Kjøller forside >> alle artikler >> Manus: Klumme i Magisterbladet

[senest layoutrevideret 30/6 2021]

Magisterliv, klummer fra Magisterbladet 1998-2002

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Desperat forsvar for fodboldlandsholdets nedtur

Ingen jobsamtale, ingen ledelse

Oprørske elever

Magister ude at svømme

Fedt

Om valgte ledere på universitetet

Min hobby

Om salg af religioner

50+

Habittens fordele

Lyst

Første skoledag

Særlige øjeblikke

Hvad kan en magister?

Bevaringsværdigt lort

Årtusindskiftet 1999-2000

Universitetslektorens selvopgør

Styrk dansk: Drik mere øl!

Værdien af eksamensangst

Takketale for Nobelprisen

Hvad kan forfattere lære af finansloven?

Humor er nødvendig

Har magistre fjender?

Lektor med søm gennem hovedet

Ud af hængekøjen!

Casting i ledelse og politik

Bogens fremtid

Korpsånd og dødsforagt

Karisma, Adolf Hitler og Amdi Petersen

Jul

Netværk

Lektor på landevejene

Anerkendelse

 

 

Titel og medium                            

[uden titel] offentliggjort som klumme i Magisterbladet april 2002. Stykket er som en særlig læserservice nu blevet forsynet med titel og underrubrik (d. 12/1 2013)

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

Lektor på landevejene

 

At holde en forsamling af det danske folk fangen med en tale eller et foredrag stiller helt andre krav end at undervise et universitetshold. Ikke nødvendigvis større krav, men helt anderledes krav.

 

Af Klaus Kjøller

Én af de største forskelle mellem at gå på et universitet og at have et job bagefter, er at jobbet stiller langt større krav til effektiv mundtlig kommunikation end universitetet gør. På jobbet repræsenterer man med hele sin person sit fag over for andre faggrupper. Man går fra en universitær skriftkultur til en mundtlig kultur der kræver talerens person med hud og hår.

Vi må blive bedre til at træne det mundtlige, som mange steder helt mangler. Meget tyder også på at den indirekte mundtlige træning som trods alt foregår på universitetet i øjeblikket, kan trænge til justering.

Da jeg efter næsten 20 år som universitetslærer havde den lykke for ca. 10 år siden at skrive et par bøger som interesserede en lidt mere end forsvindende del af det danske folk, drog jeg også ud for at tale med læserne. Hvorfor skulle jeg ikke gøre det, når de kaldte? Og jeg havde jo erfaringen med det mundtlige fra alle mine år som velfungerende underviser og vejleder.

Ja, godmorgen. At holde en forsamling af det danske folk fangen med en tale eller et foredrag stiller helt andre krav end at undervise et universitetshold. Ikke nødvendigvis større krav, men helt anderledes krav. Marathonløbere taler om ”muren”. Min første periode som foredragsholder på landevejene var også mit møde med muren. Og jeg fik først hul igennem den, efter at være blevet slået groggy mange gange. Hver gang var det som en brutal jobsamtale med negativt resultat.

Kort kan man sige at folk kræver smæk for skillingen. De kræver krop, drama og nytte. De afskyr oplæsning, messeri og doceren. De finder sig ikke i at blive hørt i lektien, og frygter ikke eksamen.

Hvis man har svært ved at trænge igennem, kan man forsøge at forsvare sig med at det skyldes at tilhørerne ikke er helt så kloge som man selv er. Det hedder sig at man formidler, dvs. delagtiggør relativt uvidende masser i højere indsigter, hvis perspektiver de desværre ikke altid kan fatte, trods ens heroiske indsats.

Men den forklaring holder langt fra altid. Mange af de forsamlinger man taler i, består af folk som hver dag praktisk beskæftiger sig med det man kommer og fortæller dem teorier om. Det er jo netop derfor at de sender bud efter én og gider høre på hvad man har at berette. I hvert fald de første to minutter. I mit tilfælde kan det være politikere, journalister, informationsmedarbejdere, ledere eller sekretærer. Sandheden er snarere at hvis man ikke kan ”sælge varen” til dem, så er det fordi de ved mere om kendsgerningerne  end man selv gør, og derfor siger skråt op til teorier de ikke kan se passer.

Eller fordi man bare er for dårlig til at tale til og med dem.

Vejen frem mod bedre undervisning og træning i mundtlig fremstilling på universitetet er næppe at sende alle lærere på overlevelseskursus i forsamlingshuse og virksomhedskantiner. Men ingen der prøver det, vil nogensinde mere kunne opfatte det mundtlige som sekundært.

 

© Klaus Kjøller, klaus@kjoeller.dk , d. 19/3 2002.

                

Øverst i dokumentet