[uden titel] offentliggjort som klumme i Magisterbladet maj 2002. Stykket er som en særlig læserservice nu blevet forsynet med titel og underrubrik (d. 12/1 2013)

Anerkendelse

Man kan indvende at det er noget overfladisk gas at arrangere en reception og måske også holde en lille tale fordi en kollega fx har færdiggjort en bog eller har en mærkedag. Men i betragtning af det kroniske underskud på anerkendelseskontoen som stort set alle synes de har, kan den slags udløse en dominoeffekt i miljøet.

Af Klaus Kjøller

Når man er sammen med ambitiøse folk der har kreativt arbejde, er det påfaldende så ofte man hører dem rakke ned på andre med samme kreative arbejde. Det kan være forskere, kunstnere eller journalister. Hvis det er folk som arbejder med sproget til daglig, kan denne nedrakning være yderst raffineret og måske kun til at få øje på for kendere.

Det er ikke spor let at have et arbejde hvor man aldrig synes at man slår helt til. Blandt andet fordi kravene er bundløse. Ligegyldigt hvor godt man gør det, så ved man at det kunne være gjort bedre. Det bliver meget fristende for to kolleger som begge synes at de ikke er helt så fremragende som de gerne ville være, at forenes i en god snak om at en tredje person i branchen ikke er særlig genial. Ja, ofte behøver man ikke engang mødes for at få kicket fra andres fiaskoer. I mange år hentede jeg personligt energi til støvsugningen ved at tænke på udvalgte kolleger, og det jeg så som deres skandaløse uduelighed. Uden den stimulans havde vi ikke kunnet holde hjemmets hygiejne på det niveau den trods alt havde. Og karakteristisk nok fik jeg aldrig fortalt dem det.

For vi er også gennemgående ret høflige over for enhver kollega som vi er sammen med. Vores arbejde er nemlig ikke bare et arbejde. Det er et stykke af os selv. Og vi er sarte. Derfor er vi nødt til at emballere os solidt med elskværdighed.

Hvordan leder man sådan et miljø, fx på et universitetsinstitut? Efter min erfaring som institutleder i fem år skal man først og fremmest sørge for at give de ansatte anerkendelse for deres arbejde. Arbejdspladsen skal bruges som platform for anerkendelse og som affyringsrampe for de ansattes produkter.

Man kan indvende at det er noget overfladisk gas at arrangere en reception og måske også holde en lille tale fordi en kollega fx har færdiggjort en bog eller har en mærkedag. Men i betragtning af det kroniske underskud på anerkendelseskontoen som stort set alle synes de har, kan den slags udløse en dominoeffekt i miljøet.

Også retfærdig behandling af alle ansatte og åben administration efter gennemskuelige regler er afgørende. Lederen må ikke være viklet så meget ind i særlige kollegiale broderskaber og vennetjenester at han lyder falsk når han taler på alles vegne. En magister er i høj grad en selvkørende indretning. Derfor skal magistre have plads omkring sig. En leder der går og følger med i detaljer hvad man laver og giver ordrer, er ikke sagen.

Og må vi så bede om noget munterhed! Kun hvis lederen synes at det er sjovt at lede, kan han eller hun flytte lidt her og der. Lederrollen i kreative miljøer svarer til far- og mor-rollen i en velfungerende, børnerig familie hvor der altid er gang i en hel masse uden nogen egentlig planlægger det. Alle ved at det er nødvendigt at én af de voksne skærer igennem og optræder som frontfigur ved bestemte lejligheder. Men han skal ikke tro at han er noget – og slet ikke en stor leder.

Øverst i dokumentet