for ethvert
parti. Det produkt som kommer ud af
processen er programteksten. Denne tekst er et for
partiet acceptabelt kompromis mellem de indsigter, meninger og Ønsker som
medlemmerne har. Dens værdi ligger i det
interne hensyn: at medlemmerne gennem deres deltagelse i
tilblivelsesprocessen bekræfter deres sammenhold og forpligter hinanden. Programteksten spiller derimod en meget
beskeden rolle i vælgernes beslutningsproces.
Men det har formentlig en betydning for vælgernes vurdering af
partiets vitalitet og sammenhold at det reviderer sin programtekst en gang
imellem. VI BØR SÅ VIDT MULIGT GØRE
DET RIGTIGE Når et partiprogram har denne
symbolfunktion så kan det ikke undre at der i ethvert partiprogram kan findes
mange eksempler på sproglig tomgang: ytringer som er ret informationstomme,
men som bruges til at bekræfte et sammenhold, en enighed. Det er ytringer som disse: ·
Der må gives den opvoksende generation de bedst mulige
vækstbetingelser. ·
Skole- og uddannelsessystemet må til stadighed være fuldt på højde
med samfundsudviklingens krav. ·
Samfundets styre må have sådanne former, at det kalder på
befolkningens virkelyst og interesse. ·
Enhver form for bureaukrati i privat og offentlig administration skal
modvirkes, og magtmisbrug hindres. Ovenstående eksempler er
hentet fra Socialdemokratiets og Det konservative Folkepartis partiprogrammer
i begyndelsen af 70'erne, men de kunne være fra i dag - og fra andre
partier. I det hele taget er det en
taknemmelig opgave at gå på jagt efter sådanne formuleringer - også i den
aktuelle politiske debat. Her er nogle
eksempler fra et par tilfældige TV-Aviser i oktober 1990: Reporter: Men du er altså fortsat
enig i at der er behov for et parlamentarisk organ til at kontrollere
efterretningstjenesterne? Justitsminister: Det er jeg! Og jeg
synes at det udvalg er et rigtigt
instrument hvis det vel og mærke kan fungere efter hensigten. Folketingsmand: Regeringen skal, efter min opfattelse, udnytte deparlamentariske
muligheder der er i Folketinget. Og hvis det viser sig at
Socialdemokratiet melder fra, så bØr regeringen efter min opfattelse forsøge om
der er et andet flertal der kan træffe politiske beslutninger. Reporter: Og hvordan var reaktionen?
(blandt de pårørende til de danske gidsler i Irak som har bedt om hælp). Udenrigsminister: Den var, må jeg sige,
særdeles fattet. Jeg tror heller ikke der
var nogen der var kommet med den forventning at jeg pludselig kunne hale et
mirakel ud af ærmet. Det er der ingen
af os der kan. Private initiativer har
jeg jo ingen muligheder for at forhindre.
Og vil jeg heller ikke forsøge at forhindre. Jeg
må bare advare imod at man lader
sig misbruge i et politisk spil. Det der sker her er at man
bekræfter at man går ind for noget som er karakteristisk ved at man går ind
for det. Eller at man går imod noget
som er karakteristisk ved at man går imod det. Tager vi den første ytring fra
partiprogrammerne, så udtrykker den en positiv holdning: man bør give den opvoksende generation, til noget som først og
fremmest er bestemt ved at være noget man har en positiv holdning til: de bedst mulige vækstbetingelser. Sådanne udtalelser er sprogligt
ubenægtelige. Man kan simpelt hen af
sproglige grunde ikke sige: den
opvoksende generation må ikke
gives de bedst mulige vækstbetingelser.
