[uden titel] offentliggjort som klumme i Magisterbladet oktober 2000. Stykket er som en særlig læserservice nu blevet forsynet med titel og underrubrik (d. 22/12 2012)

Hvordan undgår ledelsen at blive kvalt af sin egen lyrik?

Rolige formandsvalg og fredsvalg – som ofte til universitetets ledelsesposter – betyder som regel, at den hule retorik og idyllisering regerer. Men det kan da også bare være tegn på at alt er i den bedste orden. Eller at ingen rigtig gider tage konflikterne.

Af Klaus Kjøller

At omgås sandheden pragmatisk, er så nødvendigt for menneskeligt samkvem at der findes en positiv betegnelse for det: loyalitet. Mere ydmygt kan det også kaldes høflighed. Selv om vi ved at vores sandheder ville kunne gøre os verdensberømte i op til flere minutter, så holder vi tæt.

Alligevel sker det at der slipper noget ud. Noget af alt det som ikke normalt står i personalebladet, selv om alle snakker om det. På universiteterne kan det ske i forbindelse med stillingsbesættelser at en institutleder eller nogle lærere går i medierne fordi de oprøres over det der er sket. I miljøstyrelsen kan det være en medarbejder som vurderer at offentligheden har krav på andre informationer i en sag end dem der officielt udsendes.

I politik er det en væsentlig del af professionen af vurdere om noget bør slippes ud og hvordan: Man bruger mange timer i den indre offentlighed bag lukkede døre på at vurdere hvor let eller svært det vil være at argumentere offentligt for et politisk udspil: Kan man få folk til at forstå det? Vil de acceptere det? Hvordan vil modstanderne angribe det? Det parti der her vurderer mest realistisk og tænker flest træk frem, vinder også kampen om den offentlige sandhed. Og det er jo på grundlag af den at bevillingerne bl.a. fordeles.

Der er ofte i organisationer meget stor afstand mellem ledelsens officielle sandhed og så de uofficielle sandheder som afdelinger og individer i organisationen handler efter. Afstanden viser sig bl.a. ved at ingen ansatte egentlig tror på ledelsens peptalk og lækre pjecer med mål og visioner -- nogle ansatte er måske hjerteløse nok til at gøre grin med “ledelseslyrikken”, samtidig med at de officielt lader som om de tager den dybt alvorligt. Det mest gribende eksempel på hvad denne afstand kan føre til, er det tidligere DDR, hvor arkiverne klart viser at selv de partifunktionærer som skulle indoktrinere folket ikke selv troede på det de sagde, men det sagde de selvfølgelig ikke -- man er vel loyal og solidarisk. Den dag folk ikke mere var bange for ledelsen, brasede systemet omgående sammen, trods langvarig ideologisk påvirkning gennem uddannelsessystem og medier. Alle havde i årtier uofficielt vidst at ingen troede på det man officielt skulle sige: Systemet var en helt tom retorisk konstruktion.

Det gælder selvfølgelig om at sikre størst mulig overensstemmelse mellem den officielle og de uofficielle sandheder. En god metode er på god demokratisk vis at holde en hård valgkamp mellem to eller flere lederkandidater. Herved er der størst sandsynlighed for at eventuelle opsparede fortielser og fordrejninger trækkes ind i den officielle debat fordi mindst én af kandidaterne kan se sin fordel i at punktere den “politiske korrekthed”.

Rolige formandsvalg og fredsvalg -- som ofte til universitetets ledelsesposter -- behøver dog ikke være symptom på at man har et voksende problem med hul retorik. Det kan også være tegn på at alt er i den bedste orden. Foruden, selvfølgelig, at folk har travlt med alt muligt andet.

Øverst i dokumentet