Magister ude at svømme
Ribbet for alle udvendige tegn på den stand jeg
kom fra, stod jeg på den øde strand midt i ferien og indså at jeg var
magister. Det er ikke kun sproget. Det er også gået i blodet. Denne
trang til at udvikle teknikker, at forklare og analysere, og at
formidle. Dette kritiske forhold til autoriteter. Denne lidenskab for
argumenter.
Af Klaus Kjøller
Vi er flere der havde glemt det: at en
dansk sommer kunne være sådan. Jeg blev ovenikøbet anholdt af en
livredder ved Sjællands nordkyst på grund af en mistænkelig svømmestil.
Det så ud som om jeg hele tiden var ved at drukne, sagde hun. Jeg
lissom væltede i vandet, drejede rundt og stak enden meget op. Om jeg
ikke i det mindste engang imellem kunne tage nogle normale svømmetag,
så hun var sikker på at jeg havde kontrol over det.
Bare sig røv, sagde jeg. For det er
det.
Jeg kunne se i hendes blik at hun
kunne høre på mig at jeg var akademiker.
Min svømmestil er et dybt personligt
anliggende, forklarede jeg. Den er frugten af en livslang svømmetur
under mange forskellige strøm- og vindforhold. Den er svær at beskrive,
da den skal opleves indefra. Den trænes ikke i nogen skole.
Stilen går kort sagt ud på at ligge så
lavt som muligt i vandet. Og så vidt muligt bruge hele kroppen som
svømmeorgan. Jeg er en hval, bare i menneskekrop. Det er også derfor
jeg svømmer uden en trevl. Min gamle, råbende svømmelærer fra Østerbro
Svømmehal engang i halvtredserne vil formentlig ikke kunne genkende
meget i mine bevægelser. Men hvem har nogensinde set en hval svømme
brystsvømning eller crawl? Butterfly er mere naturlig, men man kan ikke
svømme butterfly på en afslappet måde i lang tid.
Det største problem når man dyrker
kystsvømning, er at trække vejret. I en hal er vandet ret fladt. Derfor
kan man svømme i overfladen og hele tiden regne med at kunne få luft,
som ovenikøbet er klorrenset. Det er umuligt at holde hovedet over
vandet når man svømmer i bølger i modvind. Derfor kan man ligeså godt
lægge sin svømning an på at være så meget som muligt under vandet hele
tiden. Det mindsker også luftmodstanden. Og endnu en fordel: Under
vandet har denne sommer såmænd lignet alle andre.
Livredderen trak sig tilbage. Det er
for din egen skyld jeg siger det, sagde hun. Jeg lagde først nu mærke
til at det var en ung kvinde med fregner, formentlig en praktikant fra
ét eller andet idrætsstudium. Jeg så efter hende da hendes røde båd
slog en bue ud i vandet og atter landede henne foran livredderhuset,
hvor hun trak den på land.
Ribbet for alle udvendige tegn på den
stand jeg kom fra, stod jeg på den øde strand midt i ferien og indså at
jeg var magister. Det er ikke kun sproget. Det er også gået i blodet.
Denne trang til at udvikle teknikker, at forklare og analysere, og at
formidle. Dette kritiske forhold til autoriteter. Denne lidenskab for
argumenter.
Også selv om det letteste er at lade
sig redde uden protester. Få mund til mund mens der kommer varme og liv
i hvert lem og organ. Ingen ville finde det upassende i en sommer som
denne.
d. 24/8
1998.
Øverst
i dokumentet
|