|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sprogbrugsbegreber: bl.a.
”Kritik” og ”Kommunikationsroller” |
|
s. 48: Organisationernes fællesideologi: Økonomismen
og Stabilismen [Lagt på
nettet 7/9 01; Kapitel 5 af Kjøller Ud mæ’ sproget
Munksgaard 1991, s. 48-53]
Organisationerne
er meget vigtige størrelser i samfundslivet. Det er en
overlevelsesbetingelse for en organisation at en vis gruppe individer har bestemte opfattelser af samfundet og
menneskelivet. Derfor
ofrer organisationen tid, penge og talenter på at få individer til at tænke på bestemte måder. Men det er
jo ikke så galt. For enhver organisation har nogle rivaler,
og disse rival-organisationer er interesseret i at den samme gruppe individer
har nogle andre opfattelser som strider mod dem den første organisation fører frem. Rivaliserende organisationer fører
altså rivaliserende meninger frem - og så kan vi jo bare vælge. Organisationernes
meninger tilflyder os almindeligvis ikke direkte. De kommer
gennem medierne. Det vi modtager er altså mediernes versioner af organisationernes meninger. Da også medierne er rivaliserende organisationer
giver de forskellige bud på hvordan dagens virkelighed ser ud,
herunder hvad organisationerne mener om dette og hint. De
meninger og oplysninger vi møder i medierne er altså langtfra jomfruelige.
De har været gennem næverne på et antal professionelle informationshåndværkere. Men vi
er også langtfra uberørte. Hver og en af os er solidt plantet i den virkelighed vi modtager informationer
om. Vi er
ansat i en organisation, medlem af en fagforening, husejer, indbygger
i et lille velaflagt land, og hvad ved jeg. Dvs. vi har interesser
i at andre individer har bestemte opfattelser, og vi har interesser
i at blive bekræftet i at de opfattelser vi selv har, er rigtige. Det er da i orden at den daglige avis fortæller os noget vi
ikke vidste, men det skal indpasses i vores grundlæggende vurderinger
af hvem der er venner og fjender, hvad der er vigtigt og hvad der er kuriøst. s. 49: Vi vælger
vores nyhedsmedium ud fra i hvor høj grad det sørger for denne daglige mentalhygiejniske vedligeholdelse. Men under
alle disse uenigheder mellem organisationerne og forskelligheder mellem medierne ligger et betonfundament af enighed og lighed. Det skyldes at
de allesammen er organisationer og dermed har det mål at bevare sig selv, evt. blive større. Vi har
tidligere set på disse elementer i organisationernes fællesideologi: ·
de
fire dyder: ærlighed, idealisme, identitet og kompetence (kapitel 1), ·
optimismen
(kapitel 2), ·
skoleelev-borgeren
(kapitel 3). Nu skal vi
se på yderligere to elementer i fællesideologien: økonomisme og
stabilisme. Det entydige værdimål: pengene Det er
umuligt for en organisation at eksistere hvis der ikke findes et entydigt værdimål. For det
første skyldes det at en organisation er bygget op som et hierarki. For at få individer til at acceptere deres rolle i et
hierarki og hele det hierarki hvoraf rollen er en del, så må de have en fælles tro på en objektiv værdimålestok. Hvis
indkomstforskellene mellem lagene ikke er et alment accepteret incitament
til at udføre sit job således at ens overordnede bliver
mest muligt tilfreds og sørger for forfremmelse når lejlighed
