Hvad kan en magister?
Det er som om at det er ret ligegyldigt om man
studerer det ene eller det andet. Bare man er magister.
Af Klaus Kjøller
At en magister begynder på
universitetet, har længe været kendt. Men ingen ved hvor en magister
ender. Selv magistre som tror de er endt, kan kort efter genopstå andre
steder.
Chefsekretæren i mobiltelefonselskabet
med fagene fransk og filosofi i forrige nr. af nærværende blad er jo
ikke enestående. Hun kan suppleres med magisteren i
kinesisk som bliver selvstændig direktør inden
for virksomhedsrådgivning. Og mange andre magistre har titler som
personaledirektør, kommunikationschef, chefredaktør,
underholdningschef. Foruden, selvfølgelig, journalist, anmelder,
informationsmedarbejder, forfatter, forlagsredaktør, politisk rådgiver
eller kommentator. Hertil alle mulige helt specielle job i mindre
virksomheder.
Og man kan nå langt.
Departementschefen i forskningsministeriet, Knud Larsen er doktor i
historie og hans chef, forskningsminister Birte Weiss, har studeret
litteraturvidenskab. Og hermed er grænserne ikke nået: Selv om der
stadig resterer nogle måneder, vover jeg den påstand at århundredets
mest uforudsigelige og politisk betydningsfulde europæiske
magisterkarriere var Joseph Goebbels’, tysk propagandaminister i
nazitiden, men forinden doktor i litteraturvidenskab.
Man må spørge sig: Hvad er det
egentlig en magister kan? For det er som om at det er ret ligegyldigt
om man studerer det ene eller det andet. Bare man er magister.
Som alle vist ved, kan vi kommunikere
mundtlig og skriftligt, vi gribes ikke af panik over enorme stofmængder
og uforudsete problemer, og vi kan arbejde koncentreret og
selvstændigt.
Men hertil kommer at vi i ekstrem grad
er uddannet til at stikke fingeren i jorden og fornemme hvorfra det
blæser: Den store selvstændighed universitetslærere har (metodefrihed),
tvinger os studerende til at optræne stor lydhørhed for
lederforventninger på enhver arbejdsplads. Vi lærer at samme fag kan
være vidt forskelligt hos to lærere. Og dermed lærer vi at samme
kendsgerninger kan struktureres i ofte grundlæggende forskellige
helheder, og at nøglen til helheden ligger hos lederen (bedømmeren).
Det gælder mest ekstremt på humaniora og samfundsvidenskab, i mindre
omfang på naturvidenskab.
Samtidig mødes vi med en forventning
om stor selvstændighed. Det en magister i så høj grad lærer på
universitetet, er at udvise faglig, professionel selvstændighed inden
for de rammer man fornemmer hos sin vejleder. Magistre er mestre i at
finde en konstruktiv balance mellem fri udfoldelse og tilpasning.
Der kan være intense stridigheder på
et fag angående om et bestemt kursus skal være der eller ej, og hvornår
og med hvor mange ugentlige timer. Det kan måske opbløde kramperne at
tænke på at det er ret ligegyldigt i det lange perspektiv som handler
om kandidaternes generelle kvalifikationer. Med enkelte vigtige
undtagelser, bl.a. mit eget fag, Sproglig rådgivning, hvis nødvendighed
alle fornuftige er enige i.
d. 20/9
1999.
Øverst
i dokumentet
|