Har magistre fjender?
Hvor vi tidligere kunne hade den overvægtige,
cigarrygende kapitalist i jaket og høj hat, har vi nu fået
medarbejderoptioner på aktier i virksomheden. I stedet for ordentlige
fjender, skurke og hekse har vi fået strukturproblemer med uklar
ansvarsplacering.
Af Klaus Kjøller
Vi er magistre. Vores religion er
grundighed, forberedelse, afdækning af kendsgerninger, udtømmende
analyser. Vi tror på den lange vandring gennem pensum frem mod
belønningen.
Det er svært, ja umuligt at være imod
os.
Det er ikke spor let for vores
forening at være uden mindst én stor fæl fjende som man kan bekæmpe. Og det er ikke
kun noget der har ramt vores
forening. Det er som om at det danske velfærdssamfund er blevet
systematisk tømt for fjender op gennem det forrige århundrede. Hvor vi
tidligere kunne hade den overvægtige, cigarrygende kapitalist i jaket
og høj hat, har vi nu fået medarbejderoptioner på aktier i
virksomheden. I stedet for ordentlige fjender, skurke og hekse har vi
fået strukturproblemer med uklar ansvarsplacering. Hvem kan i dag hade
undervisningsministeren sådan som vi i sin tid da jeg studerede omkring
68, hadede ”onde Helge”? I en nekrolog for nylig så jeg at han i
virkeligheden havde været en ganske fredsommelig mand. Godt at vi ikke
vidste det dengang!
Nu vandrer vi i ørknen, forladt af
alle fjender.
Nej! Stop. Det er en illusion!
Fortvivl ikke. Vores fjender findes. De har bare haft held til at få os
til at tro at de ikke er der.
De findes overalt på betydningsfulde
poster hvor de hele tiden skal træffe beslutninger under tids- og
ressourcepres. Det er ledere af alle slags, herunder toppolitikere.
Sagen er at ledere og andre som skal
træffe beslutninger, ikke har tid til at få mere at vide end absolut
nødvendigt for at træffe beslutninger og kunne begrunde dem nogenlunde
overbevisende over for folk som ved endnu mindre end dem selv om sagens
detaljer. Hvis jeg pludselig bliver ringet op af statsministeren og
tilbudt jobbet som
fremtidsminister, så er der ikke nogen tid til en lang vandring gennem
pensum inden jeg få dage efter skal svare klogt på journalisters
spørgsmål om hvordan regeringens politik er på fremtidsområdet. Hvert
år når finanslovsforslaget offentliggøres i slutningen af august,
forventes politikere fra alle partier at kunne udtale sig om det næsten
straks efter det er offentliggjort. Og det er ikke en pixibog, men et
værk på flere tusinde sider. Da Poul Schlüter i sin tid gik af, traf
han beslutningen inden for en halv time efter han havde modtaget
Tamilrapporten som var på 5.600 sider. Enhver ved ellers fra
universitetet at et pensum af den størrelse svarer til henved et halvt
års fuldtidsstudier.
Bør disse kendsgerninger hensætte
medlemmerne af denne forening i fortvivlelse, fordi det jo er sådan
nogle som os der laver de rapporter som forkortes væk når folk med
ansvar skal briefes i det absolut nødvendige inden deadline?
Nej, selvfølgelig ikke. Vi er
fundamentet. Uden vores mange detaljer, vores faglige stolthed, vores
akkuratesse, vores lange vandring frem gennem pensum, ville disse typer
slet ikke kunne hutle sig igennem. Lad os derfor samles om at hade dem,
godt og grundigt.
© Klaus
Kjøller, klaus@kjoeller.dk , d. 2/1
2001.
Øverst
i dokumentet
|