gives, så bryder hierarkiet sammen. For det
andet er det nødvendigt med et fælles værdimål mellem
organisationer, fordi enhver interaktion mellem dem sker efter princippet:
noget for noget. For det
tredje er det fælles værdimål en forudsætning for at individer kan blive til arbejdskraft. Fagforeningernes eksistensberettigelse er at
sælge en vare/tjenesteydelse: en særlig slags arbejdskraft, så dyrt
som muligt til arbejdstager-organisationerne. Dette salg er kun muligt hvis der findes et alment accepteret værdimål. Handelen
bygger på en fælles tro på en objektiv værdimålestok hos
arbejdskraft-sælger, arbejdskraft-køber og arbejdskraft-bærer. Der er
altså tre ting der især betinger det fælles værdimål: s. 50: 1)
organisationernes
hierarkiske opbygning, 2)
at
interaktionen mellem organisationer foregår efter princippet: noget for
noget, og 3)
at
individer skal udmøntes i en vare: arbejdskraft. Disse
stærke grunde til værdimålet medfører at det bliver
ideologisk fællesgods for hele samfundet, hermed også for de politiske partier og for medierne. Men denne
målestok er ikke bare et praktisk redskab: Den kommer også til selv at sætte værdierne. Det skyldes at troen på
målestokken ikke kan skilles fra troen på at en tings eller
handlings kvalitet kan omsættes til et tal, til kvantitet. Og i
forlængelse af denne tro er det indlysende at det det gælder om er at samle mest muligt sammen. Altså: Jo flere penge man tjener, jo bedre. Eller
sparevarianten: Jo færre penge man bruger, jo bedre. Og
'man' er både individer og organisationer. Omsætningen
af oprindeligt ikke-økonomiske fænomener (handlinger,
genstande)
til økonomiske værdier foregår dels ved markedsmekanismer (udbud -
efterspørgsel), dels ved politisk fastsættelse. Som iøjnefaldende
eksempler på dette sidste kan nævnes miljø- og kulturområdet. Hvor beskidt må luften være? Hvordan skal grundvandet være? Hvad vil det sige at leve et menneskeværdigt liv? Hvor
går grænsen for hvor meget det må koste at redde et menneskeliv i hospitalsvæsenet? Ved fx at udsende positivlister og
fastsætte maksimumsgrænser for forureninger gøres det markedsmæssigt umålelige måleligt. Gennem den
politiske proces justeres og udvides målestokkens anvendelse, med det
overordnede, fælles formål at sikre systemets stabilitet, dvs. de
eksisterende organisationers eksistens. Og her er
vi så fremme ved den anden grundpille i fælles-ideologien: troen på
stabiliteten, troen på den gradvise forandring i modsætning
til den pludselige omvæltning: stabilismen. Uden stabilitet ingen
forandring Organisationerne
kæmper uophørligt med hinanden og er naturligvis interesseret i at bestyrke og udbygge deres
positioner. Men denne
kamp kan kun foregå på baggrund af en dominerende stabilitet.
Kampen gælder altid marginalerne. En situation med s. 51: voldsomme
omvæltninger vil altid være en trussel mod de etablerede organisationer,
fordi den umuliggør rationel planlægning, og i al sin
uoverskuelighed lige så vel kan føre til egen undergang/reduktion,
som til modstander-organisationens undergang/reduktion. Der er
altså en klar fælles interesse i at den politiske, parlamentariske proces i store træk formår at opretholde den eksisterende,
tilvante fordeling af værdier til de forskellige samfundsgrupper.