Den positive påstand er en variation over temaet: man bør gøre det
gode. Denne, og den tilsvarende
negative udgave: man bør bekæmpe det onde, kaldes – i den videnkabelige
sprogbrug – for platheder (selv om det jo egentlig
svarer til det man i almindelig sprogbrug kalder trivialiteter). Fejlen,
set fra den informationshungrende modtagers side, er at det som partiet har
en positiv/negativ holdning til, ikke nærmere bestemmes ud over at man har en
positiv/negativ holdning til det. I
eksemplet: hvad er de bedst mulige vækstbetingelser? (Om definition af plathed, se Fredriksson s. 82 ff.;
Andersson & Furberg kap. 10.) Med grammatiske betegnelser kan det stilles
skematisk op således: Grundled udsagnsled genstandsled jeg bør
sikre noget som er
define- man skal
opretholde ret ved at være noget vi må
føre godt vil fremme bør undgå noget som er define- må hindre ret ved at være noget skal bekæmpe forkert vil afskaffe DE
FORSKELLIGE PARTIER HAR DE SAMME ERKLÆREDE, YDERSTE MÅL Et andet forudsigeligt
træk ved programmerne er at de er meget lidt diskuterende, men meget deklamatoriske:
de tager uden videre udgangspunkt i medlemmernes forhåndenværende
opfattelser. Det betyder dels at den
samfundsforståelse som udtrykkes er meget overfladisk og konventionel, dels
at de problemer teksten tager stilling til er tekniske problemer angående
samfundets indretning. Programmerne
adskiller sig ikke fra hinanden ved at gå ind for forskellige menneskelige
værdier. Tværtimod: når de ekspliciterer disse værdier ligner de
hinanden til forveksling: den
beskrivelse vi får af det menneske som yderst ude er målet for alting, består
af meget vage, men stærkt positive udtryk.
Det skal have så stor frihed som muligt, det skal føle sig trygt, det
skal have de bedst mulige udviklingsmuligheder for sin personlige egenart,
det skal føle ansvar over for fællesskabet og være interesseret og engageret
i demokratiets styre. Det er altså ikke på disse
yderste mål man konkurrerer med hinanden. Forklaringen er at en
programtekst skal gælde for en længere periode end andre tekster og taler
partiet udsender, og derfor skal rumme mere langsigtede mål. At blive enige om dette kan være strengt
nok. Derfor skal man ikke inddrage
flere problemer end højst nødvendigt i denne proces. Og et af de punkter hvor man helt sikkert
vil få problemer er det der går ud på at give en klar og fyldig beskrivelse
af de menneskelige værdier som dette parti i modsætning til andre partier går
ind for. Sandsynligvis vil de fleste
medlemmer slet ikke føle at dette spørgsmål om hvad et menneske er, er noget
der bør behandles i et politisk parti.
Det hører hjemme i kirken og lignende steder. (Læs evt. mere om dette
i kap. 5 i Kjøller 73). PARTIERNES
BRUG AF PRESSEN Pressen er nødvendig for
partiet fordi dets offentlige bevillinger, magt og prestige er direkte
afhængig af hvor mange stemmer det får ved folketingsvalgene. Stemmetallene afhænger af hvor stor pressedækning partiet får og hvor positiv
den er. Partierne konkurrerer om
at rejse sager, fremsatte forslag, forhandle låsninger igennem og kommentere
de love og bestemmelser som produceres.
Det er partiernes fælles interesse i at få den mest omfattende dækning
af dette der ligger bag Christiansborgs åbenhed, og den tætte daglige kontakt
mellem politikere og journalister. (Læs fx herom i Krogh.) Denne åbenhed giver sig ekstreme udslag i forbindelse med folketingsvalg hvor fjernsynet indretter et solidt bemandet valgstudie på Christiansborg. Man færdes med bærbare kameraer på gange og i partilokaler og afkræver politikere kommentarer til valgresultater få øjeblikke efter de er indløbet. Efterhånden som valgets samlede resultat tegner sig tydeligere skal enhver politiker indstille sig på at besvare journalisternes spørgsmål om den kommende regeringsdannelse. Ofte er det umuligt for en politiker fra et muligt regeringsparti at sige noget fordi der ikke har været tid til at hans parti har planlagt taktikken i forbindelse med regeringsdannelsen. På trods heraf udfolder journalisterne stor spidsfindighed for at vride spindende udtalelser frem. Et ekstremt eksempel på dette finder vi efter det såkaldte jordskredsvalg i 1973, hvor der var kommet fem nye partier i Folketinget, og alt så meget uoverskueligt ud. Vi befinder os i tv-studiet på Christiansborg. Klokken er ca. et om morgenen d. 5. december: journalist: Må jeg spørge Poul
Hartling som leder af det tredjestørste parti i dag: Hvad tror De grundlaget
for en eventuel samlingsregering skal være?
