Første skoledag
Mens vi venter på de fornødne ressourcer som
altid mangler, kan vi måske finde trøst i at ungerne selv lærer meget,
uanset om nogen betaler nogen for at lære dem det eller ej.
Af Klaus Kjøller
Så er det sket igen. Børnene er
begyndt i skole for første gang. De har sluppet fars eller mors hånd og
siddet alene i den nye klasse sammen med alle de nye kammerater og
læreren. Et ubetydeligt skridt i verdenshistorien, men et stort spring
i et lille menneskes liv.
Os der igennem årene har fulgt flere
børn til samme skole, har igen og igen kunnet beundre inspektørens
velkomsttale. Vi er også blevet bedre til at sno os forbi politiets
rituelle razziaer uden for skolerne når de prøver at knalde os for at
køre for hurtigt og snyde med selerne. Panserne tror de kan tage os med
bukserne nede denne dag hvor vores forældrehjerter sitrer af ømhed for
ynglet.
De har virkelig meget at lære, de små.
Og det er ikke kun skrivning og regning og alt det andet som står på
det skema som de stolt bærer hjem i den flotte skoletaske den første
dag.
Kan skolen og hele uddannelsessystemet
klare opgaven? Selvfølgelig ikke godt nok. Men mens vi venter på de
fornødne ressourcer som altid mangler, kan vi måske finde trøst i at
ungerne selv lærer meget, uanset om nogen betaler nogen for at lære dem
det eller ej.
Forældrene og familien har forlængst
lært dem de vigtigste færdigheder når de begynder at gå i skole, fx
talesproget, at skifte kanal på tv-apparatet, at finde mad i køleskabet
og elementær forståelse af andre mennesker. Specielt den anarkistiske
måde børn lærer talesproget på, er god at hente beroligelse i hvis man
er på nippet til at tro at intet i uddannelsesverdenen kan lade sig
gøre uden at autoriserede eksperter har sukket og stønnet sig igennem
lange møder og udformet vejledninger, planer og diplomer.
En anden form for beroligelse kan der
ligge i at eleverne har en vidunderlig tendens til at lære langt mere –
eventuelt noget helt andet – end det som officielt står på skemaet.
Det nye i skolen er ikke at de skal
lære. Det nye er at de skal lære noget samtidig med andre under ledelse
af en lærer. De skal bl.a. lære at sidde stille og lytte, møde til en
bestemt tid, arbejde med bestemte ting efter en dagsorden, rette sig
efter ordstyreren (læreren/chefen) og holde fri. Langt det meste af det
faglige stof de lærer i deres skolegang, glemmer de måske kort efter
eksamen fordi de ikke synes de har brug for det. Men hvad det vil sige
at være i en organisation, glemmer de aldrig.
Og efter kort tid danner de også deres
egen “modvirkelighed” som på mange punkter strider direkte imod det som
inspektøren siger i en festtale. Det er den virkelighed hvor lærere og
fag får øgenavne. De har lært at under den udadrettede, officielle,
højtidelige historie som enhver organisation og dens loyale ansatte
skal udbrede for at sikre overlevelsen, skjuler der sig helt andre
versioner som handler om paradokser, menneskelig fejlbarlighed og
organisatorisk slumpetræf.
Og sådan går det for sig at de lærer
et fag der hedder humor. Uden at det står på skemaet lærer de at en
vigtig forudsætning for at kunne overleve i rammer hvor store Don
Quijote-ord ofte strider mod en småtskåren Sancho Panza-virkelighed, er
at kunne le sammen.
d. 9/8
1999.
Øverst
i dokumentet
|