Økonomismen og stabilismen udgør den faste ideologiske
ramme for de velkendte ideologiske stridigheder som udgør det
officielle, overordnede tema i den politiske offentlighed i de parlamentariske demokratier. At det er
netop disse ideologiske højre-venstre-stridigheder der er det
rituelle indhold i debatten kan i høj grad forklares ud fra den
reduktion af individer til arbejdskraft, som er et iøjnefaldende element i
økonomisme-stabilismen. Omkring
fastsættelsen af prisen på et individ som arbejdskraft
brydes to interesser: Sælgerorganisationens,
dvs. interesseorganisationens interesse i en
opskrivning af varen, dvs. arbejdskraften. Ser vi bort fra de snævert
faglige kvalifikationer, så må sælgeren fremhæve generelle
kvalifikationer som høj motivation, at arbejderen yder det utrolige forudsat han får de rigtige opgaver. Generaliseret: mennesket
er grundlæggende godt; der er ikke brug for kontrolforanstaltninger, men for
motivation, meningsfyldt arbejde og medbestemmelse. Og varen er
ensartet: alle med den samme uddannelse er lige kvalificerede. På den
anden side står arbejdskraftkøber-ideologien: Mennesket (arbejdskraften)
er ikke i sig selv godt; det har en kedelig tendens til at
springe over hvor gærdet er lavest; det må kontrolleres og stimuleres udefra med gulerødder og pisk. Varen er også ret
uensartet bag den fælles deklaration: Vi må gennem konkurrence finde den
bedst egnede, men så skal den virkelig høje kvalitet også nok få sin belønning. På denne
velkendte ideologiske dimension udfolder de forskellige politiske
partier deres argumentationer - over skiftende politiske temaer. s. 52: Det der kan gøres op i penge, dominerer den
offentlige debat Det er
selvfølgelig alt for begrænset at gøre alle et
individs værdier op i penge. Når man fx forfremmes i et
hierarki, får man ikke blot en højere lønindkomst; man får også mere magt og mere prestige. Økonomismen indebærer ikke at alt gøres op i penge. Den indebærer at det der kan gøres op i
penge også bliver gjort op i penge - og at det der er gjort op i penge dominerer i den offentlige debat. Vi kan
bruge udtrykket realløn som betegnelse for alle de værdier man modtager fra omgivelserne. Et individs realløn i en
bestemt periode er den samlede mængde værdier det modtager fra omgivelserne i perioden. Det dækker alt, fra den pengeindkomst individet
har, til den værdi det fx har for individet at trække frisk
luft, at vide at han kan få ordentlig lægebehandling, at der er ro og orden omkring hans bopæl. Det er altså ingen betingelse
for at kunne indgå i reallønnen at en værdi er opgjort i hvor stor en pengeindkomst den svarer til. Men økonomismen medfører
generelt en fokusering på de goder som kan gøres op i penge. Dette at
reallønnen også omfatter ikke-økonomiske goder, gør det
egentlig umuligt at lave en sammenligning mellem to vilkårlige individers realløn. Men det er derimod muligt at sige noget generelt om
hvorledes bestemte ændringer i et individs eksistensvilkår påvirker reallønnen. Alt andet lige, vil en forøgelse af
lønindkomsten betyde en forøgelse af reallønnen; alt
andet
lige, vil en forøget risiko for at blive overfaldet på gaden,
betyde en formindskelse af reallønnen; alt andet lige, vil en
forringelse af den uddannelse individet er i gang
med betyde en formindskelse af reallønnen. Osv. Et
individs vurdering af et partis politik afhænger af individets opfattelse af hvordan partiets politik påvirker individets
realløn. Her vil
det have stor betydning hvilke faktorer i sin livssituation individet
inddrager, og med hvilken vægt. Dette
reallønsbegreb er mere omfattende end det reallønsbegreb som økonomer bruger. En reallønsændring, således som økonomer
gør dette op, indbefatter kun økonomiske ændringer i s. 53: individets
livssituation, dvs. ændringer i lønindkomst korrigeret for
ændringer i inflation, skatter og afgifter. Økonomismen
indebærer i sig selv at de værdier som lettest kan gøres
op i penge også uden videre dominerer debatten omkring et
forslags realløns-konsekvenser. Jo sværere det er at gøre et områdes
værdier op i cost-benefit-analyser, jo større indsats
kræves der normalt for at få det placeret højt på den offentlige dagsorden over relevante emner. Dette
bekræftes af indholdsanalyser af partipropagandaen i valgkampe.(Siune) Undersøgelser af kernekraftskampagnen
i Sverige op til folkeafstemningen i 1980, viser at 52% af argumenterne i massemedierne var økonomiske, kun 29%
var argumenter som drejede sig om sikkerhed (Asp). Kent Asp Mäktiga Massmedier Akademilitteratur,
Stockholm 1986. Karen
Siune Valgkampe i TV og radio Politica, Århus 1982. |
|