[uden titel] offentliggjort som klumme i Magisterbladet april 2001. Stykket er som en særlig læserservice nu blevet forsynet med titel og underrubrik (d. 31/12 2012)

Ud af hængekøjen!

Selv den mest heroiske aviskommentator som overfalder med brækspande, ilddragere og glemte ungdomsdigte, ændrer ikke verden nær så meget som udviklingsministerens anonyme chauffør.

Af Klaus Kjøller

Magistre, foren jer! Det gælder chefposterne. Enhver magister i dette land har allerede gjort sig langt flere tanker og fået langt flere indsigter end de fleste ansvarlige politikere og ledere nogensinde får. Spørg derfor ikke længere hvad din fagforening, dit arbejdssted og dit land kan gøre for dig; spørg om hvad du kan gøre for dem.

Al den viden vi producerer, er intet værd uden dem med magt. Det er dem der skalter og valter med vores forskning, vores rapporter og vores gode råd. Men alt for ofte er sandheden ilde hørt. Derfor er vi nødt til selv at overtage magten.

Det vil kræve ofre. Èt af de første ofre vil være retten til at sige lige ud hvad du mener. Folk med magt taler varsomt – ellers har de flere formænd for interessegrupper siddende ude i forkontoret næste formiddag for at bede om økonomisk støtte. Andre står i spidsen for rasende demonstrationer nede på gaden. Der er derfor ikke mange spraglede gavtyve med fabulerende sprogbrug der overlever som ledere ret længe. Evnen til at sprede kedsomhed er væsentlig når ophidsede modparter skal bringes til forlig. Og man skal være optimistisk og høflig og god til at indgyde sine underordnede livsmod.

Men ikke nok med det. Hvis man selv får magt, så er det sværere at brokke sig over dem med magt som får deres vilje igennem. Man kan ikke længere tro på at hvis bare man selv virkelig gad, så skulle de alle sammen få at se hvor meget bedre det ville blive. Men man gider ikke, for man undersøger og prøver i stedet for at forstå hvorfor det hele går så galt. Man tilhører koret af magtesløse der scorer gevinsten på sidelinjen fordi de ved hvordan det burde være gjort.

Men selv den mest heroiske aviskommentator som overfalder med brækspande, ilddragere og glemte ungdomsdigte, ændrer ikke verden nær så meget som udviklingsministerens anonyme chauffør.

Heri ligger ikke en opfordring til medlemmerne af studentersektionen om ikke at afslutte deres studier med specialet og i stedet kaste sig ud i politik. Jeg fralægger mig ethvert ansvar for konsekvenserne af dette. Mit oprop bør forstås mere abstrakt.

Hvad så med mig selv? spørger du. Hvorfor har jeg ikke for længst kastet mig ud i at ændre verden?

Hvis ikke min beskedenhed forbød det, ville jeg sige lige ud at jeg synes at du burde vise større andagt mens du læser teksten. Sjældent har den absolutte afmagt vel fundet et mere magtfuldt udtryk end denne klumme. Men jeg tier.

Øverst i dokumentet