[uden titel] offentliggjort som klumme i Magisterbladet januar 2001. Stykket er som en særlig læserservice nu blevet forsynet med titel og underrubrik (d. 22/12 2012)

Har magistre fjender?

Hvor vi tidligere kunne hade den overvægtige, cigarrygende kapitalist i jaket og høj hat, har vi nu fået medarbejderoptioner på aktier i virksomheden. I stedet for ordentlige fjender, skurke og hekse har vi fået strukturproblemer med uklar ansvarsplacering.

Af Klaus Kjøller

Vi er magistre. Vores religion er grundighed, forberedelse, afdækning af kendsgerninger, udtømmende analyser. Vi tror på den lange vandring gennem pensum frem mod belønningen.

Det er svært, ja umuligt at være imod os.

Det er ikke spor let for vores forening at være uden mindst én stor fæl fjende som man kan bekæmpe. Og det er ikke kun noget der har ramt vores forening. Det er som om at det danske velfærdssamfund er blevet systematisk tømt for fjender op gennem det forrige århundrede. Hvor vi tidligere kunne hade den overvægtige, cigarrygende kapitalist i jaket og høj hat, har vi nu fået medarbejderoptioner på aktier i virksomheden. I stedet for ordentlige fjender, skurke og hekse har vi fået strukturproblemer med uklar ansvarsplacering. Hvem kan i dag hade undervisningsministeren sådan som vi i sin tid da jeg studerede omkring 68, hadede ”onde Helge”? I en nekrolog for nylig så jeg at han i virkeligheden havde været en ganske fredsommelig mand. Godt at vi ikke vidste det dengang!

Nu vandrer vi i ørknen, forladt af alle fjender.

Nej! Stop. Det er en illusion! Fortvivl ikke. Vores fjender findes. De har bare haft held til at få os til at tro at de ikke er der.

De findes overalt på betydningsfulde poster hvor de hele tiden skal træffe beslutninger under tids- og ressourcepres. Det er ledere af alle slags, herunder toppolitikere.

Sagen er at ledere og andre som skal træffe beslutninger, ikke har tid til at få mere at vide end absolut nødvendigt for at træffe beslutninger og kunne begrunde dem nogenlunde overbevisende over for folk som ved endnu mindre end dem selv om sagens detaljer. Hvis jeg pludselig bliver ringet op af statsministeren og tilbudt jobbet som fremtidsminister, så er der ikke nogen tid til en lang vandring gennem pensum inden jeg få dage efter skal svare klogt på journalisters spørgsmål om hvordan regeringens politik er på fremtidsområdet. Hvert år når finanslovsforslaget offentliggøres i slutningen af august, forventes politikere fra alle partier at kunne udtale sig om det næsten straks efter det er offentliggjort. Og det er ikke en pixibog, men et værk på flere tusinde sider. Da Poul Schlüter i sin tid gik af, traf han beslutningen inden for en halv time efter han havde modtaget Tamilrapporten som var på 5.600 sider. Enhver ved ellers fra universitetet at et pensum af den størrelse svarer til henved et halvt års fuldtidsstudier.

Bør disse kendsgerninger hensætte medlemmerne af denne forening i fortvivlelse, fordi det jo er sådan nogle som os der laver de rapporter som forkortes væk når folk med ansvar skal briefes i det absolut nødvendige inden deadline?

Nej, selvfølgelig ikke. Vi er fundamentet. Uden vores mange detaljer, vores faglige stolthed, vores akkuratesse, vores lange vandring frem gennem pensum, ville disse typer slet ikke kunne hutle sig igennem. Lad os derfor samles om at hade dem, godt og grundigt.

Øverst i dokumentet