Skal det være at man lover hinanden lempelser og deler ud til
vælgerne, eller skal det være at man lover hinanden stramninger? Hartling: En eventuel samlingsregering!
Må jeg stadigvæk sige at det er helt umuligt i øjeblikket at sige
hvordan det bliver. Der er ti partier
og der er ti forskellige mandattal. De
vil blive lagt sammen og kombineret på mange forskellige måder. Men det er ikke det der
har interesse. Det afgørende er, og
det er vel også det De er inde på, det afgørende er den politik der skal
føres; og dér mener jeg det afgørende i første
omgang, det vigtigste for den første tid, det er den økonomiske politik:
det er priserne, inflationen, det er finanslovens budgetter og
omkostningsbeløb, valutabalance, og det er oliekrisens konsekvenser. Det er de
ting som man må tage op, og spørgsmålet er så om man kan finde en samling
om den nødvendige politik. I denne replik
demonstrerer Poul Hartling hvordan man kan lægge et ”dramatisk” forløb ind i
en i øvrigt intetsigende udtalelse.
Det er noget enhver leder af en organisation skal kunne, ikke mindst ledere
af politiske partier. Fra at tale om
hvad mange vil: ”De vil blive lagt
sammen og kombineret på mange forskellige måder”, går han over til at tale om
hvad det i virkeligheden drejer sig
om: ”det afgørende er den politik der skal føres.” Og i denne forbindelse
fremsætter han sin egen personlige mening om hvad det er der skal tages fat
på: ”og dér mener jeg (... )". Endelig præciseres det til sidst hvad
forhandlingernes resultat afhænger af: ”spørgsmålet er så om man kan finde en
samling om den nødvendige politik." Journalist: Altså, nu siger De godtnok
man skal til at sidde og kigge på de her ti kombinationer ... Hartling: Næh, jeg siger det er der
mange der vil gøre og allerede har gjort. journalist: Ja, og der vil vi jo alene nå op på et sted mellem 1000 og 1500
forskellige mulige kombinationer, ikke? Hartling: Ja. Journalist: Men der er vel især fire
bogstaver som falder i Øjnene når man nu sidder og kigger nedad, og det er
vel A og B og C og V, som jo tilsammen giver et ganske pænt flertal. Æh,
kunne De forestille Dem sådan et samarbejde med æh under ledelse af den
hidtidige statsminister? Hartling: Jeg kunne forestille mig
at der er det krav til os at når den nødvendige politik skal føres igennem, så
må der stå en stærk et stærkt samarbejde, et bredt samarbejde bag denne
politik. Om det så kan lykkes, og
hvordan det kan lykkes, det kan vi ikke sige i denne nattetime. Ingen ved mere end ved
interviewets start. Kunsten er at undgå
at sige noget nyt og kontroversielt - og samtidig optræde med
statsmandsværdighed så man fremtræder så stærk, ansvarlig og handlekraftig
som muligt i offentligheden inden forhandlingerne begynder. (Eksemplet
analyseres mere indgående i Kjøller 77 s. 47-57.) PRESSENS BRUG AF PARTIERNE Et væsentligt, fælles
argument for nyhedsmediernes vigtighed er at de er med til at kontrollere
statsmagten. Derfor er det
indenrigspolitiske stof obligatorisk for ethvert nyhedsmedium. Medierne konkurrerer på dette stof ligesom de konkurrerer på andre stofområder. Pressens formelle tilknytning til forskellige politiske partier er borte eller svag, men det betyder ikke at mediernes indenrigspolitiske dækning er partipolitiske neutral. Af historiske og markedsmæssige grunde er der klare politiske tendenser i de enkelte mediers udvælgelse og vinkling af Christiansborg-stoffet. Selv et erklæret neutralt nyhedsmedium som TV-Avisen er klart nok ikke præget af ekstreme politiske partiers synspunkter, men domineret af det politisk-administrative establishments måde at opfatte virkeligheden på. Der er et blad der især i
de senere årtier har markedsført sig bl.a. ved en aggressiv politisk
journalistik. Det er Ekstra
Bladet. Tilfældet er ekstremt og ikke
repræsentativt for dansk presse; men det er interessant at se hvilken
konsekvens det får for indenrigsstoffets behandling at man lader det i så
ekstrem grad styre af markedshensyn. HVORFOR ER EKSTRA BLADET
ALTID PÅ NAKKEN AF DE STAKKELS POLITIKERE? Det er ligemeget, hvem der
tilfældigvis sidder på taburetterne. Vi gør ikke forskel. Vi er nemlig på nakken af
alle politikere. Hvorfor? Fordi det flyder med
uløste problemer og spildte skattepenge og politiske skandaler og lange taler
om ingenting. Der er ingen af partierne,
der har patent på at have.ret. Der er heller ingen af dem, der har patent på
at træde i spinaten. Derfor er vi på
nakken af dem allesammen. Der er nok ikke ret mange
politikere, der elsker Ekstra Bladet højt. Men de læser det. EKSTRA BLADET TØR. (Annoncen fandtes i
dagbladet Politiken 18/10 73). Princippet for den
politiske dækning i dette blad er (dengang som i dag): jo værre politikerne i
magtens centrum er, jo mere nødvendigt er det for dig at læse Ekstra
Bladet. Derfor er det lige så sikkert
som amen i kirken at pointerne i en historie er at en eller flere ministre,
udvalgsformand osv. har optrådt uærligt, egoistisk, i strid med tidligere
løfter, eller inkompetent og sløvt.
Ligesom i en dansk folkekomedie har vi et farverigt skurkegalleri (af
politikere), ofte forsynet med karakteriserende tilnavne, en hovedperson
(,,den lille mand", læseren) og hans heroiske hjælper (Ekstra
Bladet). Af og til får bladet gjort
kål på en af skurkene. Men det viser
sig at den nye der indtager jobbet ikke er mindre skurkagtig, selv om han
eller hun så også har et andet til navn. Skurkagtigheden hænger
sammen med magten. En politikers
karriere opfattes som bestående af fire faser: Politiker in spe er den
spæde begyndelse: man er på vej ind i magtens cirkler. I denne fase behandles politikeren
positivt. Det samme gælder fair play-fasen, den første tid
på magtpositionen. Men allerede her
begynder det positive billede at slå revner.
Dog, man vil ikke dømme endnu, men se gennem fingre med
begynderfejl. Så bliver politikeren etableret magtfigur og hermed samtidig
skurk for fulde hørm. Efter man har
forladt magtpositionen bliver man ex-politiker
og her genindtræder man i en positiv rolle i Ekstra Bladets politiske
virkelighed. (Se detaljeret analyse i ”Sælges: dansk politik" i Kjøller
76.) POLITIKERNE
REDDER OS FRA FORSTENING I et
stabilt, homogent samfund som Danmark, består politikernes opgave ikke i at vandre
i spidsen for fremstormende befolkningsgrupper under blafrende faner. Bagsiden af ethvert stabilt, forudsigeligt
liv er kedsommelighed og forstening i vaner.
De væsentlige problemer i vores samfund består i at de etablerede
private og offentlige organisationer stivner i selvtilfredshed. Det politiske systems væsentligste funktion
er at begrænse denne landsdækkende organisatoriske forbening. Der er kun én måde hvorpå
man kan begrænse en organisations naturlige forsteningstendens: det er ved at
sørge for at den hele tiden har en vis usikkerhed angående sin
eksistens. Typisk gøres dette ved at
lade dens overlevelse og vækst udspringe af konkurrence med andre
organisationer. For de offentlige organisationers
vedkommende kan denne konkurrence ikke blive direkte: det er absurd at
forestille sig to danske hære, to socialministerier osv. Brugerindflydelsen på de offentlige
organisationer går gennem de private partiorganisationer. Partiernes konkurrence om stemmerne betyder
at der gives høj prioritet til den offentlige meningsdannelse: det har stor
betydning hvad folk tror om samfundssystemet og dets øjeblikkelige
tilstand. Der er organisationer der
har overlevelsesinteresse i at give forskellige bud på hvad man skal synes om
det hele. Og at argumentere for disse
helhedssyn bl.a. ved h ælp af deres standpunkt i konkrete eksefnpler: de
politiserede sager. Heri ligger en vis garanti
for at den offentlige administration ikke kan foregå i strid med hvad store
befolkningsgrupper finder rimeligt. DEN POLITISKE
ARGUMENTATION PA VIPPEN Politiserede sager afgøres
ikke bare ud fra faste vælgerholdninger.
Sagerne påvirker også vælgernes opfattelse af hvad der bør gøres. De magtpolitisk mest interessante
vælgere er dem der populært sagt befinder sig midt i spektret. De er hverken kroniske socialdemokrater
eller kernevælgere for de borgerlige partier.
Det er folk der sætter pris på stabile forhold og hvis politiske
interesse er beskeden. Ideologisk lyrik, som man finder den i partiprogrammer og grundlovstaler, bider ikke på dem, men de kan godt blive engageret af pressehistorier om mennesker der ikke har det godt i vores samfund. Sådanne mennesker bør i princippet hjælpes. Problemet er bare at sådan hjælp altid koster staten penge og at landets økonomiske situation ikke er for god i forvejen. Den dårlige Økonomi er der andre politiserede sager der fortæller om: virksomheder der lukker eller flytter. Og det fortæller måske det nyhedsmedium som man bruger, og det siges på det arbejdssted hvor man er. Vælgerens holdning til en
pressehistorie om en nødlidende gruppe, er afhængig af hans opfattelse af
landets økonomiske situation: han affinder sig med at der ikke bliver gjort
noget hvis den argumentation sagen rummer for at der bør gøres noget, lighedsargumentationen, ophæves af den økonomiske umulighedsargumentation:
der er ikke råd. Den politiske
betydning af en sag ligger altså i i hvor høj grad den kan få disse vælgere
til at ændre deres opfattelse af at disse to argumentationer er lige stærke i
samfundet som det ser ud i øjeblikket. Det er klart at
nyhedsmedierne har en meget afgørende rolle at spille her. En klart politisk rolle. Det er pressen der fortæller de historier som
danner grundlag for vælgernes vurdering af om de to argumentationer opvejer
hinanden: lighedsargumentationen og den økonomiske
umulighedsargumentation. Vinder den
ene styrke i forhold til den anden, er der stemmer at hente for regeringen i
at handle således at balancen genoprettes. (Kjøller 91, 2001). LAD
OS FA SKOVLEN UNDER MAGTENS SPROGLIGE BANALITETER! En politiker skal kunne
mange ting. En af dem er at udvælge og
præsentere informationer på en måde som fremmer hans politiske mål. Det politiske sprog er
interessant fordi det bruges til at præsentere de udvalgte informationer
med. Det politiske sprog må derfor
studeres i en politologisk, organisationsteoretisk og argumentationsteoretisk
sammenhæng. Kun i disse perspektiver
kan man se sproget på baggrund af de politiske handlinger det skal
udføre. Og det giver som sagt ikke
mening at betragte det anderledes. Det kan på den anden side
være fristende at kaste sig over forskellige iøjnefaldende politikere og
beskrive deres sprogbrug. Mogens
Glistrup, Preben Møller Hansen og Erhard Jacobsen er gode muligheder. Man kan beskrive deres foretrukne brug af
billeder og af stilistiske virkemidler.
Det kan uden tvivl gøres meget underholdende. Og hvad med et pikant emne som brugen af bandeord i Folketinget? Men samtidig med at man
beskæftiger sig med emner som disse og læserne muligvis læser analyserne med
stor interesse, udøves magten i landet af folk med en helt anderledes
farveløs sprogbrug. En grundregel for
den politiske sprogbrug i et velfærdsdemokrati er at jo mere ekstremt,
originalt og sort-hvidt sproget er, jo mere afmægtig er politikeren. Ganske vist bør der være plads til skæg og
ballade og undren over mærkelige detaljer i ethvert menneskeliv, men det er
forkert hvis forskningen kastrerer sig selv ved først og fremmest at causere
om det iøjnefaldende. Analyser af den politiske
sprogbrug i landet bør ikke være petitstof på avisens bagside. De bør placeres på linje med analyser af og
kommentarer til landets økonomiske tilstand, dvs. på ledersiden. Landets økonomiske tilstand er jo ikke
særlig interessant i sig selv. Ligesom
det politiske sprog heller ikke er særlig interessant i sig selv. Det afgørende er hvordan de forskellige
magtcentre i landet kan udnytte vælger-opfattede ændringer i den økonomiske
tilstand til at styrke deres argumentation med. Og det er bl.a. det studiet af det
politiske sprog drejer sig om. Det gælder om at kaste lys
over hvordan vores virkelighed og værdier dannes og ændres i det samfund vi
lever i. Og hvordan en ændret virkelighedsopfattelse, via det politiske sprog
omsættes til politiske handlinger.
Opgaven er at få skovlen under magtens sproglige banaliteter. Det er en af den humanistiske forsknings
fornemste opgaver at få os til at undre os over det banale og derved opleve
hver dag som ny - også selv om den ligner dagen i går til forveksling. LITTERATUR Andersson, J. og M.
Furberg 1974: POLITIK OG PROPAGANDA, Kbh. Downs, A. 1967: INSIDE BUREAUCRACY, Dybdal, I. 1985: Ministeriet og Borgeren, SPROGLIGE
KLØFTER. (MODERSMÅLSELSKABETS ÅRBOG 1985): 72-78, Kbh. Frederiksson, G. 1969: DET
POLITISKA SPRÅKET, Stockholm. Hamburger, A. 1988: Officiel sprogbrug. SPROGET HER OG NU
(Dansk Sprognævns skrifter 14, red. E.
Hansen og J. Lund): 146-156, Kbh. Hansen, E. 1987: PING- OG
PAMPERSPROG, Kbh. Høyer, S. m.fl. 1982:
MAKTUTREDNINGEN. RAPPORTEN OM
MASSEMEDIER, (Nor-ges
Offentlige Utredninger 1982: 30), Oslo. Kjøller, K. 1973: VÆLGEREN
OG PARTIPROGRAMMERNE, Kbh. Kjøller, K. 1976: Sælges: dansk politik, ANALYSER AF
SPROGBRUG: PERSPEKTIV(red. K.
Kjøller): 88-147, Kbh. Kjøller, K. 1977: AKTIV
SEER ELLER: HVORDAN JEG LÆRTE AT ELSKE POLITIKERNE, Kbh. Kjøller, K. 1991: POLITISK
ARGUMENTATION. EN TEORI OM OFFENTLIG POLITISK ARGUMENTATION I ET
VELFÆRDS-DEMOKRATI, Kbh. Kjøller, K. 2001
SPINDOKTOR, Kbh. Krogh, T. 1988: Politik i mediernes filter, POLITIK OG
ETIK (red. 0. Thyssen): 85-104, Kbh. Larsson, K. 1988: Den offentliga svenskati under 10 år - en presentation
och några reflektioner
av en språkvårdare.
INFORMASJONSKLØFTENE OG DEMOKRATIET (red. H. Omdal): 138-152, Oslo. |
|