Takketale for Nobelprisen
Det
vanskelige ved takketalen er ikke så meget at få folk til at begribe
storheden i det man har udrettet. Det er jo det man skal takke dem for
at de allerede gør. Udfordringen er at udtrykke en tilpas ydmyghed så
man vinder alles velvilje selv om man har en tordnende succes som gør
alle misundelige.
Af Klaus Kjøller
Har du overvejet hvordan du vil takke
for Nobelprisen? Måske føler du ikke at det er det mest påtrængende
problem i dit liv lige nu, men ganske mange magistre arbejder med
forskning og skriver bøger, og det kan vel ikke udelukkes at nogen
omsider ville få øjnene op for den virkelige kvalitet af det du laver.
Det er ikke spor let at have succes.
Jeg taler egentlig ikke så meget af egen erfaring, men har læst om det
i en bog: Telling the Success Story af Pamela J.
Benoit (State University of New York Press, 1997). Problemet er at
undgå at vække anstød med sin succes.
Enhver af os ved vel af egen erfaring
hvad det kræver at kæmpe for succes: hårdt, vedholdende arbejde og
overvindelse af vanskeligheder, fx almindelig skepsis, ideologisk
modvilje og uforståelige resultater som strider mod alt man ved i
forvejen. En succes som kommer let, enkelt eller hurtigt er ikke så
tilfredsstillende som en svær succes. Det viser Benoits studier af 19
takketaler, og det kan være til stor opmuntring at vide for os der
stadig kæmper for at nå i mål.
Men det vanskelige ved takketalen er
ikke så meget at få folk til at begribe storheden i det man har
udrettet. Det er jo det man skal takke dem for at de allerede gør.
Udfordringen er at udtrykke en tilpas ydmyghed så man vinder alles
velvilje selv om man har succes. Det gør man ved at dele æren med
samarbejdsparter, lærere, ansættelsessteder og fonde, ved at udtrykke
overraskelse over at man helt uventet er blevet udvalgt til den store
pris, ved at erklære at ens egne præstationer er blege i forhold til
andres og ved at fremhæve alt det der endnu mangler at blive udført, og
at ens succes kun gælder inden for et snævert speciale.
Benoit sammenligner takketalerne med
succeshistorierne hos idrætsfolk og sælgere af kosmetik. Lighederne kan
ikke undgå at gøre indtryk. I en tid hvor magistre erobrer mange nye
arbejdspladser er det godt at få dokumenteret at der er så mange
ligheder mellem succeshistorier i disse forskellige sfærer at der ikke
her kan findes hindringer for at skifte til helt andre erhverv.
Men der er mange andre anvendelser
også, fx i miljøer hvor misundelse måske har lidt for let ved at fænge.
Er vi gode nok til at være beskedne? bør man spørge på alle
arbejdspladser med denne slags problemer. Men der skal selvfølgelig
være noget at være beskeden over for at beskedenheden kan virke ægte.
Også undervisere der måske kan have
svært ved at komme i gang efter ferien, kan meget konkret hente
inspiration fra takketalerne. En meget brugt opvarmingsteknik for
skuespillere og talere består i at man gennemspiller en stærk og
væsentlig drøm eller fantasi man har. Først i enrum, men helst derefter
i overværelse af gode venner. Eftervirkningen af denne øvelse er en
vidunderlig følelse af uafhængighed, afslapning og selvrealisation.
Hvis man udfører den lige inden man “skal på”, så vil man brænde med en
særlig glød. Jeg kan her personligt anbefale fantasien om at takke for
Nobelprisen.
Desuden har det jo den fordel at talen
så er klar den dag man får prisen – helt ufortjent og tilfældigt.
© Klaus
Kjøller, klaus@kjoeller.dk , d. 25/7
2000.
Øverst
i dokumentet
|