|
|
Bevaringsværdigt lort
I øjeblikket (4/2 2012) udråbes affald fra
1600-tallet til arkæologiske nationalskatte af den svenske
udgravningsleder på Metrobyggeriet i København. Hvorfor skal vi
nulevende mennesker tvinges til at rydde op og smide ud, for at man om
flere hundrede år kan udgrave vores affald som uvurderlige skatte?
Af Klaus Kjøller
Hvis
der ligger én og graver med en lille ske i jorden foran en brølende
bulldozer, så kan du være sikker på at det er en magister. Vi redder
fortiden inden fremtiden fræser den ned.
Alligevel
sker det dagligt at fortiden smides ud: familiens lokale køkkenmødding
bæres i plastikpose ud i skraldespanden. Helt uden besværgelser eller
bønner, nærmest tankeløst, overgives disse kulturminder til
undergangen. Det der ikke kan brændes eller genbruges, ligger og fylder
op på lossepladser. Myndighederne bander over afffaldet og eksporterer
det gerne, bare prisen er tilstrækkelig lav. Først om nogle hundrede
eller tusinde år vil man andægtigt grave det frem, hvis man kan finde
det, og udstille de bedste stykker i montre med forklarende tekst. Hvis
man da ikke også har smidt magistrene ud, således som supercomputeren
HAL 9000 i Kubricks film Rumrejse år 2001 smed astronauterne ud fordi
de blev for besværlige. På et hængende hår undgik de en skæbne som
evigt affald på rejse i universet.
Kort
sagt: Jeg har været nødt til at tømme et skab som i mange år har været
brugt til mit helt private arkiv. Edderkopperne som levede i og bag
skabet, var blevet for dominerende og måtte bekæmpes. Bevæbnet med
støveklud stod jeg snart med de mest sarte fortidsfund i hænderne. Fund
som det havde været lettere for enhver anden at gøre end mig selv. Et
ungt menneskes trængsler og håb slog mod mig og jeg blev straks helt
blød på alle hylder. Et manuskript som blev opgivet. Stakkevis af
sirligt håndskrevne ark som efterhånden blev skåret til en bog.
Materialesamlinger som aldrig blev brugt. Som at rode i et åbent sår.
Og også en énøjet tøjbamse og et falmet julehjerte med en hank som var
i stykker. Og så det ulidelige spørgsmål: Skal det smides ud, eller
skal det bevares?
Hvorfor
skal ting og sager først forsvinde i jorden i mange hundrede år før de
bliver bevaringsværdige? Jeg kræver alt bevaret her og nu! Skulle jeg
stille mig til dommer over hvad eftertiden vil finde værdifuldt, iført
gammelt tøj en tilfældig søndag i november 1999? At køre det på
containerpladsen er udelukket. De brænder det. Det står direkte på
containeren: Småt brændbart. Havde der så endda stået: Stort
opflammende.
Men
vi er ikke fanatikere. Selvfølgelig må indbo da smides ud engang
imellem fordi vi må skaffe plads til noget nyt. Da min hustru også er
ganske flink til at gemme, har vi i de sidste årtier hvor huset har
været fyldt op, måttet føre en del “omvendte finanslovsforhandlinger”
efter reglen: Hvis noget skal ind, må noget med tilsvarende volumen ud.
Især ved dødsfald hvor vi arver løsøre, kan forhandlingerne være hårde.
Vi er begyndt at snakke mere og mere om hvad vi skal gøre når også
haven er fyldt op.
Men
ingen får os til at udstede tusindårsløfter om at gemme mindre.
Dyrkelsen af skiftet til år 2000 er helt hysterisk. Kalenderen er en
tilfældig vedtagelse af en romersk kejser, Cæsar, og en katolsk pave,
Gregor d. 13., og Jesu fødselstidspunkt er også en vedtagelse med 7 års
usikkerhed. At råbe op om nye tendenser og epoker er ren
kalenderpsykose. Derfor fortsætter vi tidløst hen over nytår.
Klaus
Kjøller, d. 8/11 1999.
Øverst
i dokumentet
